Teknosignaturer – hvordan "hører" man egentlig fremmed liv?
I årevis har vi investeret milliarder i radioteleskoper, computere og rumrejser i håbet om at finde det første sikre spor af en fremmed civilisation. En ny analyse fra en fysiker ved EPFL antyder noget ganske frustrerende: en bølge af sådanne signaler kan have krydset Jordens bane for længe siden, mens vores instrumenter var for svage, for blinde – eller simpelthen kiggede den forkerte vej.
Forskere forventer ikke en optagelse i stil med "Hej, her er Mars-boerne". De søger efter såkaldte teknosignaturer – målbare tegn på teknologi, som naturen ikke selv skaber. Det kan dreje sig om:
- usædvanlige radiobølger med tydeligt kunstigt præg,
- korte, gentagende laserblip,
- overskydende varme i infrarødt lys, der afslører gigantiske energikonstruktioner,
- mærkelige emissionsmønstre, der ikke passer til stjerner, pulsarer eller sorte huller.
For at registrere noget sådant skal to betingelser være opfyldt. Først skal signalet fysisk nå Jordens nærhed. Dernæst skal vores udstyr være følsomt nok, indstillet på den rette frekvens og rette mod det rigtige hjørne af himlen på præcis det rette tidspunkt. Den første betingelse lyder enkel. Den anden er ingeniørernes og statistikernes mareridt.
Selv hvis en bølge af signaler fra fremmede skærer sig igennem galaksen som en lysende boble, kan Jorden befinde sig i dens tomme, "udhulete" indre – på det tidspunkt, hvor emissionen allerede er ophørt, mens ekkoet stadig raser videre.
I praksis betyder det, at en teknosignatur kan rulle igennem Solsystemet i løbet af dage eller måneder, mens vi netop i det tidsrum ikke kigger det rigtige sted hen – eller slet ikke bemærker noget i dataenes støj. Og det er her, Claudio Grimaldis nyeste arbejde træder ind med en temmelig nøgtern spand koldt vand.
Et statistisk blik fra EPFL: Passerer der virkelig så mange signaler os?
Grimaldi, teoretiker ved École Polytechnique Fédérale de Lausanne, besluttede sig for at sætte tal på det, som mange forskere hidtil kun havde talt om intuitivt. Han byggede en statistisk model, der blandt andet tager højde for følgende parametre:
| Parameter | Hvad det beskriver |
|---|---|
| Emissionens varighed | Hvor længe en civilisation udsender et signal eller "lyser" med sin teknologi |
| Senderens afstand | Hvor langt fra Jorden emissionen begynder |
| Antal kilder | Hvor mange sendende civilisationer vi kan forvente i et givet område af Mælkevejen |
| Signaltype | Om det udsendes i alle retninger eller fokuseret i en smal stråle |
Modellen viser, at for i dag at have en reel chance for at opfange blot ét fremmed signal, måtte et enormt antal sådanne teknosignaturer have passeret Jordens nærhed i fortiden – så mange, at antallet af "sendere" ville overstige antallet af potentielt beboelige planeter i det pågældende område af galaksen. Det lyder ikke særlig troværdigt.
Kort sagt: Hvis vi ikke ser signaler nu, er scenariet "vi overså bare en enorm mængde emissioner" slet ikke så let at forsvare. Det er langt mere sandsynligt, at sådanne emissioner ganske enkelt er meget sjældnere, end vi kan lide at forestille os – eller at de er meget kortvarige.
To klasser af signaler: spredt varme og præcis fyrtårn
Analysen opererer med to overordnede typer af hypotetiske signaler:
- Emissioner der spredes i alle retninger – for eksempel energispild fra en gigantisk infrastruktur, der "opvarmer" omgivelserne i infrarødt lys.
- Fokuserede, målrettede signaler – noget i stil med kosmiske radiofy eller laserblip, der bevidst sendes mod et bestemt område af himlen.
De første minder om en pære midt i et rum: den lyser overalt, men fra stor afstand er dens skær meget udvisket. De andre ligner en laserlommelygte: ekstremt intensiv, men kun i en smal stråle. Begge typer kræver teleskoper med enestående følsomhed. Og i tilfælde af laserstrålen spiller held også en afgørende rolle – ligger Jorden ikke præcis i skudlinjen, ser vi slet ingenting.
Analysen viser, at chancen for at registrere en fremmed teknosignatur på et givet tidspunkt er forsvindende lille, hvis emissionerne er sjældne, kortvarige og stammer fra store afstande.
Hvorfor fanger vi ingenting efter årtier med lytning?
Siden 1960'erne har hundredvis af timers radioteleskoparbejde stirret på udvalgte dele af himlen. Alligevel er der ingen entydig opdagelse. Det nye arbejde fremlægger flere kølige forklaringer.
