I weekenden kulminerer årets World Triathlon Series – eller VM serien på dansk – når det går løs ved the Grand Final i Rotterdam. Her skal verdensmesteren for herrer og damer findes på OL distancen, og der skal også kåres verdensmestre hos juniorerne (16-19 år) og i U23 kategorien.
Danmark stiller med 6 atleter – Andreas Schilling i elite herrer og derudover 5 juniorer, 4 piger og én dreng!
Læs om den rute, der venter, optakt til de forskellige race – og ikke mindst interviews med de danske atleter nedenfor.
Ruten: 162 sving og våde veje
Konkurrencen i Rotterdam havn, hvor der venter 2 runder á 750 meter svømning. For eliten og U23 er distancen 1500m – 40 km – 10 km og den halve distance venter juniorerne.
De konkurrerende atleter skal have fundet deres tekniske evner frem når de stiller til start i Rotterdam i weekenden! Der vil være to skiftezoner, og således er første del af cykelruten en strækning på 3,4 km fra T1 og ind til T2, hvor de 7 runder á 5,2 km så begynder.
Og nu er det med at holde på hat og briller: med cirka 15 sving på denne første 3,4 km strækning og 21 (!) sving på hver 5,2 km runde, venter der altså elite og U23 atleterne cirka 162 sving i løbet af cykeldelen!
Juniorerne kører på samme rute, og kan altså ”nøjes” med halvt så mange sving i løbet af de cirka 20 km cykling. Underlaget skulle være skiftende på ruten, og hvis vejrudsigten holder og der falder regn, kan det blive en særdeles glat affære. Men mon ikke de danske vikinger ser det som en styrke?
Løberuten er for både juniorer, U23 og eliten en 2,5 km rundstrækning på dele af cykelruten ved havnen.
Schilling med i kampen om topplaceringerne i VM serien!
26-årig Andreas Schilling er eneste dansker til start i senior elite felterne i Rotterdam. Andreas har haft en fremragende sæson og ligger lige nu nr. 14 i verden. ”The Grand Final” i Rotterdan tæller dog 1,5 gang så meget som de øvrige VM serie afdelinger i det samlede pointregnskab, og med et godt resultat er der altså mulighed for at gøre en forskel på ranglisten. Andreas har lige nu blot 160 point op til 13. pladsen, franske Vincent Luis, men ligeledes kun cirka 100 point ned til 15. og 16. pladsen. Han har lige nu ca 400 point op til top 10.
Også i toppen af VM serien er der tale om et særdeles tæt løb, med kun 26 point mellem nr. 3-5 (Murray, Alarza, Blummenfelt) og 190 point mellem top 2 og 5! Javier Gomez, der genvandt sin Ironman 70.3 titel i Chattanooga i weekenden, går ind til Rotterdam i 2. position på WTS ranglisten. Spanieren Mario Mola ligger lige nu til at tage verdensmesterskabet med 400 point ned til Javier Gomez, men meget kan ske i triathlon! Det bliver en meget spændende finale når hornet lyder for de 68 mænd til start – med både meget tætte opgør i toppen af VM serien samt længere nede på ranglisten.
Schilling stiller til start i Rotterdam med flere gode resultater i bagagen fra den sidste måned. I sidste afdeling af VM-serien i Stockholm blev han en meget flot nr. 9, og for knap 2 uger siden hev han både den danske og nordiske titel hjem på hjemmebane i Fredericia. Og siden da har træning kørt.
-”Træningen er gået fint. Her midt i sæsonen er det jo ikke lange træningsperioder man kan få lagt ind, men jeg har haft en fin periode, hvor jeg har fået finpudset nogle detaljer, særligt i forhold til svøm og løb. Derudover har jeg vigtigst af alt holdt formen ved lige, og føler mig godt kørende”, fortæller han. Siden Stockholm har fokus været på løbet, og han håber at kunne bygge videre på det gode løb, han havde i Stockholm.
Andreas om ruten: En lille fejl i løbet af et splitsekund kan være altafgørende
Den tekniske rute i Rotterdam ligger umiddelbart til Andreas’ fordel, der må betegnes at være en af de allerstærkeste ryttere i WTS felterne. Han er normalt stærkt teknisk, og det har han planer om at udnytte og på den måde forhåbentligt få sat de andre under pres på cyklen.
