En stor undersøgelse afslører, hvad der driver jægere væk – og hvad der trækker dem tilbage
Stadig flere jægere hænger geværet på knagen, ofte med tungt hjerte og af overraskende forskelligartede årsager. En omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt tidligere jægere kaster lys over, hvorfor hobbyen mister terræn – men også hvorfor en stor del stadig drømmer om at vende tilbage til marken. Økonomi, helbred, tid, ændret natur, regler, socialt pres og jægerens image i samfundet spiller alle ind.
Pengene er den vigtigste årsag til at give op
Undersøgelsen, som blev gennemført blandt over ni tusinde tidligere jægere, tegner et klart billede: økonomien vejer tungt. De samlede udgifter ved jagt – licens, deltagelse i jagter, udstyr, ammunition, hunde, transport – løber hurtigt op.
For 28 procent af de tidligere jægere er hobbyens samlede pris den afgørende grund til at stoppe.
Mange mennesker tænker blot på én årlig licens, men jægerne selv møder en lang liste af faste og variable udgifter:
- Årlig jagttegn og administrative gebyrer
- Bidrag til deltagelse i jægerlav eller jagtterræn
- Våben, vedligeholdelse og obligatorisk sikkerhedsudstyr
- Tøj, støvler, kikkert og øvrigt udstyr
- Udgifter til hunde, træning og dyrlæge
- Brændstof og transport til ofte afsides beliggende jagtområder
Især unge jægere med begynderlønninger og ældre jægere med en mindre pension mærker presset. Hobbyen taber da kampen mod andre udgifter: børn, boligomkostninger, bil og ferier.
Helbred og alder: kroppen kan ikke længere følge med
Næst efter pengene kommer en helt anden årsag: en krop, der ikke længere vil det, som hovedet stadig ønsker. Lidt over en fjerdedel af de tidligere jægere angiver, at de holder op på grund af helbred eller fysisk formåen.
Jagt kræver tidlige opstarter, lange ture i ujævnt terræn, timevis af stilstand i kulde og regn og til tider tungt løft. For mennesker med hjerte-kar-sygdomme, ledproblemer eller nedsat bevægelighed bliver sådan en dag en udmattende affære.
Denne gruppe er ikke nødvendigvis mindre motiveret. Tværtimod oplever mange det som et tab af en del af deres identitet. Tidligere var de "jægeren" i familien eller landsbyen. Nu ser de til fra sidelinjen eller påtager sig støttefunktioner som organisering eller vildtbehandling.
Mindre småvildt: jagten føles anderledes end tidligere
Hver fjerde tidligere jæger opgiver at have stoppet på grund af tilbagegangen i småvildt: harer, kaniner, agerhøns, fasaner og andet traditionelt jagtvildt. Det ændrer oplevelsen af jagten markant.
Årsager, der ofte nævnes i jagtkredse, er blandt andre:
- Intensivt landbrugsbrug og færre småskalalandskaber
- Tab af hegn, grøftekanter og andre skjulesteder
- Trafikofre samt prædation fra ræv og rovfugle
- Sygdomme blandt kaniner og andet vildt
Hvis der efter en hel dags vandring næsten ikke ses vildt, mister nogle jægere lysten. Ikke kun fordi udbyttet er magert, men også fordi de får en fornemmelse af, at deres tilstedeværelse bidrager lidt til hverken forvaltning eller tradition.
Tidsmangel: familie og arbejde vinder over jagten
Jagt kræver tid: forberedelse, rejsetid, en hel dag i felten, efterfølgende samling og træning på skydebanen for at holde færdighederne ved lige. For mange mennesker passer det dårligt ind i et liv med uregelmæssige vagter, små børn og overfyldte kalendere.
| Årsag til tidsmangel | Andel af tidligere jægere |
|---|---|
| Familie og børn | 23% |
| Arbejde og karriere | 18% |
Bemærkelsesværdigt nok er netop disse årsager dem, der kan ændre sig med tiden. Børn bliver ældre, stillinger skifter, og arbejdstider bliver mere fleksible. Derfor er en eventuel tilbagevenden til jagten langt mere sandsynlig for denne gruppe end for dem, der stopper af helbredsmæssige årsager.
Når hunden eller falken forsvinder, forsvinder magien for nogle
For en del jægere handler hele oplevelsen om samspillet med dyret: hunden der står for, rovfuglen der jager, eller endda heste ved drevjagter. Et sådant dyr er ikke blot et redskab, men en makker.
Omkring 15 procent af de stoppede jægere angiver, at fraværet af en jagthund, rovfugl eller hest var den afgørende faktor.
Når en elsket hund dør eller en falk ikke længere kan bruges, føles det for disse jægere, som om hjertet er taget ud af hobbyen. At træne et nyt dyr kræver tid, penge og følelsesmæssigt overskud. Ikke alle begynder på det igen i en sen alder.
Regler, papirarbejde og debatter: hobbyen føles mere kompliceret
En anden hæmsko er den voksende mængde regler og administration. Fjorten procent af de tidligere jægere nævner ophobningen af forskrifter og blanketter som en væsentlig grund til at stoppe.
Hvor en lokal jagttilladelse og et par mundtlige aftaler tidligere holdt, møder jægere i dag:
- Strengere våbenlovgivning og opbevaringsregler
- Sikkerhedskrav og kontroller
- Administration af skadebekæmpelse og vildttællinger
- Lokale aftaler med jordejere og naturforvaltere
Nogle får fornemmelsen af, at de sidder mere bag et skrivebord end i felten. Kombinationen af administrativt pres og den samfundsmæssige debat om jagt hæver tærsklen, særligt for nykommere.
Svært at få adgang til terræner og jægerlaug
Jagt kan næsten aldrig udøves på eget initiativ alene. En jæger har brug for adgang til et område og tilknytning til en gruppe. Elleve procent af de stoppede jægere oplyser, at de ikke kunne finde et passende lav eller jagtterræn.
I mange regioner er eksisterende jagtgrupper lukkede eller fuldt optagne. Landbrugsjord overgår til andre formål som boligbyggeri eller naturudvikling. Den, der ikke har familieforbindelser i jagtmiljøet, løber ind i lukkede døre.
Hertil kommer afstand: ti procent af de tidligere jægere bor simpelthen for langt fra det nærmeste jagtområde. Et par timers kørsel for én morgensession er ikke realistisk for de fleste.
Hvorfor nogle aldrig rigtig begynder at jage, selv efter eksamen
En bemærkelsesværdig gruppe er dem, der har bestået jagttegnseksamen, men aldrig registrerede deres tilladelse til faktisk deltagelse.
For 44 procent af dem viste udgifterne sig at være højere end forventet efter eksamen. Kurset var til at overskue, men den egentlige jagt – med deltagelsesomkostninger og udstyr – bærer en ganske anden prisseddel.
En anden stor hindring: 37 procent finder ikke et terræn eller en gruppe, de kan slutte sig til. Uden netværk forsvinder motivationen hurtigt. Desuden indrømmer 27 procent ærligt, at de tog eksamen uden egentlig at have lyst til at jage jævnligt – det var mere en udfordring, noget de ville have prøvet.
En mindre, men interessant kategori siger, at de primært tog eksamen for lovligt at kunne beholde et arvet våben. For 15 procent var det hovedformålet. Yderligere 5 procent fulgte uddannelsen af professionel nødvendighed, eksempelvis til en stilling inden for naturforvaltning eller landbrug.
Er tidligere jægere tabt for hobbyen for altid?
Baseret på tallene er det ikke tilfældet. Mere end halvdelen af de tidligere jægere – omkring 54 procent – overvejer at genoptage jagten i fremtiden, hvis omstændighederne ændrer sig.
Især folk, der stoppede på grund af arbejde eller familie, ser sig selv vende tilbage til marken.
Blandt dem, der stoppede af familiemæssige årsager, siger 74 procent, at de gerne vil tage geværet op igen senere. Blandt jægere, der holdt op på grund af arbejdspres, er tallet endda helt oppe på 81 procent. Den, der forlod sporten på grund af travlhed, er altså ofte ikke en egentlig frafalden, men snarere en midlertidig pause-tager.
Pres udefra: image, sikkerhed og følelser
Ud over de nævnte årsager spiller faktorer ind, der sjældnere krydses af i spørgeskemaer, men som går igen i samtaler i jagtmiljøer. Det drejer sig om kritiske reaktioner fra naboer, kolleger eller familiemedlemmer, eller bekymringer om hændelser med jægere og sikkerhed.
Stadig flere jægere oplever, at de skal forsvare deres hobby til fødselsdagsfester eller på de sociale medier. Ikke alle har lyst til den vedvarende diskussion. Særligt nye jægere hiver stikket inden de rigtig er kommet i gang, fordi de er utrygge ved åbent at kalde sig "jæger".
Hvad jagtorganisationer kan gøre med disse tal
For nationale og regionale jagtorganisationer rummer tallene konkrete muligheder. Hvis økonomi er den vigtigste barriere, kan man overveje afdragsordninger, startrabatter eller fælles udstyrspuljer i foreningsregi.
Ved helbredsproblemer kan kortere jagtsessioner, flere høje jagtstande, lettere våben og tilpassede ruter stadig give ældre jægere en aktiv rolle. Nogle lande arbejder allerede med "seniorjagter", hvor tempo og varighed tilpasses den enkeltes formåen.
Manglen på småvildt hænger tæt sammen med den bredere natur- og landbrugspolitik. Genopretning af hegn, markbræmmer og småskala-landskabselementer gavner ikke kun jagten, men også biodiversitet, engfugle og insekter. Her kan jægere, landmænd og naturorganisationer finde fælles grund.
Praktiske muligheder: fra prøvedage til deltidsjæger
Den, der læser tallene grundigt, ser muligheder for nye former for jagtoplevelse. Ikke alle ønsker at være afsted hver weekend og investere tusindvis af kroner. En mere fleksibel tilgang kan appellere til en langt bredere gruppe:
- Prøvedage, hvor interesserede kan følge med uden eget udstyr
- Deltagelsespakker for et begrænset antal jagtdage om året
- Fælles hunde eller samlet hundetræning inden for foreninger
- Online platforme, der sætter jægere og arealforvaltere i kontakt
Bedre vejledning kan også gøre en forskel. Den, der begynder på et jagtkursus, har gavn af et realistisk billede af de samlede omkostninger, tidsforbruget og chancen for adgang til et område. Det forebygger skuffelse og impulskøb og øger sandsynligheden for, at nye jægere holder ved.
For dem, der er i tvivl om jagten stadig passer ind i deres liv, findes der alternativer tæt på jagt: vildtforvaltning uden skud, tælling af vildt, hjælp ved behandling af nedlagt vildt eller vejledning ved jagtdage. På den måde bevares tilknytningen til naturen, selv når geværet oftere bliver i skabet.
