Et kæmpe, gemt kontinent under vandet
Når de fleste tænker på geografi, forestiller de sig bjerge, floder og sletter på land. Men størstedelen af disse geologiske formationer befinder sig slet ikke på fastlandet. Hele 71 procent af jordens overflade er dækket af vand – og langt det meste er hav. Dér, dybt under bølgerne, ligger planetens største uopdagede territorium.
Fordi 97 procent af alt vand på Jorden findes i oceanerne, ligger de fleste dale, sletter og bjergkæder faktisk under havoverfladen. Det der på et verdenskort ser ud som en ensfarvet blå flade, er i virkeligheden et varieret landskab med ekstreme højdeforskelle.
Fra lavvandede kystzoner til afgrunde der er dybere end Mount Everest er høj – havbunden er alt andet end flad.
Oceanografer skelner mellem en række zoner og strukturer på havbunden. Disse formationer er ikke blot interessante for forskere – de afgør også, hvor fisk lever, hvor kabler og rørledninger kan lægges, og hvordan jordskælv og tsunamier opfører sig.
Kontinentalsoklen: den lave kant af verdenshavene
Langs kanterne af kontinenterne finder man kontinentalsoklen: en relativt lavvandet rand af jordskorpen, der gradvist skråner ned mod dybere vand. Denne zone er typisk under et par hundrede meter dyb.
- Cirka 8 procent af havbunden udgøres af kontinentalsokler
- Dybden er beskeden sammenlignet med resten af oceanet
- Udstrækningen varierer enormt fra kontinent til kontinent og fra kystlinje til kystlinje
Ud for Sibiriens kyst strækker kontinentalsoklen sig omkring 1.500 kilometer ud i Ishavet. Ud for store dele af Afrika er den til gengæld kun cirka 10 kilometer bred. Alligevel er disse relativt små zoner af uvurderlig betydning.
Biologisk hotspot med et rigt liv
Det meste kommercielle fiskeri foregår netop på kontinentalsoklerne. Man anslår, at omkring 90 procent af alle fiskearter opholder sig i disse lavvandede kystzoner. Næsten alle havplanter og størstedelen af algerne vokser her, fordi sollyset stadig når ned til bunden.
Beringstrædet mellem Asien og Nordamerika illustrerer, hvor lavvandet en sokkel kan være. Strædet er i dag fyldt med vand, men det dybeste punkt ligger under 55 meter under overfladen. Under istider, da havniveauet var langt lavere, lå her en landbro, som både mennesker og dyr vandrede over.
Kontinentalskråningen: det er her det virkelig store dyb begynder
I enden af kontinentalsoklen opstår en relativt brat overgang: kontinentalskråningen. Det er kanten, hvor havbunden for alvor dykker ned i dybet.
Denne zone udgør cirka 9 procent af den samlede havbund. Den gennemsnitlige hældning er omkring 4 grader. Det lyder beskedent, men over 100 kilometer stiger dybden med adskillige kilometer.
Nogle steder er overgangen langt mere dramatisk. Cirka 1.600 kilometer vest for Kap det Gode Håb falder bunden hele 6.000 meter på blot 16 kilometers vandret afstand. Det svarer til en hældning på cirka 70 grader – næsten et undersøisk klippeskrænt.
Kontinentalskråningen udgør den geologiske rand af kontinenterne og er samtidig en afgørende zone for undersøiske jordskred og tsunamier.
Abyssale sletter: jordens største og fladeste områder
Under skråningen finder man et af de mest vidtstrakte landskaber, der overhovedet eksisterer: den abyssale slette. Det er enorme, næsten fuldstændig jævne havbundsflader i dybder mellem 3.000 og 6.000 meter. Omkring halvdelen af al havbund består af denne type sletter.
Mens kontinentalskråningen falder flere kilometer over kort afstand, varierer højden på de abyssale sletter ekstremt lidt. Over en vandret kilometer falder bunden i gennemsnit mindre end én meter. Intet område på land kan overhovedet sammenlignes med den jævnhed.
Et kæmpestort levested – men næsten fuldstændigt ukendt
De abyssale sletter udgør jordens største levested, men forskerne ved stadig relativt lidt om dem. Sollys trænger kun ned til omkring 1.000 meters dybde i oceanet. Den abyssale zone begynder først ved 3.000 meter – dér hersker permanent mørke.
Alligevel lever der her en lang række specialiserede organismer: fra dybhavsfisk og orme til bakterier, der henter energi fra kemiske processer frem for fra lys. Det er først inden for de seneste år, at avancerede robotter og ubemandede undervandsfartøjer langsomt har givet os et bedre billede af dette økosystem.
Abyssale bakker: små rynker på en uendelig slette
Selv de mest flade dele af havbunden er ikke helt ensartede. På de abyssale sletter finder man talrige abyssale bakker: relativt små forhøjninger, der stikker et par hundrede meter op over den omgivende flade.
Disse bakker dækker anslået 30 procent af havbunden. Oftest er der tale om gamle vulkanske strukturer eller dele af midtoceaniske rygge, der er formet af tektonisk aktivitet. De er typisk under 100 kilometer lange og er næsten usynlige fra en satellit, men lokalt påvirker de havstrømme og fordelingen af sedimenter.
Seamounts: undersøiske bjerge der aldrig når overfladen
Større undersøiske bjerge kaldes seamounts. Det er vulkanske bjerge, der ikke rækker op over vandoverfladen – men alligevel kan de være tusindvis af meter høje i forhold til den omgivende havbund.
Seamounts fungerer ofte som oaser i dybhavet. Havstrømme løfter sig langs deres sider og fører næringsstoffer med op. Det tiltrækker et rigt liv: koraller, fisk og store rovdyr som hajer. For skibsfarten kan seamounts udgøre en risiko, hvis dybden ikke er kortlagt tilstrækkeligt præcist.
Undersøiske bjerge er knudepunkter for biodiversitet og er samtidig potentielle hotspots for havbundens råstoffer – og for konflikter om minedrift til havs.
Oceaniske grave: de dybeste ar i jordskorpen
De mest dramatiske strukturer på havbunden er de oceaniske grave. Det er lange, smalle, buede dale, hvor én tektonisk plade skubbes ned under en anden. Dermed udgør gravene jordens dybeste punkter.
Den mest kendte er Marianegraven i det vestlige Stillehav. På det dybeste sted – Challenger Deep – strækker bunden sig over 11.000 meter under havoverfladen. Til sammenligning topper Mount Everest "kun" 8.848 meter over havniveau.
Hvis man placerede Mount Everest i Marianegraven, ville toppen stadig befinde sig mere end én kilometer under vandet. Under disse ekstreme forhold – et enormt tryk, iskolde temperaturer og total mørke – overlever kun meget specialiserede organismer.
Vulkanske øer: når undersøiske bjerge bryder overfladen
Når en seamount vokser sig så stor, at den bryder vandoverfladen, taler vi ganske enkelt om en ø. Mange øgrupper er af vulkansk oprindelse – tænk på Hawaii, Island eller dele af Indonesien.
Steder som Hawaii giver os mulighed for næsten at følge dannelsen af nye øer i realtid. Lava strømmer ud i havet, afkøles brat og staplet lag for lag til nyt land. Samtidig forsvinder andre øer langsomt under havoverfladen igen på grund af landsænkning og stigende vandstand.
Estimaterne varierer, men på verdensplan anslås der at eksistere mellem 5.000 og 100.000 oceaniske øer. Antallet ændrer sig løbende på geologisk tidsskala som følge af vulkanisme, erosion og udsving i havniveauet.
Hvorfor det undersøiske landskab har så stor betydning
Havbundens form styrer en lang række processer, der direkte påvirker både mennesker og klima. Dybe grave spiller en rolle ved kraftige jordskælv og tsunamier. Kontinentalsokler og seamounts bestemmer migrationsveje for fisk og hvaler. Abyssale sletter oplagrer enorme mængder sediment og organisk materiale, hvilket har indvirkning på den globale kulstofkredsløb.
Kendskab til havbunden er også afgørende for økonomi og infrastruktur. Kyststater planlægger havvindmølleparker, rørledninger, datakabler og mulig fremtidig minedrift på baggrund af detaljerede havbundskort. Samtidig vokser debatten om, hvor langt vi bør gå, uden at skade det sårbare dybhavsmiljø uopretteligt.
Sådan kortlægger vi havbunden
Størstedelen af havbunden er stadig kun groft opmålt. Mange detaljerede kort skabes ved hjælp af:
- Multibeam-sonar på forskningsskibe, der kortlægger relieffet med lydbølger
- Dybhavsrobotter og ubemandede undervandsfartøjer, der filmer og måler tæt på bunden
- Satellitter, der analyserer minimale variationer i havoverfladen og derved indirekte udleder højdeforskelle på bunden
Selv med disse teknikker forbliver en stor del af det undersøiske landskab ukendt territorium. Nye ekspeditioner bringer jævnligt overraskelser med sig: ukendte seamounts, storskalede skred på skråningerne eller unikke økosystemer omkring varme kilder på havbunden.
For naturelskere og geografiinteresserede er det nyttigt at kende disse begreber. Den der kigger på et kort over steder som Beringstrædet, Marianegraven eller de tilsyneladende uendelige dybhavssletter, ser ikke længere en tom blå flade – men et komplekst landskab, der udvider vores forståelse af Jorden markant.
