Mens Bali drukner i turister
Mens Bali flyder over med besøgende og Maldiverne for længst har mistet sin eksklusivitet, gemmer der sig tusindvis af kilometer væk en øgruppe, der stadig flyver næsten helt under radaren: Anambas-øerne. Et virvar af koralrev, sandbanker og grønne bakkeskrænter, hvor man nogle gange sejler i timevis uden at møde en eneste anden båd.
Hvor ligger Anambas-øerne egentlig?
Anambas-øerne befinder sig i Det Sydkinesiske Hav, placeret mellem Malaysia og Borneo. Officielt tilhører de Indonesien, men geografisk set er de ganske afsides beliggende. Øgruppen består af cirka 250 øer og småøer, spredt ud over et stort havområde med roligt, klart vand.
De fleste rejsende flyver til Jakarta, Bali eller Lombok og springer denne del af landet helt over. Selv mange indonesiere har aldrig sat deres fod her. Det giver området en fornemmelse af at være en hvid plet på kortet.
Anambas-øerne er et af de få tropiske rejsemål i Asien, hvor du stadig kan have stranden helt for dig selv.
Et landskab der hele tiden synes at skifte farve
Charmen ved Anambas ligger i kombinationen. Vandet har den næsten uvirkelige turkise farve, man kender fra luksuriøse rejsekataloger – men uden infinity pools og rækker af strandparasoller. Snesevis af bugter er kun tilgængelige med båd og ligger skjult mellem klippeblokke og junglebeklædte skrænter.
Den tidlige fugl oplever, hvordan solen langsomt oplyser lagunerne i morgentimerne. Midt på dagen er vandet nærmest gennemsigtigt, og mod aften glider farven over i mørkeblåt med gylden genspejling. Hvert lysskifte synes at fremkalde en ny ø ud af ingenting.
Visse steder rager høje, knudrede klippeformationer op af havet, som om nogen tilfældigt har anbragt dem der. Bag dem rejser tæt bevoksede bakker sig. Kombinationen af koraller, klippekyst og jungle giver området et rå og upoleret præg, som adskiller det fra mange andre tropiske destinationer.
Kun en brøkdel af øerne er beboede
Af de cirka 250 øer er der kun omkring 25, der faktisk er befolket. Resten er uberørt jungle, mangrove, koralrev og øde sandstrande. Ingen hoteller, ingen beach clubs, ingen håndklæder der allerede fra tidlig morgen indtager liggestolene.
Den der tager ud på vandet med en lokal båd, opdager hurtigt, hvor tomt området egentlig er. Bugter hvor man kun hører fugle og bølger. Sandbanker der kun er synlige ved lavvande. For mange rejsende er den kontrast til overbefolkede øer som Bali en sand lettelse.
Livet på pæle over vandet
På de øer der faktisk er beboede, udspiller hverdagen sig påfaldende ofte over vandet. Træhuse er bygget på pæle og forbundet med gangbroer og smalle anløbsbrygger. Børn løber over dem i sandaler, mens fiskere reparerer net eller forbereder sig på næste tur.
De fleste familier lever stadig primært af havet. Fisk, blæksprutte og skaldyr udgør grundstammen i køkkenet. Både bygges fortsat ved hjælp af traditionelle teknikker, ofte direkte på stranden, planke for planke, uden store skibsværfter eller moderne maskiner.
Den der lægger til her, træder ind i en tilværelse, der på mange måder har ændret sig forbløffende lidt gennem årtier.
Hvorfor så få turister finder vej hertil
At Anambas-øerne forbliver relativt uberørte skyldes ikke mangel på skønhed, men alt handler om tilgængelighed. Der er ingen direkte internationale flyvninger hertil. Rejsende er nødt til at kombinere: først flyve til en større by, derefter en regional flyvning eller en lang bådtur, og til tider endnu en mindre færge.
Internationale hotelkæder er da heller ikke at finde her. Der findes enkelte enkle gæstehuse og mindre resorts, som regel drevet af lokale familier eller småiværksættere. Den der søger luksus i form af store spa-centre og indkøbscentre, er simpelthen kommet til det forkerte sted.
- Ingen direkte internationale flyvninger til øgruppen
- Begrænset antal overnatningsmuligheder, primært i lille skala
- Intet nattejlv eller store underholdningscentre
- Dårlig eller svingende internetforbindelse på mange øer
Det er netop disse praktiske forhindringer, der i praksis holder masserne væk. For den rejsende der er villig til at bruge lidt ekstra tid på transporten, er belønningen en ro og stilhed, der er blevet en sjældenhed i Sydøstasien.
