ISS skal brænde op i atmosfæren. Uret tikker
Den Internationale Rumstation bliver forladt og trukket ud af kredsløb senest omkring 2030. For den almindelige læser lyder det som en fjern dato – for NASA og rumfartsindustrien er den dramatisk tæt på. I det amerikanske Senat vokser uroen, fordi programmet for bemandede rumflyvninger endnu ikke har en stabil afløser til den station, der i mere end to årtier har været hjertet i menneskets tilstedeværelse i kredsløb.
ISS er ved at ældes hurtigt. Konstruktionen, som blev sat i drift i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, har længe opereret på grænsen af sine muligheder. Ingeniørerne reparerer løbende fejl og mangler, men der er ingen illusioner: modulerne holder ikke evigt. Den aftalte slutdato falder ved udgangen af dette årti, og et af de afgørende slutskridt bliver en kontrolleret styrt ned gennem atmosfærens tætte lag, hvor størstedelen af konstruktionen simpelthen brænder op.
Det bliver ingen spektakulær "kosmisk skrotrally", men derimod en præcis operation: kredsløbsbanen skal styres, så resterne lander i et isoleret havområde, der i årevis har fungeret som "begravelsesplads" for satellitter. For forsknings-, forsvars- og erhvervssektorer er selve destruktionen dog langt mindre bekymrende end noget andet – nemlig hullet i menneskets faste tilstedeværelse i kredsløb.
ISS forlader kredsløbet omkring 2030. Hvis der ikke er nye stationer klar inden da, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til det lave kredsløb omkring Jorden.
Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede flyvninger er afgørende
Bekymringerne kommer tydeligst til udtryk fra miljøet i Texas – den stat, hvor blandt andet Johnsons Rumcenter og den berømte base i Houston ligger. Det er her, at bemandede missioner i årtier er blevet koordineret, og astronauter er blevet trænet. Den republikanske senator fra Texas leder det udvalg, der har ansvar for videnskab og transport, herunder rumpolitik. Hans nærmeste medarbejdere sender NASA et klart signal: en pause i menneskers tilstedeværelse i kredsløb er uacceptabel.
I udtalelser, som amerikanske medier har fået adgang til, erkender senatorens nære samarbejdspartner, at der ved næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede flyvninger vender ét krav tilbage – kontinuitet. Ifølge dette miljø må man ikke gentage situationen fra afslutningen af rumfærge-programmet, hvor USA i årevis var tvunget til at købe pladser i russiske Sojuz-kapsler.
Amerikanske politikere kræver en klar tidsplan fra NASA: ISS forlader kredsløbet, og kommercielle stationer overtager rollen som laboratorium nærmest uden afbrydelse.
En ny model: private stationer i kredsløb
NASA's svar på den forestående afslutning af ISS er en satsning på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere selv at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet agter NASA at blive én af "kunderne" på stationer bygget af private virksomheder – ligesom det i dag køber transport af gods og besætninger fra raketter leveret af selskaber som SpaceX.
Der ligger flere koncepter på bordet for kommercielle orbitale komplekser. Blandt dem er moduler, der i første omgang skulle kobles til ISS og derefter fungere selvstændigt, når stationens mission er afsluttet. Andre projekter forudsætter fuldt uafhængige stationer, der opsendes direkte i egne kredsløb. Den fælles nævner er relativt mindre størrelse, modulær konstruktion og bred åbenhed over for forskellige kundegrupper – fra regeringer over universiteter til farmaceutiske og teknologiske virksomheder.
Hvad skal kommercielle stationer levere?
- Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialemæssige eksperimenter påbegyndt på ISS.
- Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger til fremtidige missioner til Månen og Mars.
- Turistsegment – kortere ophold for privatpersoner, finansieret af dem selv eller via sponsorater.
- Erhvervsservices – produktion af specialmaterialer og lægemidler, der drager fordel af vægtløshedens betingelser.
