En gammel Fiat ruller gennem Havannas gader – drevet af trækul
Forestil dig en lille polsk Fiat fra 1980, der kører gennem en cubansk gade. Fra udstødningsrøret stiger der ikke benzindampe – men røg fra brændende trækul og træ. Det er ikke et filmsæt. Det er virkelighed i 2026.
Da brændstof på Cuba nærmest er blevet en luksus, valgte én mekaniker en anden vej end at lade bilen ruste op i garagen. Han vendte blikket mod en teknologi, der ikke har været i brug siden Anden Verdenskrig, og forvandlede sin gamle Fiat Polski 126p til en bil, der kører på trægasanlæg.
Cuba uden brændstof – og en Fiat der nægter at give op
Situationen på Cuba i 2026 er alvorlig. Landet har kæmpet med en dyb brændstofkrise i flere måneder. Olieleverancerne er faldet fra omkring 100.000 tønder om dagen til knap 56.000. For den almindelige bilist betyder det én ting: der er ingen benzin.
Tankstationerne står tomme det meste af tiden. Folk venter i timevis i kø, og mange kører hjem med uforrettet sag. Det sorte marked blomstrer som aldrig før. En liter benzin kan koste svarende til omkring 8 dollars – eller ca. 7,5 euro – mange gange mere end den officielle pris. For de fleste cubanske familier er det en sum, de simpelthen ikke kan bære.
Det er i denne virkelighed, at Juan Carlos Pino, 56-årig mekaniker, lever og arbejder. I sin garage har han en Fiat Polski 126p fra 1980 – den bil, som polakker kærligt kaldte "maluchen", og som blev produceret på Fiat-licens. Under normale omstændigheder er det bare en gammel bybil. Under Cubas brændstofblokade er den hans livsline – til arbejde, til familien og til hverdagens nødvendige ærinder.
Sådan ombyggede mekanikeren sin Fiat til at køre på kul
Pino besluttede sig for ikke bare at stå og se på en tom benzintank. I stedet gravede han ned i bilhistoriens arkiver og fandt en løsning, der minder mere om krigstid end om det 21. århundrede: et trægasanlæg, også kaldet et gasogeneratoranlæg. Denne teknologi blev brugt i massevis i Europa under Anden Verdenskrig, da benzinen var rationeret.
En hjemmelavet gasogenerator af en gammel propantank
I stedet for en traditionel brændstoftank monterede Pino en stor metalcylinder bag på bilen. Han tog en gammel propangasflaske og ombyggede den til et forbrændingskammer. Låget blev lavet af dele fra en elektrisk transformator. Inde i kammeret lægger han trækul, som brænder ved ekstremt høje temperaturer – op mod 1000 grader Celsius – men under begrænsede iltforhold.
Ved ufuldstændig forbrænding dannes der en brændbar gas rig på kulilte, som efter rensning kan drive en klassisk forbrændingsmotor.
Gassen fra forbrændingskammeret ledes ikke direkte ind i motoren. Den skal først igennem et primitivt, men effektivt køle- og filtersystem. Som filter bruger Pino en gammel mælkekande fyldt med gammelt tøj. Stoffet tilbageholder støv, aske og sodpartikler. Først derefter suger motoren den rensede gas ind – i stedet for den sædvanlige blanding af benzin og luft.
Ydelse: langsommere og svagere, men den kører
En sådan ombygning koster noget på ydelsessiden. Bilen forvandler sig bestemt ikke til en sportsvogn. Tværtimod mister den en betydelig del af sin motorstyrke – skønsmæssigt mellem 30 og 50 procent. Accelerationen er træg, og det tager tid at komme op i fart. Hertil kommer, at man før hver tur skal tænde ildstedet, vente på at anlægget varmer op og begynder at producere den rette gas.
På trods af disse ulemper er bilen fuldt brugbar. Pino har regnet ud, at han på én opfyldning med trækul kan køre omkring 85 kilometer. Tophastigheden er ca. 70 km/t. Til kørsel i byen og på de omkringliggende veje er det tilstrækkeligt. Man skal løbende lægge mere brændsel på og rense filteret – ellers begynder motoren at hakke.
