Foto: XTERRA Nordic
- Annonce -

Årets sidste XTERRA-triathlon på dansk grund blev søndag kørt i Blåvand over distancen 750m svømning, 30 km mountainbike og 10 km trailløb. Thomas Mortensen viste styrken og sejrede hos herrerne, imens Janni Spangsberg endnu engang viste at hun er ustoppelig hos kvinderne. 

Kalenderen siger efterår, hvilket lufttemperaturen efterhånden så småt også er begyndt at sige. Ikke desto mindre blev søndagens XTERRA Blåvand kørt i flot vejr, der sammen med det barske klitterræn, dannede rammerne for årets sidste XTERRA-triathlon på dansk grund.

Og netop klitterrænet så ud til at give en vis fordel til vinderne hos både herrerne og kvinderne. Således brugte både herrernes vinder Thomas Mortensen og kvindernes vinder Janni Spangsberg mountainbiken til at grundlægge deres respektive sejre, efter at have distanceret deres konkurrenter med op til flere minutter på den tohjulede.

Hos herrerne var Thomas Mortensen dog oppe af vandet som 2’er få sekunder efter XTERRA-debutanten Ole Hemme Hansen. Men på mountainbiken spillede offroad-erfaringen altså gevaldigt ind, hvor Mortensen dermed slog et stort hul til Ole Hemme Hansen og de nærmeste konkurrenter med klart hurtigste cykelsplit på 1:16:42.

På trods af ellers kun at have løbet femtehurtigste løbesplit, var forspringet ude på løberuten stort nok til, at ingen af de bagvedliggende herrer kunne komme op igen.

Thomas Mortensen krydsede dermed målstregen i tiden 2:10:35 som vinder hos herrerne, med 1:40 ned til andenpladsen Ole Hemme Hansen, der tog hul på løberuten udenfor podieplaceringerne, men som undervejs fik kæmpet sig op på podiet og til sidst skubbede Jens Koefoed ned på tredjepladsen yderligere 16 sekunder efter.

Hos kvinderne var det nogenlunde samme opskrift der blev brugt til at give Janni Spangsberg endnu en XTERRA-sejr. Bortset fra at hun også brugte det afsluttende løb på at distancere konkurrenterne yderligere.

- Annonce -

Efter at have forladt vandet som 2’er knap to minutter efter førende Lise Sohl Jeppesen, gik der ikke længe før Spangsberg havde bragt sig i front på den 30 km lange mountainbikerute.

Inde i T2 havde hun opbygget et forspring på overbevisende otte minutter til Sohl Jeppesen som nærmeste forfølger, som blev udbygget med yderligere fire minutter på de 10 km trailløb.

På målstregen blev Janni Spangsbergs vindertid noteret til 2:21:56, imens Lise Sohl Jeppesens næstbedste tid blev noteret til 2:33:52. Carol Rasmussen rundede kvindernes podie af med en sluttid på 2:35:58.

Resultater XTERRA Blåvand 2018

Herrer

1 Thomas Mortensen, Ganløse Tri-Center, 2:10:35
2 Ole Hemme Hansen, Aarhus 1900 Triathlon, 2:12:14
3 Jens Koefoed, Odense Triathlon Klub, 2:12:30
4 Lars Johansen, Motivist.dk, 2:16:33
5 Sune Zoffmann, Odense Triathlon Klub, 2:16:38

Kvinder

1 Janni Spangsberg, Varde Cykelklub, 2:21:56
2 Lise Sohl Jeppesen, Odense Triathlon Klub, 2:33:52
3 Carol Rasmussen, Realmæglerne Greve-Solrød, 2:35:58
4 Katrine Falster-Hansen, Kreative Haver, 3:08:44
5 Lonni Rasmussen, Stensveds Tunge Drenge, 3:10:26

Alle resultater fra XTERRA Blåvand 2018 kan ses her.

- Annonce -

Warning: Parameter 2 to evosr_front::advanced_custom_search() expected to be a reference, value given in /var/www/pastaparty.dk/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 286

Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/pastaparty.dk/public_html/wp-content/themes/Newspaper/includes/wp_booster/td_block.php on line 352

Skriv et svar