Maja Stage Nielsen kunne i dag fejre sin ironman-debut med en flot andenplads i Ironman Mallorca 2016. Morten Banke (MSI Pro-Tri) nappede en suveræn førsteplads i aldersklassen 18-24 for herrer og det samme gjorde Lillan Sindahl Glühmer i aldersklassen 40-44 for kvinder. Det har dermed været en overordentligt godkendt dansk dag på den spanske ferie-ø!
Racereferat fra de professionelle kvinders race i Ironman Mallorca
Der har været meget stille omkring Maja Stage Nielsens planer om, at hun i dag skulle have sin debut på den fulde ironman distance i Ironman Mallorca. End ikke da vi interviewede Maja efter hendes sølvmedalje til ETU Middle Distance Championship, ville hun ud med, hvilket race hun pønsede på, at afslutte sin sæson i. Men med startlisten til Ironman Mallorca 2016, blev vi ligepludseligt en hel del klogere; det var nemlig her hun planlagde at slutte af for 2016.
Og hvilken måde hun gjorde det på. Læs bare med her.
Australske Lauren Parker svømmer solorace i front
Det var med 13 professionelle kvinder på startstregen, at startskuddet til Ironman Mallorca 2016, lød i morges klokken 07.30.
Allerede fra svømningens første meter, havde australske Lauren Parker, lagt sig sikkert i front. Faktisk ret sikkert. Ved mellemtiden efter 2400 meters svømning, var Parker hele 1:09 foran schweiziske Emma Bilham som rundede mellemtiden som næstbedste kvinde. Og det var altså efter kun 2400 meters svømning. Yderligere knap 40 sekunder senere, var det tyske Natascha Schmitt og schweiziske Diane Luethi som passerer mellemtiden.
Ved samme mellemtid efter 2400 meters svømning, lå Maja Stage Nielsen på en ganske fornuftig 6.-7.-plads med kun 4:30 op til den suveræne Lauren Parker.
Efter 3800 meters svømning, var det da også Lauren Parker som var første kvinde på land. Hun tilbagelægger dagens svømmerute på suveræne 53:31 og det er nok til at give hende et forspring i T1 på 1:52 til Emma Bilham som er næste kvinde oppe af vandet. Efter Bilham, går der rundt regnet 35 sekunder før, at den næste kvinde træder op på land. Det bliver Natascha Schmitt som har haft følgeskab af Diane Luethi på hver en meter af dagens svømning.
Lidt bagefter kommer Maja Stage Nielsen op af vandet på alenehånd. Hun gennemfører dagens svømning på 58:59 og løber ind i T1 på en foreløbig syvendeplads. Hun er dermed kun knap 5:30 efter suveræne Parker, knap 3:30 efter Bilham og præcis 3:00 efter Schmitt og Leuthi.
Med svømningen som sin svageste disciplin og særligt løb som sin stærkeste, har Maja Stage Nielsen dermed et fornuftigt udgangspunkt for resten af dagen.
Den flyvende hollænder på cyklen
Maja Stage Nielsen viser da også på cyklingen, at hun rent faktisk er kommet for, at slutte sin sæson af med manér. Ved mellemtiden efter 31,2 kilometers cykling, har hun kørt sig op på en sjetteplads og har hentet knap 4:40 på Lauren Parker, sådan at hun nu kun er 50 sekunder efter australieren.
Tysker tager teten i front
Men desværre er der sket store forskydninger i front. Lauren Parker er, efter 31,2 kilometers cykling, langtfra i front mere. Faktisk er hun dumpet helt ned på femtepladsen med Maja som nærmeste forfølger.
Til gengæld er det nu Natascha Schmitt som er i front. Og hun har virkeligt kørt sig i front. På kun 31,2 kilometers cykling har hun formået at indhente Parkers 2:30-forspring og derefter sat hende med knap 4:30. Derudover har tyskeren lukket Emma Bilhams forspring på det halve minut og kørt hende bagud med 1:13. Det er virkeligt aggressiv kørsel.
Men så kom den flyvende hollænder
Det bliver da også Schmitt som dominerer det meste af cyklingen. Men det er kun lige indtil, at hollandske Tineke Van den Berg, får sat ordentligt fart i cyklen. Hollænderen har, på grund af en svømmetid på 1:05:20, været utroligt langt bagefter allerede fra starten af, men det er hun virkeligt kommet for at rode bod på.
På trods af en utrolig hurtig fart, har det taget hende rigtigt lang tid at nå i front. Men det lykkedes for hende efter cirka 150 kilometers cykling. Og der bliver hun så resten af cykelturen. Hun er dermed første kvinde til at stille cyklen i T2, efter en cykeltid på svimlende 4:53:39.
Godt halvvejs på cykelruten, vælger Emma Bilham, at hoppe af cyklen og forlade racet. Ingen har længe vidst hvad der blev af schweizeren, men på Twitter skriver hun, at hun var nødt til, at forlade racet, da der simpelthen ikke var noget saft og kraft i benene.
Næste kvinde i T2, bliver dermed amerikanske Jocelyn McCauley, som stille og roligt har kørt sig op gennem feltet i løbet af dagens 180 kilometers cykling. McCauley stiller cyklen efter en cykeltid på 5:06:10 og har dermed knap 12:30 op til Van den Berg. Kvinden som ellers længe var i front, Natascha Schmitt, blev indhentet af McCauley efter cirka 165 kilometer og må dermed nøjes med at ankomme i T2 som tredje kvinde.
Fjerde kvinde i T2, blev Maja Stage Nielsen, som virkeligt har disponeret flot gennem alle dagens 180 kilometer på cykel. Hun stiller cyklen mindre et halvt minut efter Schmitt, knap 2:50 efter McCauley og knap 16:20 op til Van den Berg.
Ny fordeling af placeringerne under det afsluttende løb
Selvom et hul på 16:20 op til Tineke Van den Berg lyder af meget, er det fordi det er livstruende på en ironman. Allerede tidligt på løbet ser det ud til, på trods af at det er hendes første ironman, at Maja har kontrol over situationen. Således har hun, efter knap fem kilometers løb, løbet sig op på en foreløbig tredjeplads.
Helt i front er det tydeligt, at Van den Berg ikke har meget fart tilbage i benene efter sin supercykling. Ved mellemtiden efter 6,1 kilometers løb, har hun allerede tabt utroligt mange minutter til Jocelyn McCauley. Faktisk er McCauley allerede her, kun halvandet minut efter Van den Berg. Og også Maja har skåret godt og grundigt af hollænderens forspring; hun er nu kun 3:30 efter.
Den flyvende hollænder faldt til jorden
Efter 12 kilometer i løbeskoene, er det da også slut med Van den Bergs forspring. McCauley har ved mellemtiden efter 12,6 kilometer både indhentet og sat hollænderen med lidt over et halvt minut. Dermed er McCauley ny kvinde i front.
Og Van den Berg er ikke færdig med at tabe tid. Stille og roligt henter Maja Stage Nielsen ind på den flyvende hollænder. Det betyder, at hun lidt over halvvejs på den afsluttende marathon, løbet sig op på andenpladsen. Faktisk har Maja ved mellemtiden efter 24,1 kilometer, skabt sig et forspring på knap et minut.
Amerikansk vinder på Mallorca
Som placeringerne ser ud ved mellemtiden efter 24,1 kilometers løb, kommer det endelige resultat også til, at se ud. Jocelyn McCauley vinder dermed Ironman Mallorca 2016 i en sluttid på 9:11:55 efter et afsluttende marathon på 3:03:50.
På enkelte tidspunkter ser det ud til at Van den Berg er på vej til at indhente Maja igen, men det forbliver heldigvis kun ved synet, og Maja Stage Nielsen kan dermed løbe i mål som nummer to i sin debut på ironman distancen. Maja gennemfører Ironman Mallorca 2016 i tiden 9:23:40 og kommer dermed ind lidt under to minutter før Tineke Van den Berg.
Det er dermed en virkeligt flot debut på distancen som danske Maja Stage Nielsen får – og det ønsker vi Maja et kæmpestort tillykke med!
Øvrige danske resultater i Ironman Mallorca 2016
Som du har kunne se i vores fredagsoverblik, var det ikke kun Maja Stage Nielsen som repræsenterede Danmark i Ironman Mallorca 2016. Faktisk var der massevis af andre danskere som også var til start på den spanske ferie-ø og der var også en hel del gode danske resultater i blandt.
De bedste danske age group-resultater må absolut være Morten Bankes (MSI Pro-Tris) suveræne sejr i herrernes 18-24 og Lillan Sindahl Glümers sejr i kvindernes 40-44.
Morten Banke løber i mål i tiden 8:56:51 og sætter faktisk dagens hurtigste danske sluttid. Den lynhurtige sluttid betyder også at Banke vinder med mere end en time ned til næste mand i aldersklassen 18-24!
Lillan Sindahl Glümer gennemfører dagens ironman i tiden 9:54:46 og det giver hende en sejrsmargin i kvindernes aldersklasse 40-44, på lidt over seks minutter.
Der har dermed været god smæk for skillingen, for de danske atleter, i Ironman Mallorca 2016. De øvrige danske resultater kan du – sammen med Majas, Mortens og Lillans resultater, se herunder.
Pro kvinder
2, Maja Stage Nielsen, Odense Triathlon Klub, 9:23:40
Kvinde 18-24
6, Cahtrine Olsen, 12:08:42
Herre 18-24
1, Morten Banke, MSI Pro-Tri, 8:56:51
Kvinde 25-29
12, Mette Lizzy Jørgensen, TRI-X14, 13:31:23
Herre 25-29
27, Emil Diemar, 10:25:18
44, Morten Lundt Rajczik, OOB Life, 11:06:39
49, Mark Mora-Jensen, 11:16:27
67, Morten Ask, 12:28:40
Kvinde 30-34
5, Anette Bøgh Andresen, Playground Triathlon, 10:59:16
22, Stina Spiegelhauer, TRI-X14, 12:49:48
Herre 30-34
52, Anders Pedersen, SKS Tri, 10:05:41
64, Thomas Lindsten, Aarhus 1900 Triathlon, 10:24:18
93, Philip Mora-Jensen, Playground Tri, 10:52:06
DNF, Jeppe Hofmann, KTK86
Herre 35-39
71, Jakob Jensen, Team Triathlon Herning, 10:31:23
256, Christian Norin Schunk, 14:17:53
DNF, Jesper Frilund, Trinord
Kvinde 40-44
1, Lilian Sindahl Glümer, Playground Tri, 9:54:46
34, Diana Juhl, 14:15:36
Herre 40-44
11, Andreas Petz, Rødekro Tri & Motion, 9:30:56
26, Morten Halkjær, Svendborg Triathlon Klub, 9:52:35
180, Frederik Lyrsholt, Sparta, 11:58:33
189, Adam Hviid, 12:13:02
248, Thomas Kristensen, Vejle IF Triathlon, 13:19:18
DNF, Jacob Bøg
Herre 45-49
4, Sune Kjær, Silkeborg Motion/Tri, 9:27:17
11, Allan Solok, Sigmatri, 9:42:53
72, Kim Myrthu-Nielsen, Atletica-Tri Horsens, 10:51:54
118, Jan Præstholm, Svendborg Triathlon Klub, 11:34:13
227, Peter Buhr, Tri Club Denmark, 13:55:16
228, Ole De Groot, Esbjerg Triathlon Klub, 13:56:51
DNF, Brian Christensen, Randers Freja Triathlon
Herre 50-54
15, Jan Rudis, Karlslunde Tri, 10:21:46
Herre 55-59
28, Ole Wessung, 12:25:51
49, Carsten Lund, OOB, 14:33:33
Herre 60-54
16, Ole Nielsen, Aarhus 1900 Triathlon, 13:01:47
Du kan se alle resultater fra Ironman Mallorca 2016 på Ironmans hjemmeside her.