Høje bølger, masser af singletrack og en benhård trailrute. Dagens XTERRA Tisvilde indeholdte alle de rigtige “XTERRA-elementer” i den fjerde udgave på stedet, hvor XTERRA startede tilbage i 2014. Anders Bregnhøj og Clara Blohm Clemmensen tog sig af sejren, der for begges vedkommende blev grundlagt efter en stærk præstation på især MTB-ruten. 

Knap 400 deltagere stod klar til racebriefing tidligt søndag morgen ved smukke Tisvildeleje Strand og gjorde sig klar til dagens udfordringer. Vejrudsigten havde på forhånd varslet ganske fine og nemme forhold, hvilket dog umiddelbart inden starten viste sig at være fuldstændig forkert. Pludselig stod en kraftig vind, der sammen med adskillelige mængder nedbør på ganske kort tid, gjorde hele dagen lidt mere spændende for alle deltagere.

-vilde bølger gjorde svømningen ekstra udfordrende

Det ændrede dog ikke noget for dagens forløb, for til XTERRA må det gerne være en smule råt. Det betød svømning på 750 meter i menneskehøje bølger, der mest af alt mindede om de klassiske XTERRA-forhold kendt fra VM på Maui, hvor Stillehavet også altid giver alle deltagere en rundtur i vaskemaskinen.
Hurtigst op af vandet var altid stærke Henrik Søeberg, der også var forsvarende mester. Lige i hælene havde han Allan Månssom, imens de næste op af vandet var de to forhåndsfavoritter hos kvinderne – Clara Blohm Clemmensen og Tanja Hultengren Larsson.
To af forhåndsfavoritterne hos mændene – Anders Bregnhøj og Anders Brink Nyberg tabte en del tid på svømningen, da de store bølger især tilgodeså de teknisk dygtigste i det våde element. Der skulle dog blive vendt godt og grundigt rundt på tingene på den efterfølgende MTB-rute.

Fra nummer 37 til nummer 1
For selvom ruten i Tisvilde Hegn indeholder mange singletrack segmenter, så havde især Anders Bregnhøj ikke problemer med overhalingerne og kørte sig derfor godt op igennem feltet. Og med fantastisk kørsel på alle 32 km mountainbike lykkedes det Anders Bregnhøj at rykke 36 pladser op i tabellen og komme først i T2. Helt vildt imponerende af den nyslåede student, der eftersigende har ladet op til XTERRA Tisvilde på klassisk studenter-manér, hvilket man slet ikke kunne se idag. Kort tid efter fulgte duoen Henrik Søeberg og Allan Månsson, der havde kørt det meste af MTB-ruten sammen, og de havde undervejs fået følgeskab af svenske Johan Malmsten.
Hos kvinderne var Clara Blohm Clemmensen næsten 5 min hurtigere end resten af kvindefeltet, og dette endda på trods af tekniske problemer med cyklen undervejs. Clara har siden sin andenplads til XTERRA VM på Maui sidste år satset massivt på netop MTB-delen, hvor hun til dagligt kører SRAM-liga, og den træning har i den grad båret frugt. Andenpladsen sad Tanja Hultengren Larsen stadigvæk på, men den rutinerede ræv Carol Rasmussen nærmere sig inden de afsluttende 10 km trailløb.
Der blev dog aldrig rigtig tvivl om udfaldet hos kvinderne, hvor Clara således genvandt XTERRA Tisvilde foran Tanja, som dog begge måtte konstatere, at dagens hurtigste kvinde på trailruten blev Carol Rasmussen, der dermed sluttede podiet af på tredjepladsen.

Hos mændene blev der mere spænding om det. Anders Bregnhøj formåede dog at holde Henrik Søeberg fra fadet og tog dermed sin første XTERRA-sejr nogensinde. På tredjepladsen kom en hårdt kæmpende Allan Månsson, der med nød og næppe holdte Anders Brink Nyberg fra den sidste podieplads, selvom Anders Brink Nyberg løb dagens suverænt hurtigste tid på trailruten i imponerende 47.56 min. Det var dog sølle otte sekunder for langsomt til podiet.
– Anders Bregnhøj var hurtigst i Tisvilde

I næste weekend går det allerede løs igen, når det officielle DM i cross-tri afholdes i smukke og udfordrende forhold ved Svendborg. Læs mere om stævnet her:
http://www.triatlonfestival.dk/deltagere/cross_triatlon/

XTERRA-sæsonen går på sommerferie, men vender stærkt tilbage i sensommeren, hvor bl.a. EM i XTERRA afholdes på Møns Klint d. 2.-3. september.
Du kan altid holde dig opdateret på Pastaparty.dk’s stævnekalender eller på XTERRA Nordics hjemmeside. 

DEL
Andreas har en fortid som projektleder i Running26, der står bag alle de nordiske XTERRA-stævner. Han besidder dermed en dyb indsigt og skarphed i særligt cross triathlon, hvilket også dét han bruger i sit arbejde her på Pastaparty.dk

Skriv et svar