-”Det sværeste på disse ruter er ofte at holde koncentrationen hele vejen igennem, og blive ved med at køre sig frem og placere sig rigtig i gruppen. En lille fejl i løbet af et splitsekund kan være altafgørende, så man skal være skarp hele tiden”, fortæller Andreas. Der er ingen tvivl om, at med 162 sving på ruten bliver der stort set lige så mange accelerationer – og her bliver der altså trådt i pedalerne. Trådt rigtig hårdt. Og så er 162 accelerationer rigtig, rigtig mange!
En af Andreas’ svagheder er, at han ofte er lidt bagefter på den første kilometer af løbet. Det betyder at han resten af løbet ofte er lidt på bagkant, og det er en af de ting han håber at få rettet op på og på denne måde give sig selv bedre muligheder for et stærkt resultat mod slutningen af løbet.
At være med i den sjove ende af VM serien
For første gang i Andreas’ karriere, har VM serien kunne tage fuld fokus. Sidste år var Andreas bestemt også kompetitiv i serien, men der havde Rio et stort fokus. Om det fortæller Andreas:
-”Det har været udfordrende, særligt fordi jeg startede sæsonen efter de første 2 WTS’er var afviklet og jeg derfor skulle præstere til alle de resterende races”.
Andreas har haft mange flotte resultater i år – med en 5. plads i Yokohama som højdepunktet i VM serien – men der har desværre også været udfordringer.
-” På trods af generelt okay præstationer har sygdom på Canada turen og mekaniske problemer i Leeds kostet en del placeringer. Men det har været fedt igen at være i den sjove del af feltet og jeg har udviklet mig og lært utrolig meget undervejs i sæsonen”, fortæller han.
Og nu gælder altså et af sæsonens absolut vigtigste stævner – og hvordan har Andreas forberedt sig på dette?
-”Weekendens træning har budt på et tempoløb på banen. 6 km nonstop med 800 i lidt over race pace og så 200 jog. Derudover har det bare været lidt let almen træning i alle 3 discipliner.”
Weekenden inden Rotterdam har dog ikke været helt så hård for Andreas som vanligt, da han skal være helt klar i weekenden og skal komme sig ovenpå en god, hård træningsperiode og finde den sidste friskhed.
-”Jeg har også brugt weekenden på at finde det mentale overskud som kan være altafgørende, særligt her i slutningen af sæsonen”, fortæller Andreas.
Selvom mange af sportens bedste atleter slutter deres sæson efter Rotterdam, får vi skam mere at se til Andreas i 2017! Han kører både Superleague, der køres i næste weekend, samt måske nogle World Cups i Asien i slutningen af sæsonen.
Junior piger: medaljehåb i viceeuropamester Sif Bendix Madsen
Når verdensmesterskabet for juniorpiger afvikles fredag, stiller Danmark med et meget stort hold. Hele 4 danske piger er til start – med Sif Bendix Madsen som en af de navne, der kandiderer til en medalje. Derudover er Augusta Grønberg Christensen, Anastacia Damm og Anne Holm til start.
De piger og drenge, der i år er sidste-års juniorer, er født i 1999, hvilket også betyder at Danmark stiller med et ungt hold: Anastacia og Sif er født i 2001, Augusta i 2000 og Anne i 1999. Men trods det har flere af pigerne allerede leveret flotte resultater, med især Sif’s sølvmedalje ved junior EM tidligere i år og Annes 9. plads ved Bundesligaen i den netop overstået weekend som nogle af de resultater, der klart er værd at nævne.
Den klare favorit til juniorverdensmesterskabet for piger er amerikanske Taylor Knibb, der i Canada tidligere i år kørte sig selv til sin første VM serie medalje – et fantom resultat af en så ung pige. Taylors force er uden tvivl hendes kombination af svømning og cykling.
Derudover skal forsvarende junioreuropamester Kate Waugh selvfølgelig også nævnes og vores egen Sif Bendix Madsen. Også Theresa Feuersinger er af de atleter, der kan forventes at kunne blande sig i kampen om medaljerne. Samtidigt sker der så meget i juniorårene, at der typisk er ukendte atleter, der har gennembrud – og i tri kan alt jo ske!
Pastaparty.dk har haft en snak med de fire VM-debutanter om forventninger til weekenden, ruten, træning og deres styrker og svagheder.
Augusta: hvad som helst kan ske
17-årige Augusta Grønberg Christensen (GTC Bulls) blev tidligere i år nummer 19 ved Ungdoms EM i Litauen. Augusta startede i svømmeverdenen som 7-årig, og havde som svømmer fokus på brystsvømning, hvor hun bl.a. vandt guld i 200m bryst og bronze i 100 m bryst til Dansk årgangsmesterskaber. For tre år siden begyndte hun at løbe i Blovstrødløverne med Kersti Jacobsen som træner.
Siden da har den 17-årige nordsjælland bare bygget på – og nu i hendes anden sæson i triathlon står hun altså i morgen til start ved junior VM. Til dagligt svømmer hun i Hillerød svømmeklub, løber med blovstrødløverne og i GTC Bulls og cykler med sin far.
Med hendes første VM oplevelse i vente fortæller hun:
-”Jeg ser nok mest frem til at køre blandt nogle af verdens bedste junior atleter, og få erfaringen med at race i sådan et stort felt”, og tilføjer om hendes planer for konkurrencen: ”Jeg håber at komme op af vandet som ved racet i Østrig til EM, altså i første del af gruppen. Og at jeg så kommer med den første del af cykelfeltet.”
For de fleste af pigerne bliver det første gang de skal køre et race, hvor startlisten tæller omkring 70 piger. Augusta er da heller ikke i tvivl om, at størrelsen på feltet får en betydning:
-”Feltet er så stort til VM så hvad som helst kan ske. Så hvis der er en mulighed, så må man jo gribe den. Grundlæggende er målet bare at komme med og holde på, og få erfaringen med fra løbet til når jeg næste år bliver rigtig junior.”, afslutter hun.
Anastacia glæder sig til at give den fuld gas og mærke spændingen
16-årige Anastacia (Kolding Triathlon Klub) går til dagligt i 10. klasse – en beslutning hun tog for at have mere tid til træningen. Anastacia blev for blot et par uger siden en fin nr. 5 ved de Nordiske mesterskaber for seniorer i Fredericia.
I morgen venter hendes første junior VM – og sammen med Sif er hun en af de yngste i feltet. Hvad ser hun mest frem til?
-”Jeg glæder mig til at opleve hele stemningen og at skulle give den fuld gas og mærke spændingen”, fortæller den unge jyde. Anastacias styrker er ifølge hende selv at hun er god til at løbe godt efter en hård cykling – noget, der bestemt bliver relevant efter en cykling med mange accelerationer i Rotterdam!
Svømningen er hendes svage side og det er også noget af det, hun lægger vægt på, når hun fortæller, hvordan hun vil gribe racet an:
-” Jeg vil først og fremmest bare give den fuld hammer! Og gøre mit bedste. Bestemt i svømning vil jeg give den ekstra gas. Komme op i en god gruppe på cyklen og så bare give, hvad jeg har til sidst”.
Optakten til årets største konkurrence har ifølge Anastacia budt på rigtig hård træning – og så er der blevet spist lidt ekstra og hun har gjort sig mentalt klar. Weekenden – altså 5-6 dage inden konkurrencen – har budt på 2 hårde svømmepas, et hårdt cykelpas, 2 lange løbepas – og ikke mindst teknik på cyklen. En faktor, der bliver vigtig i Rotterdam!
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Anastacia glæder sig til at opleve sit første VM og give den fuld hammer 🙂
Anne: Jeg føler mig mega klar
Anne Holm (GTC Bulls) er den ældste af de fire piger til start, og er første års junior. Hun er således også junior i 2018 som sidste år. Anne har haft en flot sæson og har virkelig ”steppet up” i forhold til tidligere år. Hendes nok største individuelle resultat til dato var en flot 9. plads i Bundesligafinalen i Binz for blot nogle dage siden samt det sensationelle Europamesterskab ved EM i Mixed relay, hvor Anne var med på holdet. Jeg fanger hende lige efter 9. pladsen i Bundesligaen – og den oplevelse bliver opsummeret med må få ord:
-”Det var helt crazy”.
Det var også en vild dag for familien Holm, hvor storebror Emil tog en fænomenal 3. plads. Anne lægger da heller ikke skjul på, at netop den oplevelse gør, at hun følger sig ”mega klar”.
