Det har længe været en offentlig hemmelighed, men det er nu blevet gjort offentliggjort at hovedpersonen selv. Michelle Vesterby stiller til start i ETU European Middle Distance Championship til juni, med det mål, at få en europæisk guldmedalje om halsen.
Hjemmebaneoplevelsen lokker
Det ville næsten være underligt, hvis Michelle Vesterby ikke ville være at finde i Herning den 10. juni, når dette års officielle europamesterskaber finder sted på den halve jernmandsdistance. Foruden at Vesterby er gift med racedirektøren for Challenge Danmark, der som bekendt arrangerer europamesterskabet i samarbejde med Dansk Triatlon Forbund og ETU, så foregår mesterskabet også på hendes hjemmebane i Herning.
– “Udsigten til at konkurrere på hjemmebane, foran et lokalt publikum, kan jeg ikke lade passere. Derfor har jeg besluttet mig for at stille op, selvom distancen ikke er min foretrukne,” siger Michelle Vesterby i en pressemeddelelse.
Skal køre anderledes end hun er vant til
At skulle køre på den halve jernmandsdistance, er dog – på trods af at hun er vant til at køre den dobbelte distance – ikke noget, som Michelle Vesterby tager let på. Det er nemlig på den fulde jernmandsdistance hun har sin største styrke.
Derfor forudsiger hun også selv, at hun kommer til at skulle arbejde på en helt anden måde, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om en EM-guldmedalje.
– “Jeg skal arbejde med at bruge mine kræfter på en måde, som er optimalt for ruten. Jeg skal performe med større intensitet, men over kortere tid end jeg er vant til. Det ser jeg frem til, og jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig som triatlet ved udfordre mig selv på denne måde,” fortæller Vesterby videre.
Michelle Vesterby: Det ligger så dybt i min DNA
Når det kommer til den halve jernmandsdistance, er Michelle Vesterby dog ikke helt uskarp. Kigger vi alene på resultaterne fra sidste år, så er fire af hendes ni podiepladser blevet kørt hjem på den halve distance. Og ud af de fire podiepladser på distancen, er den ene af dem en sejr i Challenge Norway.
Derfor skal der da heller ikke være nogen tvivl om, at hun kommer til at være mere end klar i Herning den 10. juni.
– “Det ligger så dybt i min DNA, at gå efter en sejr når jeg konkurrerer, og jeg mener bestemt, at det er realistisk. Jeg er allerede godt i gang med sæsonforberedelserne, og de foreløbige testresultater, lover godt for sæsonen,” fortæller Michelle Vesterby.
– “Men jeg skal op imod en stor del af verdenseliten på netop denne distance, så jeg er meget bevidst om, at jeg kommer til at arbejde hårdt.”
Går stadig efter Kona-podiet
Udover målsætningen om en guldmedalje til EM i Herning, satser Michelle Vesterby i den kommende sæson, ligesom i de forgående år, på podiet i Kona. Sidste år blev hun nummer seks, imens hun forrige år blev nummer fire. Og i år håber hun så, at hun endelig kan opfylde sin store Hawaiianske drøm.
– “Jeg har været så tæt på både forrige og sidste år, hvor jeg sluttede på henholdsvis en fjerde- og en sjetteplads. Så nu skal det altså være,” slutter Michelle Vesterby.
Hvordan hendes sæson kommer til at se ud, udover deltagelsen i Herning og i Kona, er endnu uvist. Bortset fra, at hun også stiller til start i Cannes International Triathlon til april (som du kan læse om her). Men om det først bliver der, vi får hende at se i aktion for første gang i år, må tiderne vise.
Læs i øvrigt et sammendrag af Michelle Vesterbys 2016-sæson her.