Ny hjerneforskning afslører markante afvigelser hos voldelige mænd
En ny hjerneundersøgelse af voldelige mænd peger på bemærkelsesværdige afvigelser i deres tænke- og følelsescenter. Resultaterne kan få konsekvenser helt ind i retssalen.
En spansk forskergruppe har koblet en tyndere hjernebark i specifikke hjerneområder sammen med mere impulsiv og kold adfærd. Fundene nærer en følsom debat: Hvor meget af ekstrem hårdhed stammer fra personlighed, og hvor meget kommer fra hjernens egen byggeskitse?
Hvad forskerne forstår ved psykopati
Psykopati er ikke en officiel psykiatrisk diagnose, men snarere en samlebetegnelse for vedvarende personlighedstræk. Det drejer sig om mennesker, der næsten ikke kan føle med andre, ikke viser anger efter skadelig adfærd og ofte målrettet manipulerer for at få, hvad de ønsker.
De handler jævnligt impulsivt, ignorerer sociale regler og er påfaldende ofte involveret i aggression eller kriminalitet. Alligevel handler det ikke udelukkende om karikaturen af seriemorderen fra film. Mange mennesker med stærke psykopatiske træk fungerer tilsyneladende normalt i arbejde og relationer, mens de under overfladen oplever meget lidt følelsesmæssigt engagement.
Flere årsager – fra barndom til genetik
Forskere betragter psykopati som et produkt af flere samtidige faktorer. Følgende spiller ofte en rolle:
- en barndom præget af vold, forsømmelse eller uforudsigelig opdragelse
- få tydelige grænser eller opsyn i hjemmet
- mulige genetiske sårbarheder
- langvarig eksponering for rusmidler som alkohol eller stoffer
De seneste år har opmærksomheden i stigende grad rettet sig mod biologien. Med MRI-scanninger og avanceret software forsøger neurovidenskabsmænd at kortlægge, hvilke hjerneområder der adskiller sig hos mennesker med mange psykopatiske kendetegn.
Forskere skubber billedet af den "rene skurk" til side og kigger på konkrete forskelle i hjernestruktur, der følges med kold og impulsiv adfærd.
Spansk studie fokuserer på gerningsmænd bag partnervold
Den nye undersøgelse, offentliggjort i fagbladet Aggression and Violent Behavior, ser nærmere på en gruppe mænd, der er dømt for partnervold. Psykopati er allerede anerkendt som en tydelig risikofaktor for forskellige former for aggression, herunder mishandling i nære relationer.
Holdet bag neuropsykolog Ángel Romero-Martínez ønskede at undersøge, om de samme hjernmønstre, der tidligere er dukket op hos psykopater, også kan ses hos disse gerningsmænd bag vold i hjemmet.
Hvem deltog i undersøgelsen?
Forskerne sammenlignede to grupper:
| Gruppe | Antal deltagere | Kendetegn |
|---|---|---|
| Gerningsmænd bag partnervold | 67 mænd | Dømt for vold mod deres partner |
| Kontrolgruppe | 58 mænd | Ingen kendt forhistorie med vold |
Hver deltager gennemgik et grundigt interview på cirka 45 minutter baseret på PCL-R, det mest anvendte spørgeskema til måling af psykopatiske træk. Testen ser på forhold som mangel på skyldfølelse, løgnagtighed, manipulerende adfærd og overfladisk charme.
Forskerne tog også højde for alder, uddannelsesniveau og stofbrug. Derefter fulgte en MRI-scanning af hjernen, og med specialiseret software målte de tykkelsen af hjernebarken – det yderste lag grå substans – i forskellige områder.
- Hjernebarken dækker begge hjernehalvdele og spiller en nøglerolle i tænkning og følelser.
- Frontale, temporale og parietale områder styrer blandt andet beslutninger, motorik, sprog og bearbejdning af sanseindtryk.
- PCL-R hjælper med at fastslå, hvor stærkt en person udviser antisociale og følelsesmæssigt kolde træk.
Tyndere hjernepark i afgørende zoner
Da videnskabsmændene lagde scanningerne ved siden af testresultaterne, trådte et tydeligt mønster frem. Mænd med en tyndere hjernepark i frontale, temporale og parietale områder scorede højere på antisocial og kold adfærd. Det gjaldt både de dømte gerningsmænd og mænd fra kontrolgruppen med høje scores på psykopatitræk.
En slankere hjernepark i disse zoner hang sammen med større impulsivitet, mindre empati og stærkere tilbøjelighed til manipulation.
De involverede hjerneområder spiller en central rolle i at ordne sanseindtryk, planlægge adfærd og vurdere konsekvenser. De hjælper en person med at aflæse andres følelser, bremse egne impulser og træffe moralske valg.
Når barken dér er tyndere, kan disse funktioner fungere mindre smidigt. En person kan hurtigere give efter for et indfald, opleve mindre frygt eller skyldfølelse og føle færre hæmninger ved at såre en anden, hvis det tjener vedkommendes formål.
Forskel mellem venstre og højre hjernehalvdel
Forskerne undersøgte også fordelingen mellem de to hjernehalvdele. I den venstre halvdel hang afvigelserne primært sammen med tankeprocesser:
- besvær med at afveje muligheder
- hurtigere og mindre gennemtænkte beslutninger
- ringe opmærksomhed på langsigtede konsekvenser
I den højre halvdel var vægten mere på følelser og sociale signaler:
- fladere følelsesmæssige reaktioner
- vanskeligheder med at genkende andres følelser
- mindre medfølelse med ofres smerte eller frygt
Den kombination – dårlige beslutninger og et begrænset følelsesliv – udgør ifølge eksperter en eksplosiv blanding, når det gælder aggression og misbrug.
Insulaens skjulte rolle
Et bemærkelsesværdigt fund var den reducerede tykkelse af insula, en dybere liggende del af hjernebarken, der er gemt væk mellem andre hjernelapper. Insula hjælper os med at mærke vores egne kropslige signaler, men spiller også en stor rolle i empati og evnen til at sætte sig i en andens sted.
Den der har en velfungerende insula, kan ofte bogstaveligt talt mærke en knude i maven, når andre lider. Ved en tyndere insula forsvinder den kropslige medfølelse muligvis eller bliver langt svagere. Gerningsmanden ser nok, at nogen græder, men føler næsten ingen indre uro eller skyldfølelse.
Afvigelser i insula rammer kernen af det at leve sammen med andre: evnen til at tage en andens perspektiv alvorligt.
Hvad retsmedicinske eksperter kan bruge denne viden til
Forskerne ser ikke deres arbejde som en frihedsbillet til gerningsmænd, men som et ekstra redskab for psykiatere, psykologer og dommere. Kombineret med psykologiske tests kan hjerneafbildning hjælpe med at:
- bedre vurdere risikoen for gentagelse af vold
- afgøre, hvem der kan have gavn af intensiv behandling
- forstå, hvorfor nogle gerningsmænd næsten ikke viser skyld eller sorg
Alligevel advarer eksperter om, at hjernescanninger aldrig alene må afgøre, om nogen er skyldige. En tynd hjernepark gør ikke automatisk nogen til gerningsmand. Millioner af mennesker med subtile hjerneforskelle begår aldrig vold. Kontekst, opdragelse, personlighed og egne valg spiller fortsat en stor rolle.
Hvad dette betyder for behandling og forebyggelse
Hvis impulsivitet og mangel på empati delvist hænger sammen med strukturelle hjernetræk, kræver behandling målrettede strategier. Det kan for eksempel være træning, der fokuserer på at genkende følelser, lære at stoppe automatiske impulser og indøve konkret, prosocial adfærd.
Hos gerningsmænd bag partnervold kan terapeuter intensivt øve situationer fra hverdagen – skænderier om penge, jalousi, spændinger i forældreskabet. Ved gentagne gange at øve disse scenarier lærer klienter at installere en mental "pauseknap", selv når deres hjerne naturligt har færre bremser.
Hvad angår forebyggelse, ligger der en opgave i barndommen. Børn der i ung alder reagerer påfaldende hårdt eller ufølsomt, profiterer ofte af tydelige grænser, forudsigelige regler og undervisningsprogrammer, der træner empati og selvkontrol. Tidlig støtte kan dæmpe virkningen af biologiske sårbarheder.
For dem der i praksis arbejder med gerningsmænd – fra kriminalforsorgsmedarbejder til psykolog – giver denne forskning en ekstra linse. En mand der fremstår kold og beregnende, behøver ikke udelukkende at vise ond vilje. Han kan bogstaveligt talt have færre ressourcer i hjernen til at sætte sig i en andens sted. Det kræver ikke medfølelse, men derimod realistiske forventninger og en solid, strukturorienteret tilgang.
