Imens der er masser af action at komme efter på den hjemlige tri-scene, sker der også ting og sager i det udenlandske. Blandt andet ved VM i langdistance-duathlon i schweiziske Zofingen, hvor Søren Bystrup netop har løbet og cyklet sig til VM-bronze. 

Og det er altså ikke mindre end femte gang i sin karriere, Søren Bystrup kan hænge en VM-bronzemedalje om halsen. Denne gang endda mindre end fire minutter fra guldmedaljen.

Allerede på de første 10 km løb viser Bystrup at han er kommet til Schweiz for at blande sig helt i toppen, da han er en del af en mindre frontgruppe der samlet tager hul på de 150 km cykling.

Denne frontgruppe arbejder godt sammen gennem samtlige af cykelrutens kuperede kilometer, og så tager Søren Bystrup altså hul på det afsluttende 30 km løb i fjerdeposition.

Det er så her den lidt ubekendte faktor kommer ind, da Bystrup på det seneste har døjet lidt med en række løberelaterede skader. Da vi talte med ham forud for VM var han dog optimistisk omkring sine løbeben, og det beviste han så sandeligt også i dag, at han havde al mulig grund til.

Med et løbesplit på kun lidt over to timer, løber Søren Bystrup sig nemlig op på tredjepladsen på målstregen – mindre end fire minutter fra guldmedaljen besat af russiske Maxin Kuzmin og 2,5 minut fra sølvmedaljen besat af belgiske Seppe Odeyn.

Også Kasper Laumann Hartlev, der i øvrigt er debutant i Zofingen og også var til start i pro-feltet, skabte sig selv et rigtigt godt race og endte med en tolvteplads, mindre end to minutter fra en top-ti placering og 17 minutter fra Søren Bystrups bronzemedalje.

Derudover så blev det (naturligvis, fristes man til at sige) også til endnu et verdensmesterskab til Melina Olsen, der var til start F40-44. Tidligere i år blev hun også europamester, ligesom hun to gange tidligere har vundet VM, og i dag blev det altså så til endnu et stort mesterskab til den danske kvinde.

Det gjorde hun i øvrigt i tiden 8:12:15.

Vi forsøger naturligvis løbende at holde os opdateret på de øvrige danskeres resultater ved VM i Zofingen.

Resultater Powerman Zofingen – VM på langdistance-duathlon 2017

MPro

1 Maxim Kuzmin, Rusland, 6:31:04
2 Sepe Odeyn, Belgien, 6:32:30
3 Søren Bystrup, Danmark, 6:34:52
4 Gaël Le Bellec, Frankrig, 6:36:55
5 Yannick Cadalen, Frankrig, 6:39:10

12 Kasper Laumann Hartlev, Danmark, 6:51:48

FPro

1 Emma Pooley, Storbritanien, 7:21:04
2 Miriam Van Reijen, Holland, 7:48:19
3 Katrin Esefeld, Tyskland, 7:49:05
4 Nina Zoller, Schweiz, 7:59:16
5 Sabrina Godard Monmarteau, Frankrig, 8:09:07

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply