Når klasseværelset ikke er nok
Stadig flere børn med usædvanligt højt intellektuelt potentiale befinder sig i helt almindelige skoleklasser. Men deres reaktion på hverdagen i skolen ligner på ingen måde de fleste andre elevers.
Og det handler ikke om dårlig opførsel eller dovenskab — langt fra.
Hvad psykologerne faktisk observerer
Fagfolk beskriver et meget genkendeligt mønster hos disse børn i undervisningssituationen. Det hænger tæt sammen med, hvor ekstraordinært hurtigt deres hjerne arbejder, og hvor dybt de har brug for at arbejde selvstændigt og udforskende.
Der er altså tale om noget fundamentalt neurologisk — ikke et spørgsmål om temperament eller vilje.
Hvem er børn med højt intellektuelt potentiale egentlig?
Børn, der betegnes som havende et højt intellektuelt potentiale, opnår typisk en IQ på mindst 130. De kaldes ofte "små genier" — men den betegnelse kan være misvisende. Det handler ikke blot om at regne hurtigere eller skrive bedre stile end klassekammeraterne.
Psykologen Michael M. Piechowski dokumenterede allerede i 1980'erne, at disse børns særlige egenskaber spænder over flere områder på én gang: tænkning, følelsesliv og fantasi.
Karakteristiske træk hos disse børn
- De stiller langt flere abstrakte spørgsmål end jævnaldrende — og giver sig ikke med overfladiske svar
- De besidder en usædvanlig intens følelsesmæssig dybde, der kan overraske voksne
- Deres forestillingsevne og kreativitet rækker betydeligt ud over det forventede for deres alder
Situationen de virkelig ikke kan tåle
Én ting skiller sig tydeligt ud som særligt belastende for disse børn i klasseværelset: at vente. Ventetiden — mens læreren forklarer noget, de forstod i samme sekund det blev sagt, eller mens resten af klassen indhenter dem — opleves som nærmest uudholdelig.
Det er ikke utålmodighed i almindelig forstand. Det er snarere et udtryk for, at deres kognitive tempo simpelthen ikke matcher den fælles rytme i undervisningen. De er mentalt færdige, mens timen stadig er i gang.
Hvorfor dette er vigtigt at forstå
Når man ikke anerkender dette mønster, risikerer man at fejltolke barnet. Hvad der ligner uro, uopmærksomhed eller ligefrem arrogance, kan i virkeligheden være tegn på et barn, der er intellektuelt underudfordret og desperate efter mere substans.
At kende forskel på disse to ting kan gøre en afgørende forskel — for barnet, for læreren og for hele klassemiljøet.
