Hvis du drømmer om at kvalificere dig til IRONMAN World Championship på Hawaii, så har vi her samlet ni måder at stille til start på
Foto: IRONMAN
- Annonce -

IRONMAN World Championship på Hawaii er uden tvivl et af de mest eftertragtede stævner at kunne skrive på sit CV. Problemet her er at man er nødt til at kvalificere sig med en topplacering i et IRONMAN-race, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en tur til Kona. Det tror de fleste af i hvert fald. Men her i artiklen har vi lavet en oversigt over alle de indgange der findes for at stille til start på lavaøen i Stillehavet.

Om man vil det eller ej, så er IRONMAN World Championship i Kailua-Kona på Hawaii det mest berømte og mest eftertragtede race i triathlon-sporten. Og at konkurrere i Kona er på must-do listen hos næsten enhver triatlet.

IRONMAN har i de sidste par år været ude med flere pressemeddelelser hvor de beskriver alternativer måder at kvalificere sig til IRONMAN Hawaii. Der er dog stadig mange der ikke er bekendt med alle indgange dertil, og derfor har vi her samlet en liste over alle måder at kvalificere sig til IRONMAN World Championship på.

1. Det sædvanlige kvalifikationssystem

Hvert år konkurrerer flere tusinde triatleter i et af de mange IRONMAN-stævner om én af de eftertragtede startpladser i Kona. Men kun få af de mange håbefulde deltagere lykkes med deres mission. Men ikke destomindre er det den mest udbredte og normale måde at kvalificere sig til IRONMAN World Championship på.

Hvert af de 40 IRONMAN-stævner på den fulde distance i 2017, har et bestemt antal kvalifikationspladser til rådighed, som så er delt ud i forhold til størrelsen på hver age group.

Som bekendt er denne metode den mest udbredte for at nå startstregen i Kona, og det gør altså at de atleter der stiller til start i Kona på denne måde, er blandt de absolut bedste i verden på distancen.

2. IRONMAN Legacy Program

- Annonce -

For 6. år i træk kører IRONMAN med deres IRONMAN Legacy Program. Programmet belønner deres mest loyale atleter med en chance for at deltage i Kona.

Det er dog heller ikke helt nemt at komme til Kona af denne vej. For at kvalificere sig til IRONMAN Hawaii gennem IRONMAN Legacy Program, skal man nemlig leve op til disse fire følgende krav:

  1. Gennemført minimum 12 IRONMAN-stævner på den fulde distance
  2. Aldrig været til start i IRONMAN World Championship
  3. Gennemført mindst ét IRONMAN-stævne på den fulde distance i både 2015 og 2016
  4. Registreret deltager for minimum ét IRONMAN-stævne på den fulde distance i 2017

Så er du flittig deltager på IRONMANs fulde distancer, men hører du ikke til blandt toppen af poppen i din age group, så er dette en måde at komme til Kona på. Den tager bare lidt tid.

3. Kvalificer dig i Kina

Igen i år er der et par af IRONMANs 70.3 stævner i Kina der tilbyder Kona-kvalifikation til de bedste triatleter i hver age group. Det er ingen hemmelighed at IRONMAN lige nu arbejder intenst på at udbrede deres stævner i Kina, så mon ikke det er derfor at to af de kinesiske IRONMAN 70.3-stævner hver tilbyder 30 kvalifikationspladser til Kona?

De to kinesiske IRONMAN 70.3-stævner er disse:

  • IRONMAN 70.3 Liuzhou den 1. april (30 kvalifikationspladser)
  • IRONMAN 70.3 Qujing den 27. august (30 kvalifikationspladser)

4. Bonus kvalifikationspladser i udvalgte IRONMAN-stævner

I år er der blevet udlovet bonuspladser til IRONMAN World Championship i udvalgte stævner i udvalgte regioner. Ti heldige triatleter vandt chancen for at deltage i Kona ved at tilmelde sig IRONMAN Boulder den 11. juni. Og IRONMAN Australia den 7. maj har også haft en lignende kampagne.

Derudover har IRONMAN også lovet at der i de kommende uger bliver annonceret yderligere muligheder for de triatleter der er tilmeldt IRONMAN Maastricht-Limburg den 6. august.

5. IRONMAN Kona Drawing

I år bliver der udbudt ti Kona-pladser der bliver trukket lod om blandt triatleter der har doneret minimum 50 amerikanske dollars til The IRONMAN Foundations velgørende arbejde over hele verden.

Selve processen startede den 24. februar og slutter den 24. marts, hvor de heldige triatleter bliver udnævnt den 31. marts.

6. Fysisk udfordrede atleter

For at leve op til stifterne af IRONMAN John og Judy Collins’ vision, fortsætter IRONMAN med ‘at fortsætte fokusset på at tilbyde atleter med alle udfordringer og vanskeligheder, mulighed for at deltage i verdens mest udfordrende og prestigefyldte én-dags event’.

Gennem programmet for fysisk udfordrede atleter, udvælger IRONMAN hvert år fem fysisk udfordrede triatleter fra hele verden. I år er ingen undtagelse, da der også i år bliver udvalgt fem triatleter til at deltage i IRONMAN World Championship 2017.

7. IRONMAN Foundations årlige Kona-auktion

For 15. år i træk giver IRONMAN Foundation mulighed for at byde på én af fire startpladser til IRONMAN World Championship. Pengene fra de fire startpladser går til IRONMAN Foundation Community Fond, imens pengene fra en femte startplads går til Women For Tri.

Fra den 1. april vil én startplads blive sat på auktion hver uge i fem uger på eBay.

De første fire startpladser bliver 100 procent fradragsberettigede for amerikanske statsborgere, og pengene vil som sagt gå til The IRONMAN Foundation Community Fund. Minimumsbuddet er dog på 25.000 dollars, så pengepungen skal være i orden.

Den femte startplads er også 100 procent fradragsberettiget, hvor 100 procent af pengene går direkte til Women For Tri. Også her er minimumsbuddet på 25.000 dollars. Denne startplads er den sidste der bliver udbudt på auktion.

8. Women For Tri

Women For Tri-startpladsen bliver tildelt en enkelt kvindelige triatlet der lever op til følgende to krav:

  1. Fremstiller Women For Tri på en god måde gennem en spændende personlig historie der motiverer og inspirerer andre kvinder til at dyrke triathlon
  2. Indsamler eller bidrager med minimum 25.000 dollars til Women For Tri.

Denne startplads bliver fordelt udfra en ansøgningsproces.

9. IRONMAN Executive Challenge

Igen i år bliver der tildelt 25 startpladser gennem IRONMAN Executive Challenge (IRONMAN XC). Siden 2009 har IRONMAN XC skabt hvad IRONMAN selv kalder for ‘en ægte konkurrence blandt direktører ved at tilbyde startpladser til Kona’.

Disse triatleter kvalificerer sig gennem en særlig serie af stævner over hele verden.

- Annonce -
DEL
Mit navn er Morten og det er mig der ejer Pastaparty.dk. Jeg startede Pastaparty.dk med det formål at skabe mere omtale i og om dansk triathlon. Samtidigt med min indsats her på sitet, svømmer, cykler og løber jeg selv en del, hvilket jeg blogger om på min egen hjemmeside mortenfalknielsen.com.

Skriv et svar