Med spændingen vender også et ubehageligt spørgsmål tilbage
Kratos fra PlayStation 2- og 3-æraen er en fundamentalt anderledes figur end den, vi mødte i God of War fra 2018 og Ragnarök. Og det er præcis her, problemet opstår: hvordan fornyer man ikoniske spil uden at overføre elementer, der i dag virker stødende frem for underholdende?
Den gamle Kratos: brutal, nådesløs og overdrevet
De originale God of War 1, 2 og 3 blev til i en tid, hvor udviklere elskede at chokere med vold og erotik. Kratos, "Spartas Ånd", var selve indbegrebet af overdrivelse. Han torturerede, misbrugte og knuste enhver, der krydsede hans vej, ofte på ekstremt grusom vis.
Eksemplerne er mange. I den første del sætter helten en soldat levende i brand for at løse et puslespil i Pandoras tempel. I den tredje del lænker han en tjenestepige til en mekanisme, der skal holde en port åben — pigen dør kort efter, og Kratos kaster ikke et eneste blik på hende. Sådan var seriens stil dengang: brutal, tegneserieagtig og indstillet på at skabe "wow"-effekter.
Udviklerne byggede billedet af Kratos som et monster i menneskelig skikkelse — hans grusomhed skulle ikke chokere med realisme, men vise, at der ikke var nogen hæmninger tilbage i ham.
Hertil kom endnu et element, der i dag fremkalder en del forlegenhed: mini-spil med seksuelle undertoner, spredt ud over hele den græklandbaserede trilogi.
Kontroversielle mini-spil: belønninger for "nydelse"
I næsten alle dele, der foregår i antikkens Grækenland, kunne Kratos tilbringe tid med unge kvinder, han stødte på. Spilleren aktiverede en sådan scene ved at interagere med et bestemt sted eller en bestemt figur, hvorefter et kort QTE-segment — en sekvens af hurtige knapinputsobjekter — gik i gang.
Mekanikken var simpel: tryk på den rigtige knap på det rigtige tidspunkt, og spillet "belønner" dig med røde orbkugler til opgradering af våben — eller, som i tredje del, en trofæ med en sigende titel, der hentyder til en fruentimmerjæger. Kameraet trak sig som regel væk fra sengen eller sofaen og fokuserede på omgivelserne, men lyden og animationerne efterlod ingen tvivl om, hvad der foregik uden for billedrammen.
Sammenlignet med resten af spillet var det tænkt som et skælmsk vink til den voksne spiller. I dag er det tydeligt, at det reducerede kvinder til rollen som belønning og tilbehør til imaget af den ultimative "hårdkogte mand".
De erotiske mini-spil fungerede som et pointsystem for at gennemføre "eventyr" efter eventyr, frem for at tage figurens relationer eller følelser seriøst.
Den skjulte mening i den første del: sex som flugt fra traumer
En kuriositet, som mange spillere slet ikke kender til: i det første God of War gav udviklerne disse scener en dybere betydning. Seriens daværende instruktør forklarede i et gammelt interview, at Kratos' tilfældige romancer var tænkt som et forsøg på at overdøve smerten ved hans kones død — hun, som han selv havde slået ihjel, manipuleret af Ares.
I spillet findes der endda en dagbog, der ligger ved siden af kurtisanerne, som følger helten. Optegnelserne antyder tydeligt, at hver eneste kvinde minder ham om den tabte hustru, og at hele "fornøjelsen" ikke giver lettelse, men blot intensiverer hans skyldfølelse.
Problemet er, at denne fortolkning aldrig nåede ud til den brede offentlighed. De fleste spillere husker mini-spillene primært som et frisk afbræk og et påskud til at samle ekstra point. I de efterfølgende dele forsvandt den psykologiske mening næsten helt — tilbage stod kun den traditionelle, obligatoriske "voksne scene".
Hvorfor en remake ikke kan gå samme vej
Hvis Santa Monica Studio virkelig er i gang med en fuld fornyelse af trilogien, