Dette års XTERRA European Championship for eliten bliver kørt på en anden rute og på sin egen dag i forhold til age groupernes europæiske mesterskab. Både age groupernes og elitens race bliver dog kørt i samme weekend og samme sted – ved Møns Klint – nemlig i weekenden den 2. og 3. september. 

Det er aldrig set før i XTERRA-regi at elitens og amatørernes race bliver adskilt på to forskellige ruter og på to forskellige dage. Men det er hvad der sker når Møns Klint er vært for XTERRA European Championship den 2. og 3. september.

– “Det bliver intenst og meget tilskuervenligt,” fortæller stævnedirektør (og i øvrigt også skribent her på sitet) Andreas Juul Jeppesen om den nye rute for eliten. “De kommer til at køre fire omgange á 7,5 kilometer på mountainbiken og den ti kilometer løberute består af tre omgange. Og så kommer vi til at have storskærme til at vise liveresultater.”

Som det sidste af i alt 15 events i XTERRA European Tour 2017, er det stensikkert at elitefeltet bliver både stort og stærkt. Stævnet på Møns Klint har i alt 25.000 dollars på spil til top ti hos herrerne og kvinderne, og så vil der også være 20.000 dollars i bonus til top ti i det samlede European Tour-regnskab.

– “Jeg er meget glad for dette tiltag,” fortæller Nicolas Lebrun der er direktør i XTERRA European Tour. “At have flere omgange vil gøre eliteracet mere spændende at se for tilskuerne og lettere at følge for medierne. Du kan forvente at billeder, video og liveaktiviteterne på de sociale medier bliver meget bedre på raceday som et resultat af dette. Plus at vores amatøratleter vil have bedre mulighed for at se, lære og heppe på nogle af de bedste XTERRA-atleter i verden.”

Elitens race kommer til at blive kørt på den nye rute om lørdagen, imens age grouperne kører på den sædvanlige vanvittigt hårde rute om søndagen. Og her vil eliten agere heppekor.

– “Vi opfordrer alle eliteatleterne til at komme tilbage om søndagen for at heppe og hjælpe, både på selve ruten og til den efterfølgende præmieoverrækkelse. Vi tror at det bliver en stor oplevelse for alle de involverede og det vil flytte XTERRA-atmosfæren til et helt nyt niveau,” slutter Andreas Juul Jeppesen.

Age groupernes rute vil bestå af de samme 1500 meter svømning og de berømte 500 trins trappe op til skiftezonen. For at kunne bære de mange deltagere vil cykelruten bestå af den sædvanlige 30 kilometers rute på én omgang, og løberuten vil bestå af to omgange á fem kilometer.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply