I lørdags tog britiske Lucy Charles sig en ganske overbevisende sejr i IRONMAN Lanzarote, og nu bekræfter arrangørerne af ETUs officielle europamesterskab Challenge Danmark, at hun stiller til start til EM i Herning.
Efterhånden som vi kommer tættere på ETU europamesterskabet i Herning den 10. juni, begynder der at komme flere og flere pro-navne på startlisten. Sidste års vinder af Challenge Billund-Herning og forsvarende ETU og IRONMAN europamester hos herrerne Andreas Dreitz er bekræftet til start, og nu har Challenge Danmark offentliggjort endnu et stort internationalt navn.
Der er nemlig tale om den netop nykårede kvindelige vinder af IRONMAN Lanzarote, britiske Lucy Charles.
Kommer til Herning med to sejre og en andenplads i denne sæson
Med sejren i IRONMAN Lanzarote i lørdags, må det siges at den britiske komet Lucy Charles kommer til Herning i god form. Hvis ikke endda at sige topform. Det kræver i hvert fald noget af et niveau at placere sig øverst på skamlen i ét af de allerhårdeste stævner i IRONMAN-kalenderen.
Men det er ikke kun på Lanzarote at Lucy Charles har gjort sig bemærkelsesværdig i denne sæson. Så sent som i Challenge Lisboa for et par uger siden, vandt Charles lidt af en storsejr med mere end seks minutter til nummer to, hvor hun blandt andet slog de to danskere Line Thams (der blev nummer tre) og Michelle Vesterby (der blev nummer syv) – To danske navne der i øvrigt også stiller til start i Herning.
Kun få uger inden sejren i Lissabon blev det til en andenplads i Challenge Mogán Gran Canaria, med kun seks sekunder op til vinderen Emma Pallant (der stiller til start i IRONMAN 70.3 EM i Helsingør) og med mere end tre minutter ned til superstar Daniella Ryf.
Spændende bliver det dermed om den britiske komet kan følge op på de forgående ugers topresultater når hun kommer til Herning. Et oplagt bud som en vinder er hun i hvert fald.