Den internationale triathlon-verden kan se frem til et re-match mellem Lionel Sanders og Sebastian Kienle, når det til juni går løs ved endnu en udgave af Challenge Familys VM-race The Championship.

Det var et yderst spændende race hos både herrerne og kvinderne, da der sidste år blev kørt Challenge Familys VM-race The Championship. Vi skulle langt ind på løbet før Lionel Sanders satte Sebastian Kienle til vægs og kunne erklære sig Challenge-verdensmester på målstregen.

Og endnu mere spændende var det i kvindernes race, hvor britiske Lucy Charles overrumplede alt og alle på de sidste to kilometer på løbet, i en fart hvor ingen kunne stille noget op.

Og nu ser det altså ud til at vi kan vente et re-match mellem sidste års duellanter. Det skriver Challenge Family i hvert fald i en pressemeddelelse.

De bedste fra 2017 bekræftet til start

Pånær lige Michael Raelert, er alle podietagere fra sidste år nemlig bekræftet til start når det går løs den 3. juni.

I herrernes race stiller både Lionel Sanders, Sebastian Kienle og sidste års 4’er Andy Dreitz således til start.

Og i kvindernes race er hele sidste års podie bekræftet på startlisten. Nemlig vinderen Lucy Charles, 2’eren Annabel Luxford og 3’eren Heather Wurtele. Læg dertil at lynhurtige Emma Pallant også er bekræftet på startlisten.

Så umiddelbart tyder alt altså på, at vi endnu engang i år, får et spændende race i Samorin.

Glæde hos Challenge Family

Derfor er glæden da også stor hos Challenge Familys direktør, Zibi Szlufcik.

– Efter sidste års mesterskabsevent, der havde deltagelse af den bedste række af professionelle atleter på mellemdistancen i vores sports historie, er det mig nu en stor fornøjelse at annoncere, at så mange store atleter kommer tilbage til Samorin i år. I fællesskab med en række nye ansigter også, udtaler Zibi Szlufcik, CEO i Challenge Family, i en pressemeddelelse.

– Ovenpå de hæsblæsende fights om titlerne i sidste års udgave, er det dejligt at se at både Sanders, Kienle, Dreitz, Charles, Luxford, Pallant og mange flere, har valgt at satse på en sejr i 2018. Jeg ved at jeg snakker på vegne af hele Challenge Family-teamet, medier, atleter og triathlonindustrien, at vi har svært ved at vente med at se det hele gå løs igen til juni.

Challenge The Championship 2018 køres den 3. juni i og omkring slovakiske Samorin.

Leave a Reply