Kalenderen siger midt januar, og det betyder også at vintertræningen er i fuld gang for triatleter rundt omkring i Danmark med henblik på den forestående sæson. Hos Tri Team SDU i Odense, hvor landets bedste kortdistance triatleter har deres træningsbase, kører træningen i disse dage for fuld drøn. Der bliver brugt mange sveddryppende timer på hometraineren, i svømmehallen og ikke mindst på atletikbanen, i skoven og på vejene. Miki Mørck Taagholt, dansk mester på sprint (non-draft) i 2016, fortæller i dette interview om livet som elitetriatlet bag facaden, hans fantastiske udvikling, drømmene og dagligdagen på Tri Team SDU. Og så er der masser at gode råd at hente!
Vintertræningen
Efter et godt 2016 arbejder Miki hver dag benhårdt for at 2017 bliver endnu bedre. Efteråret bød dog desværre på en meget træt og ugidelig krop. Da det blev tid til pause fra træningen, sagde kroppen helt stop. Derfor bød den tidlige vinter også på let træning i begrænsede mængder – heldigvis er kroppen nu på toppen igen efter at have fået ro. Træningen kører igen, bekræfter Miki og tilføjer med et stort smil: ”Det er skønt! Særligt at kunne træne fart og ikke føle kroppen bare bliver trættere af det, men at der er en positiv effekt”
En presset krop
Graver man lidt dybere i Mikis karriere som triatlet, er det ikke første gang han har oplevet, at hans krop var lidt ved siden af sig selv. Ja faktisk har han gennem de sidste par år haft flere perioder, hvor kroppen har været træt. Rigtig træt.
– “Jeg tror det skyldes, at jeg er meget grænsesøgende og elsker at presse mig selv helt ud til grænsen og til tider også over. Det medfører, at jeg kan være rigtig træt og hvis jeg ikke får restitueret ordentligt, så tror jeg, det er der, kroppen siger stop”.
Miki er dog meget opmærksom på netop denne svaghed, og ser det også som en vigtig del af hans udvikling: ”Det er et problem for mig, for det er sådan jeg er. Men det er også et af mine største udviklingsmål fremadrettet – altså at blive bedre til at lytte til min krop og virkelig træne roligt, når der skal trænes roligt, og så holde mig til programmet, når der skal trænes hårdt”, forklarer han.
Englen på skulderen
Netop denne tendens var at spore hos Miki på en løbetur for nylig: ”Min gode træningskammerat Mathias siger til mig, at jeg løber for stærkt. Jeg fortæller Mathias, at han er englen på min ene skulder, der fortæller mig, at jeg løber for hurtigt, skal passe på mig selv og sætte farten ned”. Samtidig sidder djævlen på den anden skulder og fortæller Miki, at han sagtens kan klare det og bør sætte farten op – en af de egenskaber, der gør eliteatleter til eliteatleter. MEN – det kan også være en atlets største svaghed og værste fjende. ”Jeg skal helt sikkert blive bedre til at lytte til englen på skulderen!” konstaterer Miki.
En hård periode
Ser man på historikken for mange triatleter i verdenstoppen, har de på et tidspunkt i deres karriere – og typisk tidligt – været igennem en svær periode, enten personligt eller sportsligt. Men netop dette lærer også folk, at tackle den modgang, der hører til en sportskarriere, hvor man presser kroppen lige til kanten – og nogle gange over. Mikis trikarriere startede også med meget modgang. Han kørte sit første tristævne i 2011 og var straks bidt. I 2012 tog hans spirende trikarriere dog en alvorlig drejning.
Miki styrtede på cykel og slog sit hovedet så alvorligt, at han døjede med kronisk hovedpine i næsten to år efter ulykken.
-”Perioden efter ulykken var svær”, fortæller Miki, der i efteråret 2013 flyttede til Odense, da Tri Team SDU blev startet op. ”Jeg var vild med triatlon og måden at træne på, og jeg havde det virkeligt godt med de mennesker jeg omgik i triatlonverdenen”, fortæller triatleten. Starten på tiden i Odense blev dog svær, fortæller Miki: ”Jeg var i forvejen den dårligste på holdet, men jeg kunne så oveni heller ikke træne kontinuerligt eller specielt hårdt. Jeg mistede dog ikke motivationen, for jeg elskede at være der.” Miki bevarede troen i svær periode.
-”Tri Team SDU var min familie og jeg var sikker på at hovedpinen nok skulle forsvinde”. Desværre var det ikke enden på modgangen. Oveni hovedpinen, blev Mikis forældre skilt og hans far gik efterfølgende ned med en svær depression. Det blev en meget turbulent tid for den unge Farum triatlet, hvor fokus ikke lå på træning.
