I de smukkeste og mest spektakulære omgivelser i Danmark var deltagere fra 21 forskellige lande klar til at kæmpe om podiepladserne til EM i XTERRA på Møns Klint. Der var tydeligvis hjemmebanefordel, for danskerne havde en forrygende søndag i solskinsvejret, hvor vi fik masser af nye danske XTERRA-europamestre.
For præcis et år siden havde rigtig mange deltagere deres måske hårdeste tri-oplevelse, da XTERRA Denmark 2016 blev afholdt på Møns Klint. 75 mm nedbør og kraftige vinde gjorde forholdene stort set umulige på både svømning, MTB og trailløb.
Igår var det dog helt anderledes. Fantastisk solskin, roligt vand i Østersøen og perfekte spor ventede de mange deltagere, som dog alligevel skulle få en hård oplevelse, da solskin og tørvejr desværre ikke ændrer på, at området ved Møns Klint byder på det mest kupperede terræn i Danmark.
Der ventede en menu bestående af 1500 meter svømning – 497 trappetrin op til T1 – 30 km MTB med i alt 880 højdemeter – 10 km trailløb med 380 højdemeter, hvor de sidste 80 meter kom fra endnu en tur op af Danmarks længste trappe.
Der har aldrig været et stærkere AG-felt til start herhjemme med både stærke internationale atleter til start og også hele den danske elite, hvilket tydeligt kunne ses på resultatlisten.
For det lykkedes faktisk for hele otte (!!) danskere at hive EM-sejren hjem i de forskellige aldersgrupper.
Du kan få overblikket over alle vinderne herunder (danskerne er fremhævet med fed):
|
|
Franskmand og spanier var stærkest overall
Der blev selvfølgelig også kæmpet om den samlede sejr på tværs af alle aldersgrupper. Her var der hos mændene ikke den store tvivl om sejren, hvor franske Pierric Brochet var helt suveræn på især MTB’en og kunne herefter løbe alle 10 km trailløb som enlig majestæt.
Der var større spænding om de næste podiepladser, hvor bundsolide Allan Månsson tog sig af andenpladsen og dermed nærmer sig tidligere tiders tårnhøje niveau, hvor Allan bl.a. blev nummer 7 til VM på Maui i 2002 blandt PRO’erne.
Inden de sidste 10 km trailløb lå Eskild Ebbesen til en tredjeplads, men Eskild måtte desværre lade sig overhale af tyskeren Sebastian Kuefner på tredjepladsen og til sidst også af danske Finn Kaczmarek, der med dagens hurtigste løbesplit sendte Eskild ned på en samlet femteplads.
Hos kvinderne lignede det efter MTB en stor triumf for danske Clara Blohm Clemmensen, der bare bliver stærkere og stærkere på MTB. Desværre gik Clara en smule kold på de afsluttende 10 km trailløb, hvor hun ca. halvvejs blev overhalet af den senere vinder – Eva Garcia Gonzalez, der løb en fantastisk tid på 52:39 på de krævende 10 km trailløb.
Kun én anden deltager kom under 1 time på trailruten, og det var selvfølgelig altid stærke Carol Rasmussen, som viste rutinen og med et perfekt tilrettelagt løb, gik hun fra fjerde- til andenpladsen. En utrolig præstation, da Carol jo hører til i aldersgruppen 50-54 år, men som bare bliver ved med at præstere på højt niveau.
Tredjepladsen tog hollandske Riikka Vreeswijk-Kelja sig af, da hun på den afsluttende tur op af trappen overhalede en hårdt kæmpende Clara Blohm Clemmensen, der måtte nøjes med fjerdepladsen. Hun har dog allerede givet udtryk for, at 2018 kommer til at byde på mere løbetræning, så hun forhåbentligt næste år kan holde føringen helt til mål.
Et stævne af internationalt format
Undertegnede prøvede for første gange kræfter med et dansk XTERRA-triathlon som deltager, efter jeg de sidste mange år har været i arrangørens rolle.
Nu kan jeg lidt mere neutralt og upartisk konstatere, at det var en storslået oplevelse fra start til slut, hvor stævnearrangørerne sammen med de helt unikke område ved Møns Klint gav mig og resten af feltet en tri-oplevelse af internationalt format. En oplevelse som jeg mener er helt på højde med f.eks. XTERRA South Africa og XTERRA VM på Maui, som er blandt de mest anerkendte cross triathlon events i verden.
Svømningen for foden af Møns Klint giver gåsehud, og Klinteskovens spor og ruter er ren verdensklasse, hvor der både er plads og udfordringer til eliten og alle os andre.
Resultatet behøver vi ikke skrive mere om, men jeg kan nok godt være med i topstriden om årets flotteste styrt, som sammen med den gode oplevelse godt kan mærkes i kroppen idag 🙂