En teknologi fra krigsårene genopstår
Selv om synet af en rygende lille Fiat kan virke eksotisk, er det ikke uden historisk fortilfælde. Under Anden Verdenskrig kørte op mod en million køretøjer i Europa på trægasanlæg – lastbiler, busser og endda traktorer. Mange af dem havde næsten identiske begrænsninger som Juan Carlos' bil:
- Markant fald i motorstyrke og tophastighed
- Hyppig rensning af filtre er nødvendig
- Forbrændingskammeret kræver konstant opmærksomhed
- Kraftig røg og sod på karrosseriet
- Risiko for kulilteforgiftning og brand
Kulilte er lugtfri og dødelig, og derfor må chauffører med denne type drivlinje være yderst opmærksomme på selv de mindste utætheder i systemet. Temperaturen i forbrændingskammeret når ekstreme niveauer, så enhver fejl i monteringen kan føre til brand.
En bil på trægasanlæg er ikke et legetøj for hobbymekanikere. Det er snarere et desperat svar på mangel på brændstof.
En overlevelsesbil i et land fuld af opfindsomhed
Cuba er i årtier blevet berømt for sin motoriserede kreativitet. Amerikanske biler fra 1950'erne ruller stadig rundt, omsplejset, omsprunget og forsynet med motorer fra lastbiler eller kinesiske busser. Mekanikere samler dele fra ingenting, genoplivet det som i andre lande for længst ville være sendt på skrot, og behandler hvert stykke metal som en skat.
Juan Carlos Pinos Fiat passer perfekt ind i det billede – men går et skridt videre. Det handler ikke blot om at forlænge levetiden på en gammel bil. Det er et overlevelsesredskab i et land, hvor man uden transport pludselig mister adgang til arbejde, læge og selv de mest basale indkøb.
| Egenskab | Fiat på benzin | Fiat på trækulsgas |
|---|---|---|
| Brændstoftype | Benzin fra raffinaderi | Trækul / træ |
| Brændstofpris | Høj, ofte sort marked | Lavere, lokalt tilgængeligt |
| Rækkevidde pr. "tankning" | Ca. 250–300 km | Ca. 85 km |
| Motorstyrke og dynamik | Fabriksstandard for en gammel bil | 30–50% lavere |
| Tid til køreklart | Øjeblikkeligt efter start | Skal tændes og varme op |
Trækulsgas kontra elbiler på Cuba
Nogle cubanske borgere forsøger at bevare mobiliteten ved at skifte til elektriske scootere og trehjulede køretøjer. For mange er det den eneste mulighed for at frigøre sig fra benzinens tyranni. Men elbiler har også deres begrænsninger: hyppige strømafbrud, dyre batterier og dårlig installationskvalitet i hjemmene.
Pinos projekt peger i en anden retning. I stedet for at vente på et stabilt elnet vender han sig mod en ressource, der er tilgængelig næsten overalt: træ og trækul. Det er ikke en ideel løsning i stor skala – massiv træafbrænding ville hurtigt skade skovene. Men for enkeltpersoner fungerer det som en reel nødtransportmulighed.
Giver sådanne biler mening andre steder i verden?
I velstående dele af verden lyder idéen om en bil på trækulsgas som en sjov YouTube-kuriositet. Når der er en tankstation på hvert gadehjørne, tænker ingen på at tænde et bål i bagagerummet. Men billedet ændrer sig i det øjeblik, adgangen til brændstof bryder sammen, og folk mister tilliden til forsyningernes stabilitet.
Et trægasanlæg erstatter ikke benzin eller el i stor skala. Det er snarere en løsning i yderste nød – for landmanden, der skal nå sin mark, for lægen i en afskåret landsby, eller netop for mekanikeren på en ø ramt af sanktioner og energikrise.
Denne historie har også en særlig dimension for alle, der kender den lille Fiat. Den bil, som mange i dag primært forbinder med nostalgi, er på den anden side af kloden stadig et dagligdags arbejdsredskab. Og når brændstoffet slipper op, bliver den en platform for eksperimenter og motoriseret opfindsomhed, som ingen fabrikatskatalog nogensinde ville forestille sig.
Trægasteknologien minder os om, at en forbrændingsmotor er overraskende fleksibel. Ændrer man blot måden, brændstoffet leveres på, kan en klassisk gammel bil forvandles til et køretøj, der frigør føreren fra raffineriet. Prisen er komfort, sikkerhed og tid. Belønningen er muligheden for at komme derhen, hvor andre må gå.