-”Farum var pludselig meget langt fra Odense”.
Da det hele vendte
Heldigvis vendte ulykken for Miki: ”Der kom dog stille og roligt styr på det, jeg fik søgt ind på Idræt og Sundhed på SDU, jeg mødte en sød pige og verden så igen mere lys ud”. Da Miki så startede på universitetet i 2014, var nedturen endelig på vej mod optur, og med en fantastisk kæreste og en opbakkende familie, havde han styr på fundamentet. Samtidigt forsvandt hovedpinen også.
Det reflekterer Miki lidt over: ”Jeg har virkeligt set, at der ER lys for enden af tunnellen, også når det ser sort ud. Det vil helt sikkert kunne hjælpe mig på længere sigt, særligt hvis jeg render ind i en skade, eller endnu et træthedsforløb.”
Et professionelt setup
En vigtig komponent i Mikis udvikling, har været setuppet omkring Tri Team SDU i Odense:
“At træne med Tri Team SDU er fantastisk. Vi er en homogen gruppe af unge talentfulde og dedikerede atleter som alle elsker triatlon. Vi er gode til at motivere hinanden til træning og når der skal trænes hårdt eller teknisk, så er alle 100% til stede og det skaber en super fed og professionel stemning. Vi både giver og modtager energi fra hinanden.” Han lægger samtidigt vægt på vigtigheden i, at der bliver delt viden på kryds og tværs, på trods af, at alle er konkurrenter.
-” Det kan være alt fra råd til gear og rengøring, til tips og tricks omkring teknik eller taktik. Det gør os alle til bedre atleter!” uddyber Miki.
De professionelle folk, der er omkring teamet, lægger Miki også stor vægt på.
-”Vi har to gode coaches som er passionerede omkring deres arbejde og vil os alt det bedste. Ydermere har vi også en kiropraktor tilknyttet og havde i langt tid også massør.”
– ”Samtidigt kan vi gennem Syddansk Elite læse på nedsat tid, samt få flyttet eksaminer. Det er med til at skabe et træningsmiljø, hvor vi som atleter har fantastisk mulighed for at udvikle os og koncentrere os om at blive bedre, samtidigt med vi kan tage en uddannelse”.
Der er dog også bagsiden af medaljen, fortæller Miki, og lægger vægt på en af hans førnævnte svagheder: der bliver i den lette træning af og til kørt i et lidt for højt gear, hvilket gør at restitutionen ikke bliver optimal.
Røverhistorierne har sin vigtige plads
Det sociale aspekt er et vigtigt fundament til et godt og stærkt træningsmiljø – og det er vigtigt, at der også er tid til sjov og spas, understreger Miki. ”Vi er gode til også at have det sjovt, når der er plads til det. Det være sig at fortælle røverhistorier på en rolig onsdagsmorgen løbetur (red: dem er der mange af!) eller lave en spontan sneboldskamp”, fortæller han med et smil. Samtidigt er triatleterne på Tri Team SDU både venner i og uden for sporten.
– ”Socialt er jeg selv (og min kæreste), såvel som de andre, også gode til at ses udenfor træning og det skaber også et stærkt sammenhold på teamet”, fortæller Miki, og tilføjer: ”Foruden at de selvfølgelig er mine konkurrenter, er de også mine bedste venner!”
3,5 år senere – hvor står Tri Team SDU?
Det – i Danmark – enestående projekt, der blev sat i værk, har nu kørt i 3,5 år. Men hvilken udvikling har der egentlig været i Mikis øjne? Han tøver ikke og fastslår:
– “Vi er blevet mere sammentømret og professionelle. Han uddyber, at alt det nye krævede lidt tilvænning for alle parter. Organisatorisk kørte setuppet godt fra starten, men det er blot blevet endnu bedre, konstaterer Miki. Holdet er samtidigt blevet mere sammentømret, og man kender hinandens svagheder og styrke.
– ”Vi har styr på hvad vi kan og skal sige til hinanden, hvornår. Det være sig fx at motivere hinanden til træning, hvornår man kan presse den anden lidt mere, eller sige til en af de andre, at nu må du altså tage dig sammen”.
En af de udviklinger, der er sket siden starten af projektet, er tilknytningen af to internationale atleter, en nordmand og en islænding. Det er Miki særdeles begejstret for: ”Det er super fedt! Det er cool at lære lidt om træningsmetoder og miljøer fra udlandet og andre træningstilgange”.
Når den svageste discplin bliver vendt til den stærkeste
Miki er et rigtig godt bevis på, hvordan en stor svaghed kan blive vendt til en styrke. Miki erindrer særligt en benhård cykeltræning på en træningslejr tilbage i 2014.
– ”Jeg godt huske vi kørte om kap op ad Tabeysco og dig og Thams (red: Ditte og Line) kørte fra mig til sidst… Ja, Stubbi og Gejl (teamets to trænere) kørte faktisk også forbi mig… Puha, det er godt jeg rykket lidt!”, fortæller han med en smil, om hans svage disciplin dengang. Tidligere ville Miki selv have ment, at svømning var hans stærkeste disciplin, men det må han nu revurdere:
– ”Jeg har forbedret mig enormt det sidste år på cyklen og nu er jeg nok ca. lige stærk i vandet, såvel som på to hjul. Dermed er løbet også min klart svageste side og dét skal forbedres i 2017”, fastlår Miki bestemt. ”Vi er allerede godt i gang med at arbejde med teknikken så regn med, at jeg er meget giftigere næste år!” fortæller han med et smil.
Drømme
Når mange af døgnets vågne timer bliver dedikeret sporten, er det essentielt at man ikke kun sætter pris på processen og den daglige træning, men at drømmene er der, hvis man gerne vil nå langt. I det helt store billede, er Miki ikke i tvivl – han drømmer om at blive blandt blandt de bedste triatleter i verden og stå øverst på skamlen. Men man kan ikke styre, hvor hård konkurrencen bliver. Endnu vigtigere sætter Miki derfor også ord på drømmene inden for sporten på anderledes vis:
– ”Helt umiddelbart og nøgternt drømmer jeg om at blive den bedste triatlet, jeg kan blive. At blive så dygtig fysisk, mentalt, taktisk og teknisk, som jeg kan blive”, fortæller han og tilføjer så:
”Skal man udpensle det lidt mere, så drømmer jeg om OL i 2020! Og Hawaii som lang atlet senere hen”.
Men ikke mindst, understreger Miki, så er han et STORT konkurrence mennesker og elsker at vinde.
Flæskesteg, brun sovs og kartofler går lige i benene
Kost, både i og uden for sporten, bliver debatteret i en uendelighed. Der er ingen tvivl om, at den spiller en vigtig faktor – ikke mindst, er det vigtigt, at der er nok benzin til motoren for at kunne klare den megen træning. Miki har ikke nogle specifikke råd til kosten, men understreger, at det er meget individuelt fra person til person, hvad der fungerer. Men op til race, bliver kostrådene ikke fulgt helt – men virker, det gør det, fortæller han: ”For mig virker det tilsyneladende godt at spise en hulens masse sukker op til race. Op til Tri På Tyren (red: hvor han vandt) i år, spiste jeg aftenen inden race flæskesteg med brun sovs og kartofler, og til dessert 3 kager og koldskål!” fortæller han med et smil og et glimt i øjet.
Dagen efter fortsatte den sunde stil: ”Op til race blev det da også til et par nutella madder og en honning snitte eller tre. Men det tør jeg ikke love er vejen til sejr for alle!” understreger han med et grin Men for ham er det vigtigt, at kosten generelt er varieret. Heldigvis har Miki en kæreste, der tager sig meget pænt af ham og sørger for at han altid får god, velnærende mad!
Lidt om damer og 15-årige Miki
Miki er i dag 22 år. Hvad ville han råde sit 15-årige jeg til i dag, hvor han har 7 års livserfaring med i bagagen? Det udløser et grin og lidt tøven, men han konstaterer så: ”Brug mere tid på træning og mindre tid på damer!” I en lidt mere seriøst tone uddyber han, at han nok ville huske sig selv på, at der er andet i livet end træning, søvn og damer. ”Jeg ville gerne have haft lidt mere tid med familien, været lidt mere seriøs i gymnasiet og mere reflekteret omkring min træning”, fortæller en reflekterende Miki.
Husk at bruge hinanden
Et vigtigt råd, som Miki gerne vil give videre til andre triatleter, er vigtigheden i, at træne sammen og gerne i triklubber.
– “Det er meget mere motiverende og I vil kunne hjælpe hinanden med gode råd og fif til træning, kost, udstyr osv. Derudover er der hjælp at hente i forhold til teknik i måske særligt svømning, som formentligt vil være de flestes hæmsko”.
Hvis klubtræning ikke er muligt pga. skæve træningstider, arbejde eller lignende, så råder Miki til at man finder andre træningsmakkere at træne med, og at man eventuelt lejer en svømmetræner til at få gode råd og fif til svømmetræningen.
Afsluttende understreger Miki: ”Alt er bare sjovere sammen og det er altså mere motiverende at træne sammen i regnvejr, end det er at træne alene i regnvejr!”
Og hans nye motto?
”Du er hvad du spiser og badevinger hedder floaties på engelsk”.
God januar træning derude og hilsner fra skribenten fra luften over Grønland.
