Det var ikke kun de danske pro-kvinder der i går klarede sig fremragende ved IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør. For med Helle Frederiksens sølvmedalje kom der også yderligere 17 medaljer hjem til de danske age groupere, hvoraf de seks var af guld. 

Det skinner dermed tydeligt klart igennem, at der i samtlige age groups var masser af konkurrence om den eftertragtede titel som IRONMAN 70.3 Europamester 2017. For selvom stævnet blev holdt på dansk grund, og de mange danskere ihærdigt tog kampen op, så blev det aldrig nemt at skulle køre hverken sejren eller generelt topplaceringerne hjem mod de udenlandske atleter.

Alligevel lykkedes det dog for lidt over en håndfuld danskere at køre den fornemme titel hjem, imens yderligere 11 tog medaljer.

Line Bonde vinder guld i F18-24

4:53:24 var tiden som Line Bonde skulle bruge for at løbe guldmedaljen hjem i F18-24. Line svømmede i 6. hurtigste tid i vandet, og følger derefter op med at køre hurtigste cykelsplit i klassen, hvor hun stiller cyklen i T2 som den førende. Alting var dermed lagt op til en topplacering for Bonde, og selvom hun løber i næsthurtigste tid, så forsvarede hun alligevel føringen i fin stil og krydser målstregen til en 70.3 guldmedalje – knap tre minutter foran nærmeste konkurrent.

Janette Dommer vinder guld i F40-44

I kvindernes aldersklasse 40-44 år var det rent dansk dominering på podiet, hvor Janette Dommer viste sig at være den hurtigste. Hun tilbagelagde distancen i tiden 4:30:46, og førte racet fra start til slut ved at sætte hurtigste svømmetid, næsthurtigste cykeltid og hurtigste løbetid.

Janette vandt med knap seks minutter til Marie Brandt Schulz der var nærmeste konkurrent og lidt over tyve minutter til endnu en dansker, Gry Bandholm, der tog sig af tredjepladsen.

Michael Mortensen vinder guld i M40-44

Der var tydeligvis rigeligt med fart på da Michael Mortensen sørgede for en dansk guldmedalje i M40-44. Han brugte nemlig kun 4:16:12 om at komme igennem distancen, hvor svømmetiden var 21. bedste i klassen, næsthurtigste på cyklen og tredjehurtigst på det afsluttende løb. Et tydeligt bevis på at man ikke nødvendigvis behøver være den hurtigste i hver disciplin for at vinde i triathlon.

Michael vinder i øvrigt med lidt under et minut til nærmeste konkurrent.

Karen Ayse Salih vinder guld i F45-49

I kvindernes 45-49 årsklasse blev det også til dansk guld, da Karen Ayse Salih krydsede målstregen i tiden 4:55:07. Karen kom op af vandet som nummer fem, kørte derefter tredjehurtigste cykelsplit og fuldendte derefter resultatet ved at løbe i hurtigste løbesplit.

Fra Karen havde krydset målstregen til nærmeste konkurrent kom i mål, skulle der gå 9 minutter – så noget tyder på at hun virkeligt har haft fart på, særligt på det afsluttende løb.

Hanne Staanum vinder guld i F50-54

Imens Karen Ayse Salih var 9 minutter hurtigere end sin nærmeste konkurrent i F45-49, så var den danske vinder i F50-54 Hanne Staanum, yderligere end tand hurtigere end sine konkurrenter.

Mere end et kvarter skulle der nemlig gå fra Hanne havde krydset målstregen til nærmeste konkurrent kom i mål, og det gjorde hun ved at svømme sig op af vandet i syvendeposition, køre sig op i føreposition på cyklen med hurtigste cykelsplit og derefter løbet sig yderligere i front på det afsluttende løb, hvor hun med klassens hurtigste løbesplit krydser målstregen i den totale tid på 4:51:19.

Per Kragh Nielsen vinder guld i M70-74

Sidste danske guldmedalje blev leveret af Per Kragh Nielsen i M70-74, hvor hans nærmeste konkurrent faktisk også var med dansk licens i kraft af Frants Oldenburg.

Per førte racet fra start til slut med hurtigste split i alle tre discipliner, og det gav ham en vindertid på 6:43:41. Frants Oldenburg blev nærmeste konkurrent, hvor han sluttede i tiden 7:24:55 der rakte til en sølvmedalje.

Danske podietagere i IRONMAN 70.3 European Championship 2017 i Helsingør

F18-24

1 Line Bonde, 4:53:24

M18-24

2 Magnus Elbæk Ditlev, 04:12:30

F25-29

3 Lærke Lilleøre, 4:37:14

F30-34

2 Christina Svejstrup, 4:29:24

M30-34

3 Malthe Friis Olsen, 4:11:14

M35-39

2 Bjørn Pedersen, 4:12:22

F40-44

1 Janette Dommer, 04:30:46
2 Marie Brandt Schultz, 04:36:27
3 Gry Bandholm, 04:51:08

M40-44

1 Michael Mortensen, 4:16:12

F45-49

1 Karen Ayse Salih, 04:55:07

F50-54

1 Hanne Staanum, 04:51:19

M50-54

3 Claus Leinoe, 4:25:23

F55-59

2 Karina Søgaard, 05:20:03

M55-59

3 Jørgen Weber Gullev, 04:49:12

M70-74

1 Per Kragh Nielsen, 06:43:41
2 Frants Oldenburg, 07:24:55

Alle resultater kan ses på IRONMANs hjemmeside her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply