Det er nu tid til verdens mest prestigefyldte cross triathlon, når XTERRA World Championship denne weekend løber af stablen på Maui, Hawaii. Der venter alle 850 AG’ere og 70 profesionelle en hård og udfordrende oplevelse, når varme, høj luftfugtighed, store bølger og stejle vulkaner står på menuen. Mændenes race ser uforudsigeligt ud, hvor de tre seneste verdensmestre og en række andre kamphaner ser meget jævnbyrdige ud.

Stormen har lagt sig på Big Island efter VM i IRONMAN. Fokus denne weekend er i stedet på naboøen Maui, hvor der traditionen tro afholdes XTERRA World Championship præcis to uger efter IRONMAN, og der venter alle deltagere smukke og ikke mindst udfordrende ruter, der byder på 1500 meter svømning i Stillehavets uforudsigelige vand og efterfølgende 30 km MTB og 10 km trailløb i benhårdt vulkanterræn i fantastisk smukke omgivelser.

Idag fokuserer vi på de profesionelle mænd, hvor i alt 50 topklasse atleter fra hele verden er samlet på Maui. Imorgen kigger vi nærmere på Age group racet og især de ni danske deltagere og deres muligheder.

Mændenes race: Hvem af favoritterne rammer dagen!?

Der har måske aldrig været så mange om buddet på VM-titlen, som der årets race hos mændende. 2017-sæsonen har vist, at alle kan slå alle, ligesom flere af de absolutte topfavoritter har valgt at fokusere endnu mere på netop VM og har derfor ikke været i konkurrence i længere tid.
Ifølge løbsdirektør Dave “Kahuna” Nicholas skal man dog kigge efter især de tre seneste vindere på Maui, når man skal placere favoritværdiheden. Han kalder således VM for slaget mellem “The Kid”, “The Boss” og “The Old Champion”.

Mauricio Mendez – forsvarende mester

“The Kid” er sidste års vinder Mauricio Mendez, som helt sensationelt satte hele verdenseliten på plads i en alder af blot 20 år, hvilke gjorde “Mau” til den yngste vinder nogensinde. “Mau” har dog siden sejren i 2016 fokuseret næsten udelukkende på landevejs triathlon, hvor han i år har lavet flotte resultater. Han har dog ikke glemt, hvordan man håndterer teknisk singletrack, hvilket han beviste i september, hvor han tog sejren til de prestigefyldte Pan-amerikanske mesterskaber i XTERRA. Mauricio Mendez er uden tvivl feltets hurtigste trailløber, og hvis han har kontakt til de forreste inden det afsluttende løb, ligner han søndagens vinder.

Ruben Ruzafa – tredobbelt verdensmester

“The Boss” er spanske Ruben Ruzafa , som betegnes som det bedste cross triatlet måske nogensinde. Ruben Ruzafa har de seneste 4-5 år været utrolig stærk og ikke mindst stabil, hvilket har givet ham sejren i 42 ud af i alt 49 XTERRA-events siden 2013. En fuldstændig unik rekordliste, som selvfølgelig sætter forventningerne helt i top. Det skal dog nævnes, at to af de syv gange, hvor Ruben Ruzafa ikke har været øverst på podiet er de seneste to års mesterskaber på Maui. Begge gange er Ruben gået kold på den afsluttende trailrute, efter at have sat alle på plads på MTB-ruten, hvor ingen kan følge med “The Boss”. Alle er derfor enige om, at Ruben Ruzafa nok skal føre efter T2, men spørgsmålet er, om han kan holde føringen helt til mål.

 

.Josiah Middaugh – 2015 mester

“The Old Champion” er veteranen og hjemmebanefavoritten Josiah Middaugh, som har været med i den absolutte verdenselite i mere end 15 år og altid er garant for toppræstationer. Det gav ham i 2015 det hidtil eneste verdensmesterskab på Maui efter 15 forsøg.
Josiah Middaugh har de seneste droslet væsentligt ned for antallet af stævner og blevet virkelig dygtig til at planlægge sin sæson. Derfor er det ikke nødvendigvis et dårligt tegn, at det har været småt med sejre i 2017, da hele sæsonen er planlagt til at toppe på søndag. Josiah skal håbe på roligt vand og tørre spor, hvis han skal holde de andre favoritter bag sig.

Udover de tre ovennævnte er der også flere andre kandidater til sejren. Sidste års nummer tre Ben Allen fra Australien kan især komme i spil, hvis bølgerne går højt på søndag. Ben Allen har således en fortid som surfer, og sidste år viste han fantastisk teknik i vandet i de store bølger og vandt bl.a. mere end fem minutter på Josiah Middaugh bare på svømningen.

– Sådan fanger man en bølge. Ben Allen sidste år på Maui – se det fantastiske klip her: https://vimeo.com/203047651 (07.10 min inde i videoen).

Årets VM bliver også et XTERRA-comeback til mexikanske Francisco Serrano, som kommer med masser af selvtillid i bagagen efter sejren til ITU’s verdensmesterskab i cross triathlon i august måned.
Vinderen og nummer to til XTERRA European Championship på Møns Klint i september – Bradley Weiss og Sam Osbourne er også gået all in på Maui i år, og har de seneste måneder boet på øen for at akklimatisere og dermed være 100% klar til årets højdepunkt.
Slutteligt er det værd at nævne Ben Hoffman og Braden Currie, der begge kommer med flotte resultater fra VM i IRONMAN for to uger siden, og det er spændende at se, om de på trods af en meget kort restitutionsperiode kan gøre sig gældende.

Pastaparty.dk’s bud på top 10:
1. Ruben Ruzafa
2. Mauricio Mendez
3. Josiah Middaugh
4. Francisco Serrano
5. Ben Allen
6. Braden Currie
7. Leonardo Chacon
8. Sam Osbourne
9. Bradley Weiss
10. Ben Hoffman

Du kan følge XTERRA World Championship via livestream på søndag kl. 20.00 dansk tid (kl. 9.00 lokal tid) her: http://www.xterraplanet.com/

Imorgen vil du kunne læse om de danske deltagere på Maui, hvor i alt ni danskere har taget turen om den den anden side af verden for at repræsentere de rød/hvide farver.

DEL
Andreas har en fortid som projektleder i Running26, der står bag alle de nordiske XTERRA-stævner. Han besidder dermed en dyb indsigt og skarphed i særligt cross triathlon, hvilket også dét han bruger i sit arbejde her på Pastaparty.dk

Leave a Reply