Galaksen er enorm – vores rækkevidde latterligt lille
Mælkevejen har en diameter på omkring 100.000 lysår. Vores systematiske søgning dækker en brøkdel af en promille af dette område og kun i udvalgte frekvensintervaller. Det er lidt ligesom at forsøge at vurdere hele Jordens overflade ved at se på nogle få gader i én enkelt by.
Hertil kommer, at de signaler, vi forventer at finde, sandsynligvis er sjældne. I et givet øjeblik kan der eksistere kun ganske få emissioner i galaksen, der overhovedet har en chance for at være detekterbare for os. For at opfange dem skal man:
- kigge i den rigtige retning,
- med tilstrækkelig følsomhed og eksponeringstid,
- i det rette bølgelængeområde,
- præcis mens den pågældende civilisation udsender.
Én fejl i denne kæde, og selv en stærk, intelligent emission forsvinder i statistisk ingenting.
Svage impulser drukner i kosmisk støj
Et andet problem er selve dataenes natur. Kosmos er støjende. Pulsarer, stjerneeksplosioner, ophedede gasskyer – alt dette skaber baggrundsstøj. En fremmed laser, der efter millioner af lysår har nået os som et enkelt svagt blink, kan umuligt skelnes fra en almindelig forstyrrelse.
Omnidirektionelle emissioner som varme fra gigantiske strukturer har det heller ikke let. Fra tusindvis af lysårs afstand ligner de blot en svag "opvarmning" i stjernens nærhed. Det kræver meget præcise målinger og enorme sammenligningsdatabaser for med sikkerhed at kunne sige: "Her sker der noget kunstigt."
Er vi alene – eller er vi simpelthen blinde?
Hvad kan den gennemsnitlige rumfan tage med fra disse analyser? For det første betyder manglen på signaler ikke automatisk, at der ingen teknologiske civilisationer findes i galaksen. Dataene fortæller os blot, at:
- enten er teknosignaturer sjældne og dukker kun lejlighedsvist op,
- eller deres emissioner er kortvarige, så "signalbobler" hurtigt passerer os,
- eller de anvender kommunikationsmetoder, vi endnu ikke forstår.
For det andet ser scenariet om, at tusindvis af signaler i fortiden massivt passerede Jorden, mens vi ved en fejl overså dem alle, ikke længere ud til at være den mest fornuftige forklaring. Det forekommer langt mere sammenhængende at antage, at der simpelthen er ganske få fremmede sendere i vores kosmiske rumtidslige nærhed.
Hvad er det næste skridt i jagten på fremmed intelligens?
Paradoksalt nok er Grimaldis konklusioner ikke en opfordring til at give op. De antyder snarere, at strategien bør gentænkes. I stedet for korte lyttekampagner i mange tilfældige retninger kan det være mere fornuftigt at overvåge udvalgte lovende stjerner over lang tid. Voksende netværk af radioteleskoper og AI-baserede beregningsprojekter kan hjælpe med at trække subtile mønstre frem fra enorme datamængder.
Infrarøde søgninger vinder også stadig større betydning, idet man her leder efter varmeoverskud, der indikerer et stort energiforbrug. Selv hvis en fremmed civilisation ikke ønsker at sende signaler, kan dens infrastruktur uforvarende afsløre den – ganske ligesom nattebilleder af Jorden afslører udviklede byer.
Hvordan kan man forestille sig det som lægmand?
Et godt billede er en vandcirkel efter en sten kastet i en sø. Bølgen breder sig i ringe. På et tidspunkt passerer den det sted, hvor en observatør står på bredden. Kigger vedkommende på sin telefon i det øjeblik frem for på vandet, bemærker han ingenting. Kort efter er der intet spor af bølgen – selv om den stadig breder sig et andet sted.
Hvad angår signaler fra fremmede, er "stenen" den periode med aktiv emission. Når den ophører, efterlades i kosmos en udvidende sfære af bølger med stilhed i midten. Jorden kan befinde sig:
- uden for denne sfære – signalet er endnu ikke nået frem til os,
- inde i den "udhulete" del – signalet er allerede passeret,
- på selve overfladen – kun da har vi en chance for registrering.
Hele kunsten ved SETI består i at have øjne – og antenner – åbne præcis i det korte vindue, hvor bølgen passerer vores position. Og eftersom galaksen måles i titusindvis af lysår, vil de fleste sådanne møder være ekstremt usandsynlige.
For nogle forskere er det et argument for endnu dristigere investeringer i ny infrastruktur og algoritmer, der kan gennemsøge gamle observationsarkiver efter signaler, der blev overset for år tilbage. For andre er det en antydning af, at missioner til planeter i vores eget galaktiske nærområde er mindst lige så vigtige – for hvis vi nogensinde støder på spor af fremmed intelligens, behøver det slet ikke komme i form af et glamourøst radio-"goddag" fra den anden ende af Mælkevejen.
