Efter et par spændende uger på den halve distance med to fremragende konkurrencer til hhv. EM i Herning og IRONMAN EC 70.3 i Helsingør er det blevet tid til at kåre den danske mester på distancen. I weekenden skal de ovale og eftertragtede DIF medaljer uddeles i Juelsminde – en passende finale på en fremragende forsommer for alle med interesse for middeldistancen. Følgende er mit personlige bud på toppen i elitefeltet.

Hos herrerne skal vi have en ny dansk mester. Den forsvarende mester Henrik Hyldelund har lagt cykel- og løbeskoene på hylden og mesteren fra 14 og 15 Thomas Strange er ikke til start. Anders Christensens har på imponerende vis hævet sit niveau hvert eneste år og med sølvmedaljen til EM i Herning viste den store ålborgenser at han – så længe Martin Jensen ikke er 100 % – må regnes som DK’s bedste på distancen.

Ved sidste års mesterskab på distancen var Anders tæt på at hente Henrik Hyldelund på de sidste meter og Anders har meldt dejligt klart ud at han i år vil strække sig langt for at sikre sig den guldmedalje der endnu mangler i samlingen. Anders har rutinen til at håndtere de fleste scenarier og rammer han samme høje cykelniveau som i Herning er det svært at se hvordan nogen skal få skovlen under ham.

Ingen kan svømme så meget fra Anders at de kan holde ham stangen og hvem kan hænge på når det nordjyske godstog kommer buldrende forbi? Jeg tror at Anders er ekstra motiveret for at få det mesterskab trukket hjem og jeg placerer derfor mine penge på Anders som vinder.

Den eneste atlet der i Herning kunne matche Anders Christensen på cyklen var århusianske Kristian Høgenhaug. Høgen har et skræmmende niveau på cyklen, men skal nok mindst bruge 3-4 minutter ud af T2 for at holde Anders bag sig. Det er ikke umuligt, men jeg tror at rutinen og det bedre løbeniveau hos Anders Christensen kommer til at betyde at Høgen må ”nøjes” med sølv. 

Feltets mest rutinerede triatlet Chris Fischer har et CV der overgår resten af feltet. Chris havde karrierens bedste sæson sidste år og leverede en imponerende række af internationale topresultater med et bemærkelsesværdigt højt bundniveau.

Vi har endnu ikke set Chris på samme niveau i 2017 – måske ser vi det i Juelsminde. Chris vil på de fleste dage have et højere løbeniveau end Anders Christensen og kan Chris holde sig inden for 2-3 minutter før T2 er han stadig i spil til en sejr. Problemet for Chris er blot at Anders’ og Høgens cykelniveau i Herning var så højt at man skal være mere end almindeligt godt kørerende for at holde sig inde i kampen. Spørgsmålet er om Chris og de andre i elitefeltet kan modstå det pres der vil komme fra Christensen/Høgen på cyklen.

Mit bedste bud er at Anders Christen og Kristian Høgenhaug ganske enkelt maser al modstand i jorden på cyklen og afgør det imellem sig på løbet til sidst og efterlader tredjepladsen til Chris Fischer. Derefter kommer en håndfuld atleter der er i spil til podiet og som outsidere i mesterskabskampen. Der er flere om buddet – bl.a. Simon Jørn Hansen fra KTK86 eller Morten Brammer Olesen fra Aarhus 1900.

Hos kvinderne må den nykårede europamester på distancen Camilla Pedersen påtage sig favoritrollen hvilket ikke kræver nogen form for uddybning. Camilla er en verdensstjerne og selvom hun punkterer og har en semi-dårlig dag er hun stadig favorit til at vinde.

Sølv og bronze skal fordeles mellem Birgitte Krogsgaard fra Aarhus 1900 og Katrine Meldgaard fra Horsens og her går mine penge på Birgitte Krogsgaard der virker som den mest komplette atlet set over alle tre discipliner. Jeg har svært ved at se spænding omkring mesterskabet men kampen om sølvet kan blive tæt. 

Ud over elitefeltet er der de mange AG-mesterskaber der skal fordeles. Her er der disket op til mange tætte kampe om at få fingre i de eftertragtede DM-medaljer.

DEL
Jesper Von Seelen er træner i Frederica Tri Team, træner og ejer af Trioptima og er en yderst erfaren herre i dansk triathlon, hvor han har været med fra start - blandt andet med en far, som var med til at arrangere de første stævner i Danmark.

Leave a Reply