-”Det må siges at være god træning til Rotterdam. Ruten var ret teknisk og det kommer den jo også til at være til VM”, fortæller Anne. Og netop dette aspekt af ruten tror Anne, bliver en fordel for hende.
-”Ruten er ret teknisk, og det tror jeg bliver en fordel for mig, fordi jeg er så vant til at køre cykelløb, hvor man jo virkelig har brug for at have nogle tekniske skills”, afslutter hun.
Med selvtilliden i orden efter en flot præstation i weekenden skal det nok blive godt for den yngste af Holm-duoen!
Sif: Jeg håber at ramme dagen og vise, hvad jeg har trænet for
16-årige Sif Bendix Madsen (Tri4) har haft en helt fænomenal sæson, hvor de to højdepunkter er sølv ved EM junior og et Europamesterskab i Mixed relay med Anne, Andreas Schilling og Emil Deleuran.
Sif ser frem til hele oplevelsen ved at deltage i et VM og glæder sig til at se, hvor hendes niveau ligger i forhold til de bedste juniorer i verden.
-”Specielt cykelruten er jeg spændt på. Jeg ved at den er virkelig teknisk og det bliver spænende at se hvordan de andre pigers tekniske niveau er i forhold til mit. I sidste weekend i Fredericia var det også en teknisk rute og jeg syntes det fungerede meget fint for mig og det var en god “generalprøve” til VM.”, fortæller Sif.
Sif svømmer til dagligt med Gentofte Svømmeklub og løber sine intervaller og tempoture med løbeklubben Sparta. Hendes træner er Jens Petersen-Bach. Sif er startet i 1.g på Falkonergårdens Gymnasium i år – og hvordan har den omvæltning været?
-” Jeg tror, at det er det helt rette gymnasie for mig. Selvfølgelig er de første par uger lidt stressende når man lige skal ind i rytmen med skole og lektier igen. Det gode er at der er plads til at jeg kan tage til stævner og træningslejre uden at det er et problem, at jeg har plads til træning idet det er en fireårig og at ALLE fra klassen er i samme båd. Alle dyrker sport på eliteniveau og det er virkelig inspirerende. Jeg har kun hørt godt om Falko og ser frem til de kommende år.”, fortæller hun.
Sif fortæller at de seneste par uger har budt på rigtig god og kontinuerlig træning. I weekenden havde hun blandt andet et krydspas, der sad ”lige i skabet” efter egne ord. Det bød på 3 runder á 5 km cykling plus 1,6 km løb.
Sif er klar. Og hun glæder sig.
-“Jeg håber at ramme dagen til VM og vise hvad jeg har trænet for”.
Junior drenge: Oscar Gladney skal forsvare de danske farver
17-årige Oscar Gladney Runqvist (Viborg Triathlon Klub) står ligeledes foran sit første junior VM. Tidligere på året blev han en flot nr. 6 ved Ungdoms EM i Litauen (for 15-17 årige). Ligeledes blev han nr. 9 i seniorernes felt ved de nordiske mesterskaber i Fredericia for et par uger siden.
Oscar er i god form og har haft en god træningsperiode.
-” Træningen de sidste ugers tid har været rigtig tungt. Formen er rigtig god, har sjældent haft bedre tider i intervallerne i ugen op til nedtrapning”, fortæller han.
Hvordan så weekenden ud for den unge viborgenser?
-”Fredag er double svøm-dag, så en rigtig hård morgentræning, og aftentræning træningen bød på lang crawl, mens lørdag morgen var en hård pace-serie. Herefter lidt teknisk mountainbike, som forberedelse til den tekniske rute i Rotterdam. Søndag stod den på cykling og hårdt løb”, fortæller han.
Oscar glæder sig til at få noget international erfaring og til at deltage blandt de allerbedste juniorer i verden. Og ikke mindst at se triathlon i verdensklasse!
Oscars svaghed er klart hans svømning – og den håber han da også at forbedre til VM:
-”Forhåbentlig kan jeg ende i første gruppe, hvorefter jeg kan bruge min stærke side på cyklen, til at få hentet noget ind. Så cykelruten skal angribes, da den ligger perfekt til mig med masser af sving, op og ned i fart. Så håber jeg, at jeg stadig har lidt at skyde med på det afsluttende løb”, afslutter Oscar.
Flora Duffy klar favorit hos elitekvinderne
I elitekvindernes felt stiller ingen danskere desværre til start, men det skal nok blive et utroligt spændende race alligevel! En af favoritterne til at tage sejren på dagen – men dog ikke det samlede mesterskab – Non Stanford har netop trukket sig pga. sygdom.
Flora Duffy må derfor siges at være den klare favorit både til selve racet – og til det samlede mesterskab. Hun ligger lige nu i spidsen af VM serie ranglisten med hele 500 point ned til nr. 2, australske Ashleigh Gentle! Det er altså stadig muligt for Ashleigh Gentle at tage sejren, men så skal Flora have en rigtig dårlig dag.
Samtidig ligger ruten umiddelbart rigtig godt til Flora, da det tegner til at blive vådt, og det er en meget teknisk rute. Flora er kendt for sin gode svømning og sin enorme styrke på cyklen samt tekniske færdigheder. I mange af racene i denne sæson har Flora været i udbrud enten alene – eller med en eller et par stykker flere.
Mon ikke vi skal se Flora forsøge at tage den fra front igen? Ingen tvivl om andre stærke navne som Kasper, Klamer, Hewitt og Zaferes nok skal gøre deres bedste for at forhindre at det sker.
Også Nicola Spirig vender tilbage til VM serien blot 3-4 måneder efter at hun har født sit andet barn. Så det bliver rigtig spændende at se, hvad hun har at byde på!
U23 mesterskaberne afgøres uden dansk deltagelse
U23 VM afvikles ligesom junior VM samtidigt med The Grand Final. U23 konkurrencen afvikles på samme distance og rute som eliten.
Danmark stiller desværre ikke med nogle danskere i år – det tætteste vi kommer dansk repræsentation er islandske Edda Hannesdottir, der til dagligt er en del af Tri Team SDU og altså holder til i Odense. Edda er lige nu på træningslejr med ITU Development Team (et hold med lovende atleter fra lande, hvor trisporten fortsat er meget lille) i Portugal, hvor formen pudses før hendes første VM – og første OL distance!
Favoritterne for kvinderne må forventes at være Cassandre Beaugrand, Georgia Taylor-Brown, Leonie Periault, Emma Jeffcoat og Sophie Coldwell. Også Sophia Saller og Tamara Gorman, der tidligere har vundet hhv. U23 VM og junior VM kan måske blande sig i toppen, hvis de er kommet sig 100% ovenpå deres lange skadesperioder. Beaugrand, Taylor-Brown og Periault har alle utroligt højt løbeniveau, og har alle tidligere taget medaljer til junior og U23 mesterskaber. Jeffcoat og Coldwell er også relativt stærke løbere, men deres stærkeste kort er uden tvivl deres svømning.
Vi kan nok forvente at se Edda med helt fremme på svømningen, og med den meget tekniske cykelrute bliver cyklingen uden tvivl afgørende. Her kan man måske forvente at se bl.a. Sophie Coldwell i et udbrud, som vi så det ske ved WTS Yokohama med Flora Duffy.
For U23 herrerne kan vi forvente af se Dorian Coninx, Raphael Montoya, Luke Willian, Manoel Messias og Adrien Briffod med helt fremme. Som outsidere kan nævnes bl.a. norske Gustav Iden, der for blot et par uger siden tog en meget flot World Cup sejr I Karlovy Vary på en meget kuperet cykelrute. Måske Gustav og de øvrige nordmænd igen kan gøre en forskel på den meget tekniske rute i Rotterdam? Ingen tvivl er der i hvert fald om, at der med ovennævnte herrer på startlisten nok skal blive løbet rigtigt stærkt på de afsluttende 10 km.
Tisdplan for ITU Grand Final Rotterdam
Konkurrencerne i Rotterdam starter allerede i morgen og følger derefter de næste dage:
- Junior damer: fredag kl. 15
- U23 herrer: fredag kl. 17
- Junior Herrer: lørdag kl. 8
- U23 damer: lørdag kl. 10
- Elite herrer: lørdag kl 13.06
- Elite damer: lørdag kl. 15.51
Vi ser frem til en særdeles spændende weekend med konkurrence med de absolut hurtigste triatleter i verden – og vi håber på metal til Danmark!
Se eliteracene live på triathlonlive.tv!