Et nyt kosmisk fyrtårn opdaget i ASKAP-data
Radioteleskoper i Australien har opfanget et pulserende signal, der gentager sig præcis hvert 36. minut — og det passer ikke ind i nogen kendte modeller for stjerner. Forskerne har givet objektet navnet ASKAP J1424. Det kan enten være et usædvanligt eksotisk system med en hvid dværg eller en helt ny type kosmisk objekt, hvis fysik endnu venter på en forklaring.
Kilden blev opdaget via det australske radioteleskopnetværk Australian SKA Pathfinder (ASKAP) i det vestlige Australiens ødemark. Det sker som en del af det store program Evolutionary Map of the Universe, der systematisk scanner enorme områder af himlen på jagt efter variable og kortvarige radiosignaler.
I januar 2025 analyserede astronomer en timelang observation med fokus på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Netop i disse data dukkede et bemærkelsesværdigt tydeligt signal op fra ASKAP J1424, der gentog sig regelmæssigt med få minutters mellemrum.
ASKAP J1424 er en langtperiodisk radiokilde, der pulserede uafbrudt i otte dage i træk — som et kosmisk fyrtårn, der tændes med præcis samme tidsinterval hver gang.
Resultaterne blev offentliggjort på det videnskabelige preprint-server arXiv i starten af marts 2026 og vakte straks stor opmærksomhed hos forskerhold, der arbejder med ekstremt magnetiserede stjerner og eksotiske dobbeltstjernesystemer.
Det vi ved om ASKAP J1424: Et ur og en magnet i ét
En perfekt stabil puls hvert 36. minut
Den mest slående egenskab ved ASKAP J1424 er dets periode: omtrent 2.147 sekunder, svarende til knap 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er det ekstremt lang tid. Klassiske radiopulsarer udsender impulser hvert sekund eller brøkdele heraf, og selv såkaldte magnetarer holder sig typisk inden for et par sekunders interval.
Her taler vi om en langsom, men forbløffende stabil rytme. Kilden opretholdt næsten identiske impulsformer gennem otte dages sammenhængende observationer. Der blev ikke registreret korte pauser, pludselige ændringer i lysstyrke eller de såkaldte "hikke", som ustabile objekter ofte udviser.
Kombinationen af en meget lang periode og høj emissionsstabilitet er ekstremt vanskelig at forklare med standardmodeller for neutronstjerner.
Polarisering på hundrede procent
Den anden egenskab, der giver astrofysikerne hovedpine, er radiobølgens polarisering. ASKAP J1424 er ikke blot tydeligt polariseret — forskerne har beregnet, at signalet gennem hele impulsen er praktisk talt hundrede procent ordnet.
I begyndelsen antager emissionen en elliptisk form for derefter at gå over i en næsten perfekt lineær polarisering. Dette "dansende" mønster i det elektriske og magnetiske felt tyder på et meget velordnet og stærkt magnetfelt i kildens omgivelser.
- Lang periode — 36 minutter
- Stabile impulser gennem otte dage
- Næsten hundrede procent polarisering
- Intet ledsagende signal i synligt lys eller infrarødt lys
Den sidste egenskab er afgørende. På trods af brugen af følsomme optiske teleskoper og infrarøde observationer lykkedes det ikke at forbinde ASKAP J1424 med nogen synlig stjerne eller galakse. Objektet eksisterer for os næsten udelukkende som en radiosender.
Et system med en hvid dværg — eller noget helt nyt?
En af hypoteserne i forskningsartiklen er, at ASKAP J1424 kan være et tæt dobbeltstjernesystem med en hvid dværg — altså en "død" stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse, der kan sammenlignes med Solens. Et sådant objekt har et stærkt gravitationelt og magnetisk felt, og dets vekselvirkninger med en nabostjerne kan føre til kraftige radiobølgeemissioner.
I dette scenarie er interaktionerne mellem den hvide dværgs magnetfelt og ledsagerstjernens stjernevind centrale. En strøm af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår kraftige elektriske strømme, som igen genererer radioemissionen. De 36 minutter kunne svare til den hvide dværgs rotation eller den geometriske opstilling af systemets komponenter.
Forskerne understreger, at de nuværende data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om der er tale om et system med en hvid dværg eller en helt anden type radiokilde.
Andre muligheder overvejes også, herunder en meget atypisk magnetar, en usædvanlig pulsar i et stærkt magnetfelt — og endda en helt ny klasse af langtperiodiske radioobjekter, der hidtil har unddraget sig teleskopernes opmærksomhed på grund af begrænset følsomhed og for korte observationsperioder.
Hvorfor fraværet af et optisk signal komplicerer sagen så meget
I astronomi giver observationer i flere bølgelængdeområder normalt mulighed for at sammensætte et detaljeret portræt af et objekt. Her er den luksus fraværende. ASKAP J1424 lyser ikke tilstrækkeligt i det synlige spektrum til at blive let identificeret, og der er heller ikke noget oplagt spor i infrarødt lys.
Uden en klar modpart i andre bølgelængdebånd er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske omgivelser. I praksis betyder det, at forskerne afsluttede den første analyse med et stort antal mulige scenarier og et meget beskedent sæt af hårde observationsdata.
Sådan vil astronomer "indfange" ASKAP J1424
Holdet bag ASKAP-dataanalysen understreger kraftigt behovet for yderligere observationer. Det drejer sig både om fortsat radioovervågning og en bredere kampagne med andre teleskoper. Planerne inkluderer blandt andet yderligere observationssessioner inden for programmet VAST (Variables And Slow Transients), som netop drives af ASKAP.
Forskerne ønsker svar på flere enkle, men afgørende spørgsmål:
- Dukker signalet op konstant, eller kun i bestemte aktivitetsperioder?
- Ændrer impulsens form sig over tid?
- Kan der i andre bølgelængdeområder spores selv et svagt ledsageobjekt?
- Findes der i samme himmelregion andre, svagere kilder med lignende karakteristika?
Anden fase af VAST-programmet, som skal fokusere på områder med særlig mange variable radiosignaler i vores Galakse, giver en god mulighed for at "snappe" ASKAP J1424 i forskellige aktivitetsfaser. Langvarige observationskampagner vil afsløre, om de otte observerede dage er reglen — eller blot et heldigt tilfælde.
Hvad sådanne signaler fortæller os om ekstreme stjernesystemer
Langtperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hvert nyt fund af denne type har stor indflydelse på modeller for stjerneevolution og deres senere stadier. Normalt tales der om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger:
- Pulsarer — neutronstjerner med meget regelmæssige impulser i millisekund-til-sekund-intervaller
- Magnetarer — objekter med ekstreme magnetfelter og voldsomme udbrudsserier på sekundskala
- Hvide dværge i dobbeltsystemer — vekselvirkninger med en ledsager giver variabel emission over minutter til timer
ASKAP J1424 med sin 36-minutters periode og meget velordnede polarisering passer kun delvist ind i den sidste kategori. Netop derfor vækker det så stor interesse: det antyder, at der i vores Galakse kan eksistere hele populationer af objekter, som delvist udfylder hullet mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværge.
Forestil dig et kosmisk fyrtårn
For dem der ikke beskæftiger sig professionelt med astronomi, er det nemmest at tænke på ASKAP J1424 som et fyrtårn. Forestil dig en stjerne eller en stjernedød rest, der roterer langsomt om sin egen akse. Dens magnetfelt danner noget i stil med to trgte, hvorfra strømme af partikler og radiostråling skydes ud.
Når sådan en "lysstråle" passerer i Jordens retning, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen drejer væk fra vores synslinje, forsvinder signalet. Hvis rotationen er meget stabil, opstår impulserne næsten som tikken fra et ur. Med ASKAP J1424 varer dette tikken usædvanligt længe, og signalets polarisering afslører en meget velordnet magnetfeltstruktur.
Hvis kommende observationer bekræfter, at ASKAP J1424 repræsenterer en bredere klasse af objekter, vil astronomer kunne estimere, hvor ofte stjerner ender deres liv i netop sådanne eksotiske konfigurationer. For kosmiske plasmafysikere og magnetfeltforskere vil det være et naturligt laboratorium til at teste teorier om ledningsevne, partikelacceleration og generering af radiobølger under ekstreme forhold.
Det er også værd at huske, at enhver forbedring af teleskopernes følsomhed og scanningshastighed — som det er tilfældet med ASKAP og det planlagte Square Kilometre Array — åbner vejen for nye overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første klare signaler om, at langtperiodiske radiokilder kan gemme på mange utypiske historier om stjerneevolution, som hidtil er sluppet under vores radar.
