Fransk pensionistpar lever af rejser og indkøb på statens regning

Et ægtepar sætter gang i heftig debat i Frankrig

Et ældre fransk par afslører åbent, hvordan de hver måned klarer sig for over 1.600 euro – uden nogensinde at have haft et officielt arbejde. Historien har skabt store bølger i Frankrig og sætter spørgsmålstegn ved, hvor generøst det franske system egentlig er over for ældre med få midler.

Deres eksempel viser samtidig, hvor komplekse reglerne kan være – særligt når man lever som par.

Hvilken ydelse gør det muligt?

Kernen i historien handler om en fransk aldersydelse målrettet personer med meget lav indkomst. Ordningen sikrer, at ældre borgere modtager en minimumsindkomst, selv hvis de aldrig har optjent pension. I daglig tale omtales den stadig ofte som "minimumsydelsen for ældre".

Systemet fungerer som et sikkerhedsnet. Staten opgør først, hvilke indtægter en person eller et par allerede har, og supplerer derefter op til et fastsat minimum. For par kan dette i 2026 løbe op til cirka 1.620 euro om måneden.

Et par med næsten ingen pension kan i 2026 tilsammen hæve over 1.600 euro om måneden gennem denne solidaritetsordning.

For det pågældende ægtepar betyder det: ingen lønsedler fra fortiden, men alligevel nok penge hver måned til et enkelt liv – med rejser rundt i Frankrig og daglige indkøb, alt sammen det, de selv kalder "på statens regning".

Hvor meget kan et par maksimalt modtage i 2026?

De franske myndigheder justerer beløbene hvert år. For 2026 gælder følgende:

• Enlig ældre: maksimalt 1.043,59 euro om måneden (12.523,14 euro om året)
• Par der bor sammen: maksimalt 1.620,18 euro om måneden (19.442,21 euro om året)

Det er ikke et fast beløb, alle automatisk modtager. Ordningen fungerer som et "supplement op til": staten lægger først alle husstandens indtægter sammen og udbetaler derefter differencen op til det maksimale niveau.

Ydelsen er altså en såkaldt differentiel tillægsydelse: den der har lidt i forvejen, får relativt meget. Den der allerede nærmer sig loftet via pensionsindtægt, modtager kun et lille beløb – eller slet ingenting.

Fordeling mellem parterne

Når det gælder par, ser myndighederne på den samlede indkomst, men ydelsen beregnes individuelt for hver person. Begge parter modtager en del afhængigt af deres egne personlige indtægter. I praksis lægger parret blot mærke til det samlede beløb på kontoen, men i sagsakterne opretholdes skelnen.

Hvornår har et par ret til denne franske ydelse?

Betingelserne er strenge, selv om resultatet for de berørte til tider kan virke ganske rundhåndet. For at et par kan komme i betragtning, gælder blandt andet disse krav i 2026:

• Begge partnere skal som udgangspunkt være mindst 65 år, med visse undtagelser – for eksempel ved invaliditet, handicap eller status som tidligere krigsveteran
• Mindst ni måneders ophold om året i Frankrig, i det europæiske Frankrig eller visse oversøiske departementer
• Samlet indkomst under grænsen på 1.620,18 euro om måneden

Et bemærkelsesværdigt detalje: den juridiske form for forholdet spiller ingen rolle. Hvad enten parret er gift, har registreret partnerskab eller blot lever sammen, er det afgørende, om de faktisk lever som et par.

For den franske stat betyder et vielsesbevis ikke det store – det afgørende er, om to mennesker lever sammen som par.

Hvilke indtægter medregner den franske stat?

Den myndighed, der tildeler ydelsen, danner sig et bredt billede af den økonomiske situation. Følgende medregnes blandt andet:

• Pensioner (både grundpension og tillægspension)
• Eventuelle indtægter fra bijob eller selvstændig virksomhed
• Lejeindtægter eller andet afkast fra fast ejendom
• Afkast fra opsparing og investeringer

Ikke alle støtteordninger tæller med. Blandt andet huslejetilskud, visse pleje- og handicapordninger samt værdien af egen bolig regnes ikke som indkomst. Det betyder, at nogle par med et relativt beskedent månedligt budget alligevel holder sig inden for grænsen.

Myndighederne ser først på de seneste tre måneder. Hvis husstanden i den korte periode ligger en smule over grænsen, følger en kontrol baseret på de seneste tolv måneder – så et midlertidigt udsving ikke umiddelbart fører til afslag.

Sådan ansøger et par om ordningen

Ansøgningen foregår via forskellige instanser afhængigt af, hvilket pensionssystem man tilhører. For personer med en almindelig lønmodtagerbaggrund håndteres sagen af det franske pensionsforsikringsfond og regionale fonde. Tidligere landbrugere henvender sig til landbrugsfonden. Ældre uden pensionsrettigheder søger via rådhuset hos en særlig tjeneste, der administrerer denne solidaritetsordning.

Ydelsen træder i kraft den første dag i måneden efter modtagelse af en komplet ansøgning. Begge partnere skal indsende dokumentation, herunder:

• Identitetsbeviser og eventuelt opholdsdokumenter
• Dokumentation for forholdet eller samlivet – for eksempel familiebog eller erklæring
• Oversigter over pensioner og andre nylige indtægter
• Attester for andre modtagne ydelser som huslejetilskud eller handicapstøtte
• Bankkontonummer i en eller begge partneres navn

Der er altså tale om et dossiersystem, der løbende opdateres – ikke en anonym, automatisk overførsel. Den der bor i udlandet eller er meget væk, risikerer at miste retten, hvis vedkommende ikke opholder sig tilstrækkeligt mange måneder om året i Frankrig.

"Vi rejser og handler ind på statens regning"

Tilbage til det par, der startede debatten. De indrømmer selv åbent, at de aldrig har arbejdet formelt. Deres rettigheder er opbygget via solidaritetsordningen – ikke via lønskat eller præmier. Med de 1.600 euro om måneden betaler de husleje, faste udgifter og daglige fornødenheder, og det der er til overs, bruger de på at rejse rundt i Frankrig.

For modstanderne føles det uretfærdigt over for dem, der i årevis har indbetalt præmier. Tilhængerne påpeger, at systemet netop er designet til at forebygge fattigdom i en høj alder – også for folk der af den ene eller anden grund aldrig fik en stabil karriere.

Parrets historie rammer en øm nerve: solidaritet eller misbrug – hvor går grænsen?

Hvad sker der med de udbetalte beløb efter dødsfald?

Et punkt der ofte drukner i debatten er tilbagebetalingen efter dødsfald. Den franske stat kan nemlig delvist kræve de udbetalte beløb tilbagebetalt fra boet, hvis dette er stort nok.

For dødsfald i 2026 gælder følgende grænser for nettoformuen:

• I det europæiske Frankrig: tilbagebetaling først fra 108.586,14 euro
• I visse oversøiske departementer: tilbagebetaling fra 150.000 euro

Ligger formuen under disse grænser, behøver arvingerne ikke betale noget tilbage. For mange beskedne husstande er ordningen i praksis en definitiv fordel uden økonomisk byrde for børnene.

Overstiger formuen grænsen, kan staten kræve en del af ydelsen tilbage. For et par kan det desuden først ske fuldt ud, efter at begge partnere er gået bort – så den efterlevende ikke pludselig står uden eksistensgrundlag.

Vigtigt at melde ændringer til myndighederne

For par med denne ydelse spiller deres livssituation en afgørende rolle. Ændrer noget sig, skal det hurtigt indberettes. Eksempler på relevante ændringer:

• Separation eller faktisk brud i forholdet
• Den ene partners dødsfald
• En af parterne begynder at arbejde igen eller får ny indkomst
• Flytning til et andet land

En sådan ændring udløser en ny beregning. Nogle gange falder det gunstigt ud – for eksempel når en efterlevende partner som enlig får ret til et højere individuelt loft. I andre situationer kan ydelsen falde eller ophøre helt.

Hvad kan vi lære af det franske eksempel?

Selv om dette er en typisk fransk ordning, berører diskussionerne spørgsmål, der er relevante langt ud over Frankrigs grænser: Hvor langt skal solidariteten række, hvor meget skal arbejde kunne betale sig, og hvilken rolle spiller formue i den sene alder?

Den franske model viser, at et generøst minimum for ældre med få midler kan reducere fattigdom markant – men det skaber også friktion hos dem, der i årevis har indbetalt til systemet. Samtidig tydeliggør tilbagebetalingsreglen ved større bo, at solidaritet ikke automatisk betyder, at pengene er en endelig gave.

For alle der bor i Frankrig eller ønsker at tilbringe alderdommen der, kan det betale sig at kende disse regler i detaljer. Forskellen på at søge eller ikke søge kan hurtigt løbe op i hundredvis af euro om måneden – og afgøre, om man sidder derhjemme efter pensionen, eller som det omtalte ægtepar krydser landet med et enkelt budget.