Forskere skitserer et forbløffende fremtidsbillede af vores planet, hvor velkendte landområder forskyder sig og nye naboer uventet dukker op.
Det, der i dag virker fortroligt på verdenskortet, ændrer fuldstændig form på geologisk skala. Langsomt, men uundgåeligt, skubber tektoniske plader kontinenterne mod en ny æra, hvor grænser, oceaner og klimaer næppe ligner det, vi kender.
En ny superkontinent-cyklus på vej
Jorden har ingen fast opdeling af land og hav. Over hundredvis af millioner af år klumper kontinenter sammen til superkontinenter for derefter at bryde fra hinanden igen. Det skete med det oprindelige Pangæa, som begyndte at spalte for omkring 200 millioner år siden. Fra den proces opstod Europa, Amerika, Afrika og de øvrige kontinenter, som vi ser dem i dag.
Ifølge geologiske modeller, blandt andet fra den amerikanske geograf Christopher Scotese og PALEOMAP-projektet, bevæger de nuværende plader sig videre mod næste fase. Om cirka 250 millioner år vil alle store landmasser igen støde sammen. Dette fremtidige superkontinent har allerede fået et navn: Pangæa Ultima.
Pangæa Ultima bliver en gigantisk sammenhængende landblok med ét dominerende “verdenshav” omkring sig og næsten ingen egentlige oceaner mellem kontinenterne.
Atlanterhavet, som nu adskiller Europa fra Amerika, vil forsvinde fuldstændigt. Havbunden synker væk under de omgivende plader, mens kanterne af Nord- og Sydamerika langsomt bevæger sig mod Afrika og Eurasien. De nuværende atlantiske kystlinjer giver til sidst plads til bjergkæder og indlandområder.
Det indiske bassin omdannes ifølge modellerne til et enormt indhav, omgivet af sammenpressede kontinenter. Regioner, der nu ligger langt fra hinanden, forskyder sig til direkte naboer. Resultatet: et verdenskort, der næppe kan genkendes.
Et bizart nyt verdenskort
I scenarierne for Pangæa Ultima opstår uventede geografiske kombinationer. Lande, som i dag er adskilt af tusindvis af kilometers ocean, ligger snart skulder ved skulder.
- Cuba vokser fast til den sydøstlige kyst af USA.
- Grønland skyder mod Canada og smelter stort set sammen med det.
- Den koreanske halvø kommer klemt til at ligge mellem Kina og et vestover forskudt Japan.
- Middelhavet presses sammen og forsvinder, da Afrika støder nordpå mod Europa.
Den velkendte forskel mellem atlantiske og stillehavskyster forsvinder. Rundt om den nye superkontinentkant hober tektoniske kollisioner sig op. Nye bjergkæder opstår, hvor der nu er hav, mens gamle kystbyer forsvinder dybt ind i indlandet.
For kartografer i den fjerne fremtid vil vores nuværende verdensatlas se lige så mærkeligt ud, som kortet over Pangæa gør for os nu.
Frankrig skyder mod polen og Afrika samtidig
I dette fremtidsbillede får ét europæisk land en iøjnefaldende rolle: Frankrig. Ifølge forskellige simuleringer bevæger det franske fastland sig langsomt nordpå, tættere på den nuværende polarcirkel. Samtidig presser den afrikanske plade resterne af Middelhavet sammen, så Nordafrika støder mod Sydeuropa.
Dette skaber en overraskende geografisk position. “Hexagonen” grænser ikke længere kun op til Spanien, Italien og de atlantiske oceanområder, men ligger også et stenkast fra lande som Marokko, Algeriet og Tunesien.
| I dag | Om 250 millioner år (scenario) |
|---|---|
| Frankrig i tempererede breddegrader | Frankrig i høje nordlige breddegrader |
| Middelhavet som adskillelse fra Afrika | Forsvundet hav, kontaktzone med Nordafrika |
| Atlantisk kyst åben mod ocean | Et indland på superkontinentet |
Det billede, der opstår: Et Frankrig, som geografisk kommer til at ligge mellem et højbreddegradklima og den tidligere subtropiske bælte. Den nuværende adskillelse mellem Europa og Afrika forvandles til en kompleks, bjergrig kollisionszone, en slags fremtidige “super-Alper”, som kan strække sig fra det nuværende Iberien helt ind i Nordafrika.
Et kvælende klima på Pangæa Ultima
Omstruktureringen af kontinenterne går hånd i hånd med en drastisk klimaændring. En nylig undersøgelse i tidsskriftet Nature, baseret på klimamodeller for Pangæa Ultima, skitserer en hård fremtid for fremtidige økosystemer.
På grund af pladetektoniske kollisioner øges vulkansk aktivitet. Store vulkanske provinser blæser enorme mængder CO₂ ud i atmosfæren. Solen udsender desuden på det tidspunkt omkring 2,5 procent mere energi end nu, en normal følge af stjernernes evolution som vores sol.
Kombinationen af et varmere solsystem, forhøjede CO₂-niveauer og ét gigantisk indlandsområde skaber temperaturer over 40 °C på størstedelen af superkontinentet.
I én sammenhængende landmasse trænger fugt fra oceanet vanskeligere ind til indlandet. Store dele af Pangæa Ultima bliver ekstremt tørre med lange hedebølger og næsten ingen regn. Mange nuværende økosystemer ville ikke have nogen chance i et sådant miljø.
Forskere advarer om, at især pattedyr er sårbare i det scenario. De mister varme mindre effektivt end mange andre dyregrupper og bliver hurtigere overophedede. Ved langvarige temperaturer langt over de nuværende tropiske maksimumværdier opstår en reel risiko for en verdensomspændende uddøelsesbølge blandt pattedyr.
Frankrig som muligt klimarefugium
Ikke alle regioner på Pangæa Ultima bliver lige ubeboelige. Områder tæt på superkontinentets fremtidige nordlige kanter bevarer ifølge modellerne et mildere klima med lavere gennemsnitstemperaturer og noget mere stabile nedbørsmønstre. Det er de zoner, som kommer relativt tæt på den nuværende polarcirkel.
I forskellige scenarier falder Frankrig præcis i dette bælte. På grund af den nordlige forskydning får landet en gunstigere kombination af varme, dagslys og adgang til vandressourcer end det sviende indland omkring ækvator.
Frankrig dukker op i flere simuleringer som en af de få regioner, hvor store landdyr, herunder fremtidige efterkommere af mennesket, stadig kunne finde beboelige forhold.
Dette såkaldte klimarefugium ville Frankrig dele med blandt andet dele af det nuværende Storbritannien, Portugal og stykker af det nordlige Afrika. Den præcise placering afhænger af, hvor hurtigt pladerne bevæger sig, hvor kraftig vulkansk aktivitet bliver, og hvordan den fremtidige atmosfære opfører sig, men det generelle billede er slående konsistent.
Hvad betyder sådanne scenarier for os nu?
250 millioner år ligger langt uden for horisonten for politik, økonomi og endda for vores art. Alligevel bruger forskere disse langsigtede simuleringer til konkrete indsigter i den aktuelle klimadebat. Den, der forstår, hvordan kontinenter, oceaner og CO₂-niveauer sammen styrer klimaet, kan bedre vurdere, hvor følsom vores planet er over for forstyrrelser.
Pangæa Ultima-modeller viser for eksempel, hvor kraftigt kombinationen af varmere sollys og forhøjede drivhusgasser slår igennem. Selv uden menneskelig udledning ville jorden på sigt bevæge sig mod varmere tilstande. De nuværende menneskeskabte emissioner accelererer dele af den proces over en brøkdel af tidsskalaen.
Simuleringer, usikre detaljer og hårde fysiske love
Det nøjagtige kort over Pangæa Ultima forbliver spekulativt. Plader kan bevæge sig hurtigere eller langsommere, midtoceaniske rygge kan bremse, subduktionszoner flytte sig. Nogle modeller placerer endda fremtidige brudlinjer andre steder end i de klassiske scenarier.
Alligevel bygger alle versioner på de samme fysiske principper:
- tektoniske plader bevæger sig nogle centimeter om året;
- kollisioner danner bjerge og lukker oceaner;
- solen bliver langsomt lysere;
- vulkanisme påvirker langsigtede CO₂-niveauer.
Selvom den præcise form af Pangæa Ultima varierer, holder kernen: kontinenter fortsætter med at bevæge sig, superkontinenter vender tilbage, og klimaet reagerer kraftigt på, hvordan land og hav er fordelt.
Fra fremtidsfantasi til klasseværelse og forskningslaboratorium
For undervisning og videnskabskommunikation udgør disse scenarier et kraftfuldt værktøj. En animation af forskydende kontinenter gør pladetektonik pludselig håndgribeligt for elever. Et kort over Pangæa Ultima pirrer fantasien: hvor ville “Frankrig” ligge, hvordan ser dyrs migrationsruter ud, hvilke have forsvinder?
I forskningslaboratorier bruger geofysikere og klimaforskere de samme modeller til at teste hypoteser. Hvordan ændrer havniveauet sig, når kontinenter klumper sammen? Hvilken rolle spiller fremtidige supervulkaner? Hvordan forholder gamle masseuddøelser som ved slutningen af Perm sig til de forhold, som Pangæa Ultima muligvis vil skabe?
For et dansk publikum rejser scenariet om et nordpå forskudt Frankrig en ekstra tanke. Hvis nuværende lavtliggende lande engang forsvinder i tektoniske processer eller under fremtidige have, forskyder centrum af menneskeligt liv sig måske til i dag usandsynlige regioner. De kort, vi bruger nu, fortæller kun et kort kapitel af en meget længere historie, hvor Frankrig sagtens kan få en uventet hovedrolle på en fjern, brændende varm jord.