Charmens bagside – fordele og ulemper ved et uberørt paradis
Den der rejser til Anambas, må acceptere, at komfort ikke er en selvfølge. Restaurantudvalget er begrænset, hæveautomater er sjældne, og strømmen falder ind imellem ud på visse øer. Også transport mellem øerne kræver planlægning, da færgeforbindelserne er færre og til tider vejrafhængige.
For eventyrlyste rejsende er det præcis det, der gør stedet tiltrækkende. Man planlægger løsere, tilpasser sig havets og vejrets rytme. At blive en dag ekstra på en ø fordi båden ikke afgår, hører bare til oplevelsen.
Turismen er stadig i sin spæde begyndelse. Det giver anledning til spontane møder, men stiller også krav om respekt fra besøgende. Lokale samfund har sjældent erfaring med store turiststrømme, og adfærd som at undgå affald, bære passende tøj i landsbyerne og afholde sig fra at flyve droner over folks huse gør en stor forskel.
Hvad du faktisk kan lave her
De fleste aktiviteter kredser om vand og natur. Koralrevene omkring de forskellige øer tiltrækker snorklere og dykkere. Farverige fisk, søstjerner og lejlighedsvist en havskildpadde er ingen sjældenhed. Fordi der er så lidt bådtrafik, forbliver vandet påfaldende klart.
| Aktivitet | For hvem |
|---|---|
| Snorkling og dykning | Rejsende der vil opleve koraller og fisk uden menneskemylder |
| Øhop med lokal båd | Den der vil besøge forskellige strande og bugter |
| Vandring til udsigtspunkter | Naturelskere der vil have panoramaudsigt som belønning |
| Overnatning i enkle homestays | Nysgerrige rejsende der vil opleve hverdagen på øerne indefra |
På visse øer slynger stier sig op ad bakkerne, hvorfra man kan se ud over snesevis af små øer, der ligger som grønne prikker i havet. En simpel bungalow med ventilator og hængekøje føles i det øjeblik mere luksuriøs end mere end ét femstjernet resort.
Hvor længe holder denne stilhed?
Øgruppen befinder sig ved et vejkryds. Lokale myndigheder undersøger måder at tiltrække flere turistindtægter på, uden at øernes særlige karakter går tabt. Der eksisterer planer om bedre forbindelser og muligvis nye, mindre overnatningsmuligheder.
Med den voksende opmærksomhed på sociale medier og i rejseguider lurer en forandring om hjørnet. Et enkelt viralt foto af en øde lagune kan være nok til at sætte den første bølge af nysgerrige rejsende i bevægelse.
Det store spørgsmål er ikke om Anambas-øerne bliver mere kendte, men i hvilket tempo og på hvilke betingelser det sker.
Praktiske råd til dig der overvejer turen
Den der seriøst overvejer en rejse til disse øer, bør forberede sig grundigere end til en almindelig strandferie. Ikke alle øer har lægefaciliteter, og information på internettet kan være forældet eller mangelfuld.
Her er nogle råd der går igen hos erfarne rejsende til afsides øgrupper:
- Undersøg på forhånd, hvordan du kommer mellem de forskellige øer, og hvilke dage bådene afgår.
- Tag tilstrækkeligt kontant med – mulighederne for at hæve penge er begrænsede.
- Forvent ikke europæisk standard hvad angår hygiejne og komfort, særligt ikke på homestays.
- Rejs uden for regnsæsonen for roligere hav og bedre sigtbarhed under vandet.
Hvorfor den slags steder bliver sjældnere
Globalt set vokser antallet af mennesker der har råd og mulighed for at rejse langt. Destinationer der for ti år siden var nicheprægede, figurerer nu på utallige toplister. En øgruppe som Anambas, med relativt uberørt natur og lav turistbelastning, forekommer derfor stadig sjældnere.
Samtidig rummer det muligheder. Hvis regionen satser på bæredygtig og småskalatourisme, kan den unikke karakter bevares, og de lokale samfund kan nyde godt af den. Rejsende spiller en direkte rolle ved bevidst at vælge lokale guider, små overnatningssteder og respektfuld adfærd.
Den der drømmer om tropisk vand, palmer og stilhed, men er mæt af overfyldte hotspots, finder i Anambas-øerne præcis den sjældne fornemmelse, som mange savner: følelsen af at ankomme et sted, hvor klokken tikker lidt langsommere end derhjemme. Og hvor man på en øde strand stadig kan sidde og overveje, om man egentlig har lyst til at fortælle alle sine venner om det.