Denne model skal reducere omkostningerne for de amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station oplever en fejl eller kræver opgradering, kan en anden overtage en del af opgaverne. For NASA forbliver det primære mål dog adgangen til en pålidelig forskningsplatform, der kan afløse ISS.
Et stramt tidsplan og reelle risici
Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke på den grundlæggende kendsgerning: det tager mange år at designe, bygge, teste og placere en fungerende station i kredsløb. Fra den første konferencepræsentation til det første bemandede dokningsmanøvre er der en lang og ofte smertefuld vej fuld af tests, certificeringer og forsinkelser.
NASA, der er belært af erfaringerne fra tidligere programmer, ved, at ikke alle projekter når i mål i den originale form. Her er fejlmargenen lille, fordi arbejdstidsplanen skal passe nøjagtigt sammen med datoen for den endelige nedlukning af ISS. Hvis de kommercielle stationer ikke er klar i tide, kan konsekvenserne blive alvorlige:
| Scenarie | Mulige konsekvenser |
|---|---|
| Kort pause i bemandede flyvninger til LEO | Tab af forskning, dårligere forberedelse til Måne- og Marsmissioner |
| Styrkede konkurrenter | Kinas fordel, da landet udvikler sin egen station og kan tiltrække udenlandske agenturer |
| Tilbagevenden til fremmed infrastruktur | Risiko for politisk afhængighed af andre stater eller begrænsede pladser til amerikanske astronauter |
For det videnskabelige miljø kan selv en to til tre år lang pause betyde tab af generationers forskning, afbrydelse af langsigtede eksperimenter og vanskeligere forsvar af budgetter. Derfor vokser presset fra senatorer og eksperter med hver ny rapport om ISS's tilstand.
Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukkes?
ISS har hidtil været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den har givet mange lande deres eneste mulighed for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission er afsluttet, kan magtbalancen skifte.
Kina udvikler konsekvent sin egen station. Målet er at tiltrække partnere, som ikke får plads i NASA-relaterede programmer, eller som søger et alternativ. Europa, Canada og Japan er til gengæld i høj grad afhængige af, om det kommercielle stationsprogram i USA lykkes.
Den gennemsnitlige jordboer vil ikke mærke forskel fra dag til dag, når ISS deorbiteres. For lande, der investerer i bemandede flyvninger, er det et nyt kort over indflydelse og alliancer.
Hvorfor er menneskers kontinuerlige tilstedeværelse i kredsløb så vigtig?
Faste beboere i det lave kredsløb er ikke blot et prestigesymbol. De udgør frem for alt et levende laboratorium, der giver mulighed for at observere effekterne af langvarig ophold i vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden sådan infrastruktur er det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner, der varer måneder eller år – som rejser til Mars.
Forskere undersøger i rummet blandt andet muskeltab, forandringer i knoglesystemet, mikrogravitationens effekt på synet og kredsløbet samt adfærden hos kropsvæsker. Nogle af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun lange ophold i kredsløb giver det fulde billede. En pause i forskningen skubber viden tilbage og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.
Rummets fremtid som politisk og forretningsmæssigt anliggende
Diskussionen om ISS's afløser foregår ikke kun i kredse af forskere og ingeniører. Det er et område, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske gevinster mødes. En rumstation handler ikke kun om forskning – det er også kontrakter til industrien, arbejdspladser og udvikling af teknologier, der siden finder vej ned til Jorden, eksempelvis inden for medicin og telekommunikation.
I USA fungerer sådanne projekter som en "magnet" for innovation i regioner, der er samlet om rumcentre. Derfor udspringer politikernes pres ikke alene af omsorg for videnskaben – det handler også om at fastholde positionen for deres stater og valgkredse i fordelingen af rummets ressourcer.
Det afgørende at forstå er, at de beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløb for en hel kommende generation. Det vil afgøre, om fremtidige forskere og astronauter får lettere adgang til mikrogravitationsforskning – eller om de er henvist til enkelte pladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke blot de spektakulære raketopsendelser, men også de tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter – for det er dem, der reelt afgør, hvem der vil være vært i rummets nabolag til Jorden efter ISS-æraen.
