Et nyt mystisk fænomen: ASKAP J1424
I udkanten af vores Mælkeveј har et australsk radioteleskop opdaget en kilde, der opfører sig som et kosmisk fyrtårn med en usædvanlig langsom, men bemærkelsesværdigt stabil blinken. Egenskaberne passer ikke ind i eksisterende teorier, og det får astronomer til højt at overveje, om de ser på en kendt type stjerneobjekt – eller noget helt nyt.
Det mystiske signal og dets opdager
Den gådefulde kilde bærer det lidt fantasiløse navn ASKAP J1424, opkaldt efter Australian SKA Pathfinder (ASKAP), det radioteleskop der sporede den. ASKAP består af et netværk af parabolantenner i det australske outback og er konstrueret til at kortlægge store dele af himlen med stor hastighed.
ASKAP J1424 dukkede op under det store surveyprojekt Evolutionary Map of the Universe (EMU), som systematisk scanner radiohimlen. Under disse målinger holder forskerne særligt øje med såkaldte transienter – kilder der bliver stærkere, udsender lysimpulser eller ind imellem forsvinder helt.
ASKAP J1424 viste sig ikke at være en tilfældig støjplet, men derimod en kilde der med forbløffende regelmæssighed udsender radiopulser – som om nogen har indstillet et kosmisk køkkenuret på præcis 36 minutter.
En helt ny klasse af himmelobjekter
Kilden tilhører en relativt ny kategori af objekter, som astronomer kalder long-period radio transients. Disse objekter adskiller sig markant fra almindelige pulsarer, der typisk sender signaler afsted med mellemrum på sekunder eller brøkdele heraf. En periode på 36 minutter er ekstremt lang og udfordrer de nuværende modeller for, hvordan sådanne kosmiske sendere fungerer.
Det, der gør ASKAP J1424 særligt bemærkelsesværdig, er kombinationen af den lange periode og den ekstraordinære stabilitet. Pulserne ankommer med en præcision, der minder om et atomiur – en egenskab, der normalt forbindes med neutronstjerner eller andre kompakte objekter. Men ingen kendte type kompakt objekt forklarer fuldt ud de observerede egenskaber.
Hvad gemmer der sig bag signalet?
Forskerne overvejer flere mulige forklaringer. En mulighed er, at der er tale om en usædvanligt langsomt roterende neutronistjerne, også kaldet en magnetar. En anden mulighed peger på et hvidt dværgsystem med særlige magnetiske egenskaber. Ingen af disse forklaringer er dog helt tilfredsstillende med de data, der foreligger.
Det er netop denne uafklarethed, der gør opdagelsen så spændende for det astronomiske miljø. ASKAP J1424 minder forskerne om, at universet stadig gemmer på fænomener, vi endnu ikke har en teori til at beskrive. Jagten på en forklaring er nu for alvor skudt i gang.
