Folk der taler med deres kæledyr som mennesker har ofte disse 7 skjulte træk

Ingen andre i hjemmet, men alligevel en samtale i gang.

Rigtig mange danskere gør det, men næsten ingen stiller sig selv spørgsmålet om, hvad det egentlig afslører om deres personlighed. Psykologer begynder netop at tage den adfærd mere og mere alvorligt.

Kæledyr som samtalepartner

Taler du til din hund, kat, kanin eller undulat, som var det en kollega? Med hele sætninger, spørgsmål, måske endda sarkasme? Den adfærd kaldes i psykologien “positiv antropomorfisme”: vi tillægger et dyr menneskelige egenskaber for at få os selv til at have det bedre og opleve tilknytning.

Hvor man tidligere hovedsageligt afviste det som sødt eller lidt underligt, viser nyere undersøgelser, at denne adfærd ofte hænger sammen med specifikke karaktertræk. Ikke kun hos ejere med en hund på sofaen, men også hos kattefolk, hesteeiere og sågar hos mennesker med krybdyr eller fugle.

Mennesker der taler med deres kæledyr, viser sig i gennemsnit at være mere sociale, omsorgsfulde og følelsesmæssigt intelligente, end de selv tror.

Ifølge adfærdspsykologer hjælper det at tale til dyr med at regulere følelser, dæmpe stress og skabe en følelse af samhørighed, særligt i et samfund hvor ensomhed er stigende.

1. Stor portion empati

Mennesker der henvender sig til deres dyr, som om det kan svare, scorer ofte højt på empati. De lægger mærke til små signaler: hale, ører, kropsholdning, mjauen, piben.

De bemærker hurtigt:

• når hunden bliver urolig ved høje lyde
• når katten stille trækker sig tilbage ved stress
• når et dyr lige præcis spiser eller bevæger sig anderledes end normalt

Ved straks at reagere verbalt på det – “Hvad er der, blev du forskrækket?” – træner de sig selv kontinuerligt i at genkende følelser, også hos mennesker.

Den der kan sætte sig i et dyrs sted, gør også den empatiske “muskel” stærkere over for partner, venner og kolleger.

Kæledyrssamtaler fungerer således som en daglig øvelse i at fornemme, trøste og sætte grænser.

2. Høj følelsesmæssig intelligens

Følelsesmæssig intelligens handler om at genkende, forstå og håndtere følelser – både dine egne og andres. Mennesker der taler meget til deres kæledyr, sætter ofte denne proces i gang højt: “Jeg er sur i dag, det er ikke rettet mod dig.”

Ved at sætte ord på følelser over for et dyr, sker der tre ting:

Psykologer ser, at mennesker der omgås deres dyr sådan, ofte bedre kan sætte tingene i perspektiv og nærmer sig konflikter mere roligt. De øver sig dagligt i at berolige, navngive og nuancere, uden at være bevidste om det.

3. Komfortabel med at være alene

På papiret sidder du alene på sofaen. I din oplevelse deler du aftenen med et dyr, der “forstår” dig. Den forskel betyder meget, især for mennesker der bor alene.

Mennesker der taler med deres kæledyr:

• oplever mindre ensomhed, end du ville forvente ud fra deres bosituation
• har mindre behov for konstante stimuli fra andre for at føle sig forbundet
• opbygger deres egen rytme, hvor stilhed ikke føles truende

Samtalen med katten erstatter ikke menneskelig kontakt, men dæmper den skarpe kant af stilhed i hjemmet.

For psykologer er det interessant: denne gruppe ser ofte ud til bedre at kunne håndtere “sund ensomhed”. De bruger dyret som et sikkert ankerpunkt, uden at trække sig helt tilbage fra sociale kontakter.

4. Kreative tænkere

At tale højt stimulerer tænkeprocessen. Uanset om du mumler til dig selv eller retter dit spørgsmål til hunden: du omsætter tanker til sprog. Mennesker der taler meget til deres dyr, bruger ofte deres kæledyr som en slags klangbund.

Et arbejdsdilemma bliver så for eksempel: “Okay, Bella, hvis jeg indsender dette forslag, bliver min chef ikke glad for det, vel?” Din hund siger ingenting, men du ordner i mellemtiden dine argumenter.

Det giver overraskende ofte nyt input. Hjernen reagerer anderledes, når du kun tænker noget, end når du siger det højt. Mange ejere genkender, at de under sådan en “samtale” med deres dyr:

• hurtigere ser mønstre
• kan sætte deres bekymringer i perspektiv
• finder kreative løsninger på hverdagsproblemer

5. Mindfulness uden meditationspude

At gå med en hund gennem regnen, tale til den og samtidig følge dens snusetur: det er i bund og grund en opmærksomhedsøvelse. Du er et øjeblik ikke optaget af mails, deadlines eller sociale medier.

Mange mennesker der omgås deres dyr sådan, fortæller, at de i disse øjeblikke:

• er stærkt til stede i her og nu
• lader deres tanker vandre mindre hen til bekymringer
• mærker den fysiske spænding falde

En samtale med katten i skødet kan sommetider give mere ro end en formel meditations-app.

Kæledyr tvinger et langsommere tempo: lige vente til katten er færdig med at blive kælet, et par minutter længere i parken, fordi hunden nyder det så meget. Den der verbalt følger med der, “taler sig selv” så at sige ind i øjeblikket.

6. Stærk omsorgsside

Den der ser sit dyr som fuldgyldig samtalepartner, betragter det som regel også virkelig som familiemedlem. Disse mennesker har ofte en udtalt omsorgsfuld stil, ikke kun over for dyr men også over for venner, børn eller kolleger.

Typiske signaler:

• du taler til dit dyr under medicintilførsel, for at berolige det
• du beskriver, hvad der sker: “Det er lige lidt ubehageligt, men så har du det bedre bagefter”
• du inddrager dit dyr i ritualer: godmorgen, vi ses, godnat

Psykologisk set passer dette til en såkaldt “responsiv” måde at sørge for andre på: hurtig reaktion på signaler, konsistens, sikkerhed. Mennesker med denne stil viser sig i forhold ofte at være støttende og opmærksomme. Båndet til dyret danner så en slags øvelsesområde, hvor den kvalitet vender tilbage dagligt.

7. Stort behov for ægthed

Et dyr bedømmer dig ikke på karriere, udseende eller mislykkede vittigheder til en fødselsdag. Det gør samtaler med et kæledyr ufiltrerede. Mange ejere indrømmer, at de siger ting til deres dyr, som de aldrig ville turde sige til et andet menneske.

Hos et dyr behøver du ikke gøre indtryk. Det gør mennesker overraskende ærlige, også over for sig selv.

Denne uhæmmede ærlighed hænger ofte sammen med et stærkt ønske om at leve autentisk. Mennesker der taler meget til deres dyr:

• slipper oftere deres “maske” efter en arbejdsdag
• tør tillade følelser i stedet for at undertrykke dem
• bemærker hurtigere, når de tvinger sig selv ind i en rolle, der ikke passer

Hvorfor psykologer tager denne adfærd mere og mere alvorligt

Hvor det at tale til dyr tidligere blev set som barnligt eller lidt skørt, rykker det nu i retning af en sund copingmekanisme. Forskning i forskellige lande peger på en sammenhæng mellem kæledyr, stressreduktion og følelsesmæssig stabilitet.

Terapeuter spørger i stigende grad til kæledyr under indledende samtaler. Ikke bare om nogen har et dyr, men også hvordan man omgås det. Er dyret “bare rart”, eller fungerer det som fortrolig, støttepille eller sågar som social bro til andre mennesker i parken eller på gaden?

Praktiske tips til ejere der alligevel taler

Brug samtaler til at styrke dit velvære

Den der alligevel taler til sit dyr, kan bruge det bevidst. Et par idéer:

• brug de første minutter efter hjemkomst til højt at ordne din dag over for dit dyr
• formulér én positiv hændelse fra dagen, mens du klapper dit dyr
• ved stress: beskriv præcis, hvad du står over for, mens du roligt trækker vejret og bliver ved med at røre ved dit dyr

Når adfærden kan skjule risici

At tale til et dyr er normalt og sågar sundt, så længe det ikke bliver en erstatning for al anden kontakt. Hvis nogen trækker sig helt tilbage i båndet til sit kæledyr og næsten undgår menneskelig kontakt, kan det være et signal på underliggende problemer som depressive følelser, angst eller social isolation.

Et kæledyr som sikker base fungerer godt, men social støtte fra andre mennesker er stadig nødvendig. Psykologer ser derfor helst kæledyr som værdifuldt supplement, ikke som eneste tilflugt.

Mere end en sød vane

Hvad der ved første øjekast virker rørende eller sjovt – en ejer der uendeligt småsnakker med sin hund – berører dybere temaer: empati, tilknytning, stresshåndtering, kreativitet og et behov for ægthed i et ret hårdt samfund.

For mange mennesker er den daglige samtale med deres dyr det eneste øjeblik, hvor ingen forventer noget af dem. Ingen præstationer, ingen perfekte ord, ingen filtre. Kun et menneske, et dyr og et par sætninger, som måske ingen hører, men som bestemt gør noget i hovedet og hjertet på den, der taler.