Herrefeltet i ETU Europamesterskabet på mellemdistancen i Herning den 10. juni har netop fået tilføjet et brølstærkt navn på startlisten. Britiske Joe Skipper har nemlig meldt sin ankomst, og det vækker glæde hos arrangørerne Garmin Challenge Denmark, der betegner briten som triatlon-sportens svar på Peter Sagan.

Lørdag d. 10. juni bliver en historisk dag for dansk triathlon, når det officielle ETU europamesterskab i mellemdistance-triatlon for første gang nogensinde løber af stablen i Danmark. I sidste time er en ekstra tilmelding tikket ind, der skaber stor glæde hos de danske løbsarrangører.

 – ”Vi er super glade og stolte over at have fået Joe Skipper på startlisten til EM i Herning. Det er intet mindre end et scoop for løbet! Han er bare en fed atlet, der typisk kører meget aggressivt og nærmest vanvittigt – en type lidt ligesom Peter Sagan i cykling, der kører 100% for at vinde. Han kommer til at lægge et kæmpe pres på de andre atleter, og jeg er sikker på, det kommer til at skabe et sindssygt fedt ræs,” lyder det fra løbsdirektør Claus Vesterby.

Det er det succesfulde triatlon-løb Challenge Herning, der i år er blevet udnævnt som det officielle EM i mellemdistance-triatlon af den europæiske triatlon-organisation ETU. Der skal derfor uddeles fornemme medaljer på podiet i Herning d. 10. juni, når de hurtigste atleter på distancen 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb kommer i mål efter lige under fire timers anstrengelser.

Færdig som ‘brudepige’

28-årige Joe Skipper har gennem de seneste år kørt stærke resultater hjem. Med tiden 7:56:23 sikrede han sig ikke blot en andenplads ved det legendariske Challenge Roth sidste år – han satte sig midlertidigt også øverst på den britiske triatlon-trone som den hurtigste britiske triatlet nogensinde på den fulde jernmandsdistance (3,8 km svømning/180 km cykling/42,2 km løb).

En rekord der dog blev slået af Tim Don i IRONMAN Brazil i søndags.

Men det er ikke nok for den ærgerrige brite, der tidligere har udtalt til pressen:

 – ”Jeg vil gerne prøve at vinde nogle store løb. Jeg er blevet nummer to så mange gange – den evige brudepige; aldrig selv brud, som min far siger.”

Kan Martin Jensen tage sin længe ventede mesterskabsmedalje?

Joe Skipper får dog ikke nemt til sejren i Herning d. 10. juni. På startlisten er også sidste års vinder af Challenge Herning, tyske Andi Dreitz, der ligeledes vandt europamesterskabet i IRONMAN-serien på samme distance sidste år. Han bliver betegnet som ‘et monster på en cykel’, hvilket han ikke mindst beviste i 2014, hvor han satte verdens bedste tid på 90 km cykling ved Challenge Bahrain.

En anden superstærk mand på cyklen er danske Martin Jensen, der længe har blandet sig i toppen af dansk triatlon. Han var umiddelbart udset til at overtage scenen efter Rasmus Henning og Thorbjørn Sindballes karrierestop, men har været ramt af en del skader og uheld. Han virker dog super stærk op til dette års ETU-europamesterskab, så måske det bliver denne gang, han kører en triatlon-medalje hjem for Danmark.

Blandt andre interessante danske navne er Thomas Strange, Chris Fischer og Allan Steen Olesen, mens rækken af udenlandske ”boblere” tæller Bruno Pais fra Portugal – der har deltaget ved OL to gange – svenske Jesper Svensson og engelske Mark Buckingham.

ETU Europamesterskabet på mellemdistancen bliver kørt i Herning den 10. juni.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply