World Triathlon Series står endnu engang for døren. 2017-udgaven af VM-serien bliver skudt i gang i morgen når elitekvinderne skal tilbagelægge den olympiske distance i Abu Dhabi, men hvem er lige favoritterne til sejren? Det prøver vi at danne os et overblik over her.

For tredje år i træk er Abu Dhabi vært for første afdeling af World Series. Men i modsætning til de to tidligere år hvor der er blevet kørt på sprintdistancen, skal der denne gang køres på den olympiske distance. Endda også på en helt ny rute.

Men hvilke kvinder står umiddelbart stærkest til sejren i morgen? Det tager vi et kig på her i artiklen.

Stærkt felt på trods af graviditetsfravær

Kvinderne er i år de første til at tage hul på den nye sæson, når det klassiske ITU-starthorn lyder i morgen klokken 15.55 lokal tid (12:55 dansk tid). En del af de seneste års store navne er ikke til start i hverken Abu Dhabi eller den øvrige VM-serie i år, da der her efter OL er gået graviditet i den.

Det ændrer dog alligevel ikke på, at det er et yderst skarpt felt der tager hul på dette års World Series i morgen.

Kan Jodie Stimpson gentage sidste års Abu Dhabi-sejr?

Én af de allerstærkeste kvinder der er til start i morgen, er sidste års Abu Dhabi-vinder Jodie Stimpson. Sidste år hamrede hun sæsonen i gang med en World Series-sejr i Abu Dhabi og fulgte op med en World Cup-sejr i Mooloolaba kort tid efter. Med endnu en World Series-sejr i Cape Town – og en håndfuld sekundære placeringer – for resten af sæsonen, endte Stimpson ud med en samlet syvendeplads i VM-serien.

I år forventes det da også fra flere sider at hun får et endnu bedre år, som gerne skulle åbnes med en sejr i Abu Dhabi.

Ai Ueda virker til at være i god form

Stimpson kan ikke hvile på laurbæerne hvis hun gerne vil vinde i morgen, for til start i Abu Dhabi er nemlig sidste års VM-bronzevinder Ai Ueda. Sidste år var Ueda til start i samtlige afdelinger af World Series pånær afdelingen i Edmonton – og så har hun allerede taget hul på sæsonen, da hun for to uger siden blev nummer tre i World Cup’en i Cape Town.

Den stabile japaner ser dermed ud til at være i god form før sæsonens allervigtigste serie starter. Og ser man isoleret på det samlede resultat i World Series sidste år, så er Ueda faktisk den af fredagens startende kvinder der sluttede bedst.

Gwen Jorgensen ude, men amerikanerne har andre stærke kort på hånden

Én af de kvinder der i år er fraværende på grund af graviditet, er OL-guldvinderen Gwen Jorgensen (det kan du læse mere om her). Det efterlader naturligvis det amerikanske team noget svækket i forhold til normalt, men de har dog også andre navne der har evnerne til at være med fremme.

Navne som Katie Zaferes og Sarah True har altid været blandt de allerbedste amerikanske kvinder, men i de sidste par sæsoner har nye navne som Summer Cook, Kirsten Kasper og Renee Tomlin stukket snuden frem og bevist at Team USA er mere end bare Gwen Jorgensen. Så hold øje med amerikanerne – både i morgen og gennem hele sæsonen.

Hold også øje med disse kvinder

Det er ikke kun amerikanerne der har nogle lovende navne til start. Australske Charlotte McShane, der sidste år fik sin første tur på World Series-podiet i Cozumel, er absolut også værd at holde øje med. I 2014 blev hun U23 Verdensmester og har løbende vist sig frem på de største scener.

Og så skal vi heller ikke glemme navne som New Zealandske Andrea Hewitt og hollandske Rachel Klamer. Hewitt kørte sig sidste år til World Series-bronze i Gold Coast og ditto-sølv i Stockholm, og hun beviste dermed endnu engang at hun er en af de mest stabile all-round triatleter i kvindefeltet.

Samtidigt kørte Klamer sig til et superflot resultat i Hamborg, hvor hun hoppede en tur på World Series-podiet for første gang i sin karriere med en andenplads. Og med tredjepladsen i XTERRA Grabouw i lørdags, beviste hun at formen absolut er hvor den skal være.

Kvindernes startliste kan ses her og racet kan følges på Triathlonlive.tv. Vi sidder naturligvis også klar med en artikel om udviklingen kort efter kvinderne har krydset målstregen.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply