Et stjernespækket pro-felt, efterlod på forhånd ikke mange forhåbninger om en dansk podieplads i IRONMAN Copenhagen. Men aarhusianske Kristian Høgenhaug overgik alle forventninger og svømmede, cyklede og løb sig ind på en sikker andenplads.
Tim Don. Cyril Viennot. Jesper Svensson. Giulio Molinari. Boris Stein. Ja, listen med nogle af verdens hurtigste triatleter på ironman-distancen til start i København, kunne vi fortsætte med i et godt stykke endnu.
Og så var der også lige alle danskerne Jens Petersen-Bach, Chris Fischer, Kristian Høgenhaug, Kristian Hindkjær, Mads Bang, Rasmus Fitzner, Morten Banke, Bekim Christensen, Jacob Frandsen og Dennis Matzen.
Men ud af alle de danske navne til start, var det altså Kristian Høgenhaug der brillerede totalt og udfordrede de etablerede verdensstjerner hele vejen til målstregen. Endda så godt, at han ender som en sikker 2’er med kun tre minutter op til vinderen Cyril Viennot (Frankrig) og tre minutter ned til 3’eren Giulio Molinari (Italien).
Det var ellers en stærk kvartet bestående af Jesper Svensson (Sverige), Johann Ackermann (Tyskland), Tim Don (Storbritannien) og Clemente Alonso-McKernan (Spanien) der skabte racet fra første armtag i vandet, hvor de fire forlod vandet i nævnte rækkefølge med 3:16 ned til hurtigst svømmende dansker Jens Petersen-Bach og 5:54 ned til Kristian Høgenhaug.
Ude på cyklen var Tim Don hurtig til at dreje gashåndtaget i bund og skabte sig dermed hurtigt en komfortabel føring, hvor Høgenhaug til gengæld bagved måtte køre sig op igennem top ti. I øvrigt med en utroligt hidsig fart, der med et split på 4:15:01 rakte til at være pro-herrernes absolut hurtigste cykelsplit.
Undervejs gik Tim Don dog godt og grundigt ned, hvorefter Clemente Alonso-McKernan overtog førepositionen. Han holder føringen hele vejen til T2 hvor han stiller cyklen 3:52 foran Høgenhaug som 2’er og 5:22 foran Boris Stein (Tyskland) som 3’er. Den senere vinder Cyril Viennot var i T2 som nummer fire, 5:25 efter Alonso-McKernan.
Ude på løbet får Viennot hurtigt bragt sig selv i føreposition, hvor Tim Don til gengæld tilsyneladende har fået hentet ny energi og brager tilbage op igennem top ti. Ved 25 kilometermærket går Don dog ned igen, hvorefter han falder tilbage ned igennem top ti.
Herefter er Høgenhaug hurtig til at løbe sig tilbage i andenposition. Han indleder en hidsig jagt på den førende Viennot, som dog aldrig ender med at han får ham hentet på trods af at hente tid for hver kilometer.
Cyril Viennot ender dermed som vinder i tiden 7:59:52, hvor Kristian Høgenhaug løber i mål på en sikker andenplads 3:01 fra sejren. 3’eren Giuolio Molinari kommer i mål yderligere 3:03 efter.
Chris Fischer bliver næstbedste dansker med en syvendeplads i tiden 8:19:14, imens Kristian Hindkjær runder top ti af som tredjehurtigste dansker i tiden 8:36:45.
Jens Petersen-Bach måtte i øvrigt udgå halvvejs på cykelruten, efter at styret på cyklen gik løs.
Da dette års udgave er et såkaldt Male-only pro-race, var der ingen pro-kvinder til start. I skrivende stund ser det dog ud til at danske Christina Svejstrup for andet år i træk skal blive hurtigste age group-kvinde overall. Mere herom hurtigst muligt sammen med de øvrige age group-resultater.
Pro-resultater KMD IRONMAN Copenhagen 2018
Pro-herrer
1 Cyril Viennot, Frankrig, 7:59:52
2 Kristian Høgenhaug, Danmark, 8:02:53
3 Giulio Molinari, Italien, 8:05:56
4 Boris Stein, Tyskland, 8:10:51
5 Markus Fachbach, Tyskland, 8:14:32
…
7 Chris Fischer, Danmark, 8:19:14
10 Kristian Hindkjær, Danmark, 8:36:45
12 Rasmus Fitzner, Danmark, 8:44:47
13 Mads Bang, Danmark, 8:51:46
17 Dennis Matzen, Danmark, 8:53:38
Resultaterne opdateres løbende med de øvrige danske pro-drenges tider.