- Annonce -

En uovervindelig jernlady, en mangedobbelt olympisk mester, et ungt midtjysk talent, en tidligere militær femkæmper og en dansker forklædt i “Tricolore” skal imorgen forsvare de dansker farver til verdens mest prestigefyldte cross triathlon event. Det er nemlig tid til XTERRA World Championship på Maui, hvor i alt 900 håbefulde triatleter skal kæmpe sig igennem både hårde ruter og udfordrende klima, når den klassiske XTERRA-distance på 1500 meter svømning, 30 km MTB og 10 km trailløb skal tilbagelægges. 

Det har været en ganske almindelig uge på Maui midt i det enorme Stillehav. Vejret har budt på skiftevis fantastisk solskin, høje temperaturer, massive nedbør og masser af vind. Nu er det hele stilnet lidt af, men vejret har efterladt scenen, dvs. ruterne i ægte XTERRA-tilstand. Der venter nemlig et ægte mudderbad imorgen, når verdensmesterskabet skal afgøres.

Det er ikke nødvendigvis dårligt nyt for de danske deltagere, der nemlig alle har deres forcer på MTB-ruten – især når det bliver teknisk vanskeligt, og forholdene bliver i den grad vanskelige.
(Mathieu fra det ekstremt mudrede MTB-spor)

De danske deltagere er nemlig de to mangeårige elite MTB-ryttere Janni Spangsberg fra Varde Cykelklub og Jens-Emil Sloth Nielsen fra Outdoor Bjerringbro, samt den tredobbelte OL-guldvinder i roning Eskild Ebbesen, der ligesom de to førstnævnte kører vanvittigt hurtigt, når terrænet bliver teknisk svært og kuperet.

Jernlady fra Vestkysten skal sikre dansk succes på kvindesiden

Janni Spangsberg er eneste danske kvinde på startstregen, og hun stiller op i kategorien AG 30-34 år. Det bliver meget interessant at se, hvordan Janni præsterer mod de bedste kvinder i verden. Hun har nemlig vundet alt, hvad hun har stillet op i på dansk grund de seneste år.

Sejrslisten er efterhånden lang og indeholder alle de vigtigste XTERRA-stævner i både triathlon og duathlon, ligesom Janni tog sejren til VM i Cross Triathlon i Svendborg tidligere på året.

Janni har sine styrker på især MTB-ruten og løber også ganske habilt. Svømningen har tidligere været Jannis achilleshæl, men hun har virkelig forbedret sig i vandet de seneste år.

- Annonce -

Kommer Janni godt op af vandet, er der ingen tvivl om, at konkurrenterne skal passe gevaldigt på, for ikke mange kan følge med Janni på mountainbiken.

Vi krydser fingre for, at Janni endnu engang kan overgå sig selv og hive metal hjem til Danmark.

Du kan følge Janni på Instagram her

Ung komet skal prøve kræfter med den absolutte verdenselite

I elite-kategorien finder vi det måske mest interessante navn i dansk cross triathlon. Det hele startede lidt som et tilfælde for den blot 20-årige Jens Emil Sloth Nielsen, der i flere år har været blandt de største talenter i Danmark på mountainbiken.

På en fuldstændig vanvittig novemberdag i 2015 tog han sin første XTERRA Duathlon sejr, da snestorm og umulige forhold i Marselisborgskoven viste sig at være en lækkerbisken for den dengang 17-årige knejt fra Bjerringbro.

På trods af manglende svømmeerfaring, har han siden da vundet stort set alle XTERRA triathlons, han har deltaget i. Jens Emil taber typisk en del tid på svømningen, men kører og løber så meget hurtigere, at han på nationalt niveau alligevel kan indhente alle mand.

Til XTERRA VM er der derfor heller ingen tvivl om, at Jens Emil nok skal kunne konkurrere med selv de allerbedste i verden på de to sidste discipliner. Spørgsmålet er dog, hvor meget svømningen kommer til at hæmme ham.

Rygterne fortæller dog, at Jens Emil har forbedret sig væsentligt i vandet, og det bliver uhyre interessant at se, hvad det rækker til.

For Jens Emil Sloth Nielsen er dette forhåbentligt kun begyndelsen på en lang spændende karriere i international cross triatlon, og et frisk bud herfra Pastaparty.dk vil være, at Jens Emil kører sig i top 15-20 stykker imorgen.

Du kan følge Jens Emil på Facebook her

Eskild Ebbesen har revanche til gode på Maui

(Mathieu, Janni og Eskild tester svømmeruten)

I kategorien 45-49 år finder vi et af dansk idræts allerstørste navne. Det er nemlig selveste Eskild Ebbesen, der for andet år i streg skal prøve kræfter med XTERRA VM på Maui.

Eskild er blandt de bedste i verden i sin aldersgruppe, hvilket han også beviste sidste år. Desværre kostede en defekt på cykelruten dyrt, da Eskild trådte så hårdt i pedalerne, at kæden måtte lade livet efter ganske kort tid. Eskild fik dog hjælp fra en anden dansk deltager (Simon Jørn Hansen), men det endte med at koste 12 min.

Tidstabet blev ikke mindre bittert af, at Eskild kom ind på en 7. plads kun knap 6 min efter AG vinderen. Man skal derfor ikke være verdensmester i matematik for at regne ud, hvad det kunne være blevet til uden defekten.

Det er derfor en revanchelysten Eskild, der møder op i år, og hvis alt går vel, så kan han forhåbentligt gå hele.

Følg Eskild på Instagram her.

Tidligere militær femkæmper klar til første VM

Jan Rene Nielsen er relativt ny i cross triathlon. Han har en baggrund inden for militær femkamp, hvor han har repræsenteret landsholdet.

Han har derfor også sine force inden for især trailløbet, hvor han forhåbentligt kan løbe sig op igennem feltet. Men han viste også til XTERRA Denmark på Møns Klint, at han også er ganske habil både på svømningen og mountainbiken, hvilket resulterede i en VM-plads på Maui.

Jan har det måske bedste heppekor af alle, da han har taget familien med til Maui. De kan forhåbentligt hjælpe Jan til at slutte i den bedste halvdel i sin AG.

…. endnu “en dansker i fransk forklædning” stiller også til start

Udover de fire ovennævnte danskere, stiller også Mathieu Feder Schwaner op i kategorien 35-39 år. Mathieau stiller op for Frankrig, men bor i Danmark og er et kendt ansigt i XTERRA-Danmark, hvor han har adskillige top-10 placeringer på cv’et og kvalificerede sig til VM til både XTERRA France og XTERRA Norway.

Til sidstnævnte stævne endte han endda som bedste overall age-grouper.

Følg Mathieu på Instagram her

Vi krydser fingre og ønsker de fire deltagere held og lykke imorgen!

Det er muligt at følge VM live via følgende links:

Live coverage her og liveresultater her.

- Annonce -

Skriv et svar