Første udgave af ITUs store VM-festival, der bliver kørt i canadiske Penticton, er i fuld gang her midtvejs på ugen. Tidligere på ugen er der blevet uddelt VM-medaljer i både sprint og klassisk duathlon, og sent i går aftes dansk tid, blev det så tid til at uddele medaljer i cross triathlon.

Danmark er efterhånden ved at få skabt sig en stolt tradition med at skaffe medaljer i netop cross triathlon, hvor det særligt er ved XTERRAs VM på Hawaii der virkeligt bliver høstet medaljer.

Men med to danskere til start ved ITUs officielle VM i cross triathlon, blev det også bevist at de danske triatleter kan vise sig frem på ITUs scene. På startstregen i går aftes havde Danmark nemlig Karsten Olsen og Anne-Mette Mortensen, og de svømmede, cyklede og løb sig begge til VM-medaljer i deres respektive age groups.

Anne-Mette Mortensen var den af de to, der kom igennem med den bedste placering. Hun var til start i aldersklassen F50-54, hvor hun fik fulgt sin tredjeplads fra sidste års XTERRA-VM op med en officiel VM-sølvmedalje.

Det gjorde hun ved at svømme sig op på land cirka midt i feltet, hvorefter hun med en stabil præstation på mountainbiken – der i øvrigt var klassens næsthurtigste – fik kørt sig helt op på andenpladsen. Dét fulgte hun op med et trailløb i tredjehurtigste tid, og da nærmeste bagvedliggende konkurrent kun var 17 sekunder hurtigere end Anne-Mette i trailskoene, kunne den danske cross-specialist løbe over målstregen til en sølvmedalje.

Også Karsten Olsen fik vist at han – trods en efterhånden lang sæson – stadig er i form, da han i M60-64 besatte VM-podiets nederste trin.

Karsten måtte gennem hele racet kæmpe med et tidstab på omkring tre minutter til sine værste konkurrenter på svømningen. Han fik dog, på trods af et mindre styrt undervejs, kørt sig fornuftigt frem på mountainbiken, og så var der kun Karstens stærkeste disciplin tilbage; det afsluttende trailløb.

Med et stabilt løb i tiden 0:39:33 fik Karsten cementeret en smuk tredjeplads, som på grund af hans høje løbetempo, aldrig var i fare. Der var nemlig næsten otte minutter ned til nummer fire, i et felt med med 19 herrer til start.

Det er i øvrigt ikke mange uger siden Karsten blev europamester i både cross triathlon og cross duathlon.

Danske resultater ITU VM i cross triathlon 2017

F50-54

2 Anne-Mette Mortensen, 3:15:35

M60-64

3 Karsten Olsen, 3:08:05

Alle resultater kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply