Det var en medaljerig oplevelse for de danske age groupere ved EM på sprintdistancen i Düsseldorf i går. Ikke mindre end to guldmedaljer, to sølvmedaljer og én bronzemedalje blev det til.

Set med danske øjne, var det et forrygende EM på sprintdistancen der i går blev kørt for age groupere i den tyske by Düsseldorf. Efter en noget uheldspræget lørdag for de danske elitedrenge, var det i går tid til at få de rød-hvide age group-farver i aktion, og mens det var en lidt halvsløj affære lørdag (på grund af uheld på uheld), fik de danske age groupere kompenseret rigtigt godt for lørdagens begivenheder.

Søndag blev det nemlig til ikke mindre end to guldmedaljer, to sølvmedaljer og en bronzemedalje. Og vi snakker altså officielle EM-medaljer på sprintdistancen!

Nicklas Røssner Hansen tager guld i M25-29

Herhjemme kører Nicklas Røssner Hansen med i DM-serien på racer, men i går kørte han med som non-draft atlet. Og sikke et race han havde, hvor han efter de 750 meter svømning, 20 kilometer teknisk cykling og 5 kilometer løb kan kalde sig europamester.

Nicklas var til start i M25-29, hvor han ganske enkelt over-rulede samtlige konkurrenter ved at vinde i tiden 1:02:56 – Næsten fire minutter hurtigere end nærmeste konkurrent, franske Thibault Catalot. Nicklas kom fornuftigt op af vandet, tog føringen på cyklen og løb derefter et væsentligt højere tempo end samtlige af konkurrenterne.

Og det gav altså EM-guld!

Pelle Grønberg tager guld i M45-49

Det var ikke kun Nicklas Røssner Hansen der tog dansk EM-guld, for han fik øverst på podiet selskab af manden der i sidste weekend vandt EM på den olympiske distance, Pelle Grønberg.

Pelle er uhyggeligt stærk på disse korte distancer, og det beviste han tydeligt ved at vinde i et ellers meget stærkt M45-49 felt med mere end et halvt minut. Dette EM-guld er blot én af flere officielle guldmedaljer Pelle har på lageret derhjemme, men flere kan jo ikke skade.

Benjamin Mark Andersen tager sølv i M20-24

13 sekunder. Det var hvad Benjamin Mark Andersen manglede for at kunne stille sig på øverste podietrin med en EM-guldmedalje om halsen. Det blev dog til EM-sølv, for vinderen Axel Baumans (Belgien) var bare de 13 sekunder tidligere over målstregen.

Benjamin tabte lidt tid på svømningen, men fik bragt sig i front på cyklen ved at cykle i suverænt hurtigste cykelsplit. Herefter sluttede han af med et ganske fornuftigt løb, der dog lige og lige ikke var hurtig nok til at bevare føringen – men kun én mand kom forbi, og dermed blev det til EM-sølv for Benjamin Mark Andersen.

Heidi Thranum tager sølv i F30-34

Endnu en dansk EM-sølvmedalje blev vundet ved Heidi Thranums andenplads i F30-34. Det sker efter at hun ellers er første kvinde på land med et forspring på godt 40 sekunder, men på cyklen får hun virkeligt noget at kæmpe med da den senere vinder Michelle Willcocks (Storbritanien) kommer blæsende forbi.

Her kan Heidi selvsagt ikke være med, og hun stiller cyklen i T2 i andenposition. En position hun ganske komfortabelt holder hele vejen til mål med en EM-sølvmedalje som følge.

Kasper Rhinstrøm-Schmidt tager bronze i M16-19

Sidste danske medalje ved EM i Düsseldorf, blev leveret af unge Kasper Rhinstrøm-Schmidt i M16-19. Også Kasper er med når der køres draft-stævner herhjemme, og den fart brugte han til sin fordel i gårsdagens non-draft format.

Kasper taber et minuts tid til de allerhurtigste på svømningen, men cykler derefter i klart hurtigste cykelsplit der er mere end et halvt minut hurtigere end næsthurtigste. Her bringer Kasper sig op i medaljeposition, som han dermed holder til mål, hvor han krydser målstregen med en EM-bronzemedalje om halsen.

Danske age group-resultater EM Sprint i Düsseldorf 2017

 

M16-19

3 Kasper Rhinstrøm-Schmidt, 1:08:19

M20-24

2 Benjamin Mark Andersen, 1:06:34

M25-29

1 Nicklas Røssner Hansen, 1:02:56
7 Kristian Trier Nipper, 1:07:54
25 Mikkel Wilki Thygesen, 1:12:48

F30-34

2 Heidi Thranum, 1:14:33
9 Heidi Mikkelsen, 1:18:36

F45-49

15 Janne Frimodt, 1:23:12

M45-49

1 Pelle Grønberg, 1:06:25

M50-54

8 Flemming Hebsgaard, 1:10:06

M60-64

6 Birger Frederiksen, 1:18:06

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply