Hun voksede op i et hjem, hvor man slugte sine tårer og bare fortsatte.
Det tog år, før hun turde ringe til en psykolog.
Stadig flere unge kæmper stille med angst, tristhed og præstationspres, mens mange familier stadig holder fast i forestillingen om, at professionel hjælp er "overdrevet". Historien om en 24-årig studerende viser, hvor dybt det tabu sidder – og hvordan det alligevel langsomt begynder at flytte sig.
En generation mellem to verdener: alt deles online, men hjemme tier man
En Ipsos-undersøgelse fra 2025 tegner et dystert billede: mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke har det mentalt godt. Cirka 60 procent viser tegn på psykisk mistrivsel, og 38 procent overvejer seriøst at droppe ud af studiet på grund af psykiske problemer.
Samtidig er de sociale medier overfyldt med indhold om mental sundhed. På TikTok har hashtagget #mentalhealth genereret titusindvis af milliarder visninger. Videoer, hvor unge fortæller direkte til kameraet, at de ikke har det godt, eller deler deres terapierfaringer, tiltrækker millioner af seere.
Online virker det at tale om angst og depression som den mest naturlige ting i verden – ved køkkenbordet er det langt fra altid tilfældet.
Den spænding kender mange unge til: på den ene side et digitalt miljø, hvor sårbarhed nærmest er et format, på den anden side forældre, der er vokset op med devisen: klynk ikke, kom videre.
'Hjemme lærte jeg: vær stærk, og klag ikke'
Den 24-årige studerende Nasrine voksede op i netop sådan en familie. At være stærk, holde ud og ikke tale for meget om følelser – det var normen. Først da hun for alvor kørte fast, opdagede hun, hvor lidt plads der var i hendes omgivelser til at indrømme, at det ikke gik.
Hun følte sig udmattet, nedtrykt og mere og mere isoleret fra andre – men holdt det for sig selv. Hendes forældre omtalte psykologer som noget for folk, der virkelig var slemt stillet. Det fik hjælp til at føles som en personlig fiasko.
"Selv når jeg havde folk omkring mig, følte jeg mig alene," siger hun om den periode.
Den slags fortællinger går igen i undersøgelser: mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke hurtigt ville opsøge hjælpetilbuddene på deres uddannelse – selv ikke når behovet er akut. Skam, frygten for at virke overdramatisk og ønsket om ikke at være en byrde for andre spiller en stor rolle.
Vendepunktet: at acceptere, at det er normalt ikke at have det godt
For Nasrine kom vendepunktet, da hun fandt en studenterhjælpelinje bemandet af medstuderende. I Frankrig hedder organisationen NightLine; i Danmark findes lignende initiativer i form af lyttelinjer og chattjenester for unge. Idéen er enkel: tale med én, der befinder sig i omtrent samme livsfase, frem for straks at henvende sig til en officiel instans.
Hun tøvede længe, inden hun ringede. Hvad nu hvis hendes problemer "ikke var alvorlige nok"? Hvad nu hvis hun ikke blev taget seriøst? Alligevel valgte hun at gøre det. Samtalen gjorde især én ting klart: man behøver ikke først at bryde fuldstændig sammen, før man har lov til at bede om hjælp.
Steget hen til en lyttelinje eller en psykolog er ikke et tegn på svaghed – det er et tegn på, at du tager ansvar for dig selv.
Oplevelsen betød så meget for hende, at hun siden meldte sig som frivillig. Hun ønskede, som hun selv formulerer det, at "give tilbage, hvad jeg selv fik": et lyttende øre, uden fordomme, i det øjeblik alt føltes for tungt.
Hvorfor forældre ofte halter bagefter deres børn
Den sætning, hun hørte fra sin mor – at en psykolog kun er til folk, der er "rigtig skøre" – dukker op i utallige variationer i stuer og køkkener landet over. De fleste forældre mener det ikke ondt. De er selv vokset op med lidt rum til sårbarhed og ofte uden adgang til psykisk hjælp.
Alligevel har den slags udsagn tydelige konsekvenser:
- Unge venter længere med at søge hjælp, så problemerne forværres.
- De føler sig skyldige eller overdramatiske, hvis de ønsker at tale med en psykolog.
- Tærsklen for at være åben om angst, tristhed eller stress bliver højere.
På TikTok, Instagram og YouTube sker der imidlertid noget andet. Unge deler åbent, at de er i terapi, taler om panikangst og udbrændthedslignende tilstande og bearbejder det med sort humor eller korte videoer, hvor de genskaber genkendelige situationer.
Den åbenhed kan give lettelse – "jeg er ikke den eneste" – men løser ikke automatisk problemet derhjemme. Der er stadig nogen, der skal starte samtalen.
Hvordan starter du som forælder en samtale uden at dømme?
Psykologer og hjælpeorganisationer giver ofte de samme grundlæggende råd til forældre, der ønsker at støtte deres barn, men ikke ved hvordan:
- Vent ikke på, at der opstår en krise. Gør mental sundhed til et naturligt samtalemne. Spørg ind til, hvordan det egentlig går – uafhængigt af karakterer og præstationer.
- Lyt længere, end du er vant til. Mange forældre fylder tavsheden ud eller kommer hurtigt med løsninger. Unge har ofte først brug for at fortælle deres historie uden at få råd med det samme.
- Undgå etiketter som "slapsvans" eller "svag". Selv halvt sjovt mente kommentarer kan få et barn til at holde op med at dele noget som helst.
- Normaliser det at søge hjælp. Du kan sige direkte, at det er okay at tale med en psykolog, mentor eller praktiserende læge, hvis det ikke går.
- Vis din egen sårbarhed. Når du fortæller om øjeblikke, du selv har haft det svært, opstår der rum til en ærlig samtale.
En forælder behøver ikke at være terapeut. At være til stede, lytte og ikke vinke hjælp væk gør ofte den største forskel.
Hvad unge selv kan gøre, når det er svært at tale hjemme
Ikke alle har forældre, man nemt kan tale med. Nogle unge frygter at blive misforstået, andre vil ikke belaste deres forældre. Der findes dog mellemtrin, der kan hjælpe til ikke at blive ved med at gå alene med det:
- Find en kontaktperson på skolen eller universitetet – studievejleder, mentor eller en betroet lærer.
- Brug anonyme chat- eller telefonhjælpelinjer til en første samtale.
- Tal med én ven, du virkelig stoler på, frem for at slå vagt ud på sociale medier.
- Skriv ned, hvad du føler, og tag notaterne med til en praktiserende læge eller hjælper.
Online synlighed om mental sundhed kan hjælpe med at bryde den første skam, men personlige, trygge samtaler forbliver uundværlige. I en samtale ansigt til ansigt er det langt lettere at finde ud af, hvad du har brug for, og hvilken form for hjælp der passer til dig.
Sådan genkender du signalerne tidligere – for forældre og studerende
Psykiske problemer sniger sig ofte langsomt ind. Man vænner sig til dårlig søvn, til den konstante knude i maven eller til følelsen af, at man hvert øjeblik er ved at glemme noget vigtigt. Der er dog signaler, det er værd at være opmærksom på:
| Signal | Hvad du kan gøre |
|---|---|
| Langvarige søvnproblemer | Tal om det, se på rytme og skærmvaner, opsøg lægen, hvis det varer uger. |
| Pludselig tilbagegang i karakterer eller motivation | Spørg til stress, pres og koncentration – ikke kun til "dovenskab". |
| Trækker sig fra venner og aktiviteter | Inviter til små skridt: en kort gåtur, et fælles måltid, en rolig snak. |
| Hyppige fysiske klager uden tydelig årsag | Tag det alvorligt – psykosomatiske klager er et velkendt tegn på stress. |
For studerende selv gælder det: hvis du i ugevis har følelsen af, at alt kræver en enorm indsats, eller bemærker, at du aflyser mere og mere og ikke længere finder glæde i noget, er det ikke en karakterfejl. Det er klassiske advarselssignaler om, at du har brug for støtte.
Derfor er dette ikke et 'modefænomen', men en stille forskydning
Nogle forældre og lærere reagerer på den voksende opmærksomhed omkring mental sundhed med skepsis: "Alle er jo stressede i dag" eller "I min tid fandtes udbrændthed ikke". I virkeligheden handler det ikke så meget om mere svaghed, men om mere sprog og mere pres.
Studerende møder høje præstationskrav, økonomisk usikkerhed og en online verden, der aldrig holder op med at sammenligne. Samtidig er der endelig plads til at sætte ord på angst, traumer og overbelastning. Hvor tidligere generationer ofte trykkede problemerne ned, lader unge dem nu sommetider komme til overfladen – med alle de rå kanter.
Historien om den studerende, der voksede op med forestillingen om, at psykologer kun er til "skøre mennesker", viser, hvor stor den mentale kløft inden for familier kan være. Men den viser også noget håbefuldt: én, der først kæmpede i stilhed, turde ringe til et nummer, fandt genkendelse og endte med selv at blive den, der hjælper andre igennem natten.
Den, der lever eller arbejder tæt på studerende – som forælder, lærer, udlejer eller ven – behøver ingen avanceret terapeutuddannelse for at gøre en forskel. En åben holdning, færre fordomme og den enkle anerkendelse af, at det er okay at bede om hjælp, fjerner allerede en stor del af den skam, der så længe har hæftet sig ved psykisk hjælp.
