Et par utroligt slagkraftige felter var søndag til start i Silkeborg Triathlon, der blev kørt over den halve og den kvarte ironmandistance. Mathias Lyngsø Petersen og Marlies Van Amstel var de to hurtigste på den halve, imens Benjamin Andersen og Sofie Pilgaard Wriedt vandt på den kvarte. 

At det var Mathias Lyngsø Petersen der skulle vinde på den halve, var der da heller ikke rigtigt den store tvivl om fra startskuddet lød. Udover at han er den danske mester på distancen og mere eller mindre kørte på hjemmebane, var han manden der førte an lige fra de første armtag i Almind Sø.

Han gjorde sin entré i T1 med et forspring på mere end et minut til Mads Larsen som nærmeste forfølger og knap to minutter til en anden forhåndsfavorit, Jens Petersen-Bach. Og for at det ikke skal være løgn, øgede og øgede han blot sit forspring ude på den 90 km lange og kuperede cykelrute, så han kom tilbage til skiftezonen fire minutter før Chris Fischer og Jens Petersen-Bach, der ellers havde fundet ind i et fint samarbejde på cykelruten.

Med et sådan forspring med “kun” 21 km løb tilbage, skulle der da også ske seriøse ting og sager hvis ikke Mathias Lyngsø skulle være første mand over målstregen. Og seriøse ting og sager, skete i hvert fald ikke oppe foran hos Mathias.

Mathias Lyngsø Petersen krydsede dermed målstregen i en ny ruterekord på 4:06:56, imens Jens Petersen-Bach løb i mål som 2’er og Chris Fischer som 3’er henholdsvis 5:35 og 11:03 senere.

På kvindernes halve jernmand var der heller aldrig nogen tvivl om hvem der skulle vinde, da hollandske Marlies Van Amstel bare var i en klasse for sig. Hun førte ud af vandet med et forspring på knap ni minutter til Lotte Hermann, udbyggede forspringet til 45 minutter på cykelruten og sluttede af med at have opbygget et forspring på 1:15:43 på målstregen.

Her blev Lotte Hermann 2’er, imens der ikke blev fundet en tredjeplads, da der ikke var flere kvinder der gennemførte.

Benjamin Andersen og Sofie Pilgaard Wriedt vandt på den kvarte jernmand

På den kvarte distance distancerede Benjamin Andersen alt og alle gennem alle tre discipliner og tog sig dermed en ganske solid sejr med 5:54 til Nicolai Lyng Wium og 9:59 til Mikkel Rosendal Larsen.

Hos kvinderne blev det en markant tættere sag, da der var sølle 15 sekunder mellem vinderen Sofie Pilgaard Wriedt og 2’eren Karina Sørensen Gosvig. Gosvig var ellers den førende i T2, med Wriedt nede som 3’er, men tæt på mål, overtog Sofie Pilgaard altså føringen og var den første til at krydse målstregen.

Kvindernes 3’er blev Nicoline Vilholm Jensen, der kom i mål 3:11 efter Wriedt.

Lørdag blev der også kørt race i Silkeborg, hvor den stod på Silkeborg Sprint. Her sejrede Bastian Peitersen foran David Adelskov og Jess Jacobsen hos herrerne, imens Laura Havgaard vandt foran Sandra Aarslev og Maria Kornum hos kvinderne.

Resultater Silkeborg Triathlon 2018

1/2 jernmand – herrer

1 Mathias Lyngsø Petersen, ISK Triatlon, 4:06:56
2 Jens Petersen-Bach, KTK86, 4:12:30
3 Chris Fischer, Viborg Atletik og Motion, 4:17:59
4 Nicholas Ward Munoz, Odense Triathlon Klub, 4:19:16
5 Kristian Munk Nielsen, Ganløse Tri-Center, 4:19:58

1/2 jernmand – kvinder

1 Marlies Van Amstel, Holland, 5:41:48
2 Lotte Hermann, Odense Triathlon Klub, 6:57:31

1/4 jernmand – herrer

1 Benjamin Andersen, Aalborg Triathlon Klub, 2:02:15
2 Nicolai Lyng Wium, Køge Tri Team 2000, 2:08:09
3 Mikkel Rosendal Larsen, Silkeborg Motion/Tri-Klub, 2:12:13
4 Alexander Pryds, Rødekro Tri & Motion, 2:13:00
5 Jacob Overby, Aarhus 1900 Triathlon, 2:13:27

1/4 jernmand – kvinder

1 Sofie Pilgaard Wriedt, /tri club denmark, 2:33:05
2 Karina Sørensen Gosvig, Aarhus 1900 Triathlon, 2:33:20
3 Nicoline Vilholm Jensen, Silkeborg Motion/Tri-Klub, 2:36:16
4 Tina Thomsen, Silkeborg Motion/Tri-Klub, 2:36:57
5 Emma Christensen, Team Triathlon Herning, 2:38:17

Sprint – herrer

1 Bastian Peitersen, 0:51:47
2 David Adelskov, SMT, 0:54:35
3 Jess Jacobsen, Aalborg Tri, 0:55:49
4 Magni Jóhansson Hansen, Føroya Triathlon Felag, 0:57:22
5 Mikael Kriegbaum, 0:58:28

Sprint – kvinder

1 Laura Havgaard, Aarhus 1900 Alligators, 1:05:17
2 Sandra Aarslev, #iskTRI, 1:05:32
3 Maria Kornum, 1:09:10
4 Emilie Egerup, SSK Silkeborg, 1:12:27
5 Kirstine Skou Hansen, 1:15:40

Alle resultater fra Silkeborg Triathlon 2018 halv og kvart kan ses her, imens resultaterne fra sprinten kan ses her.

Leave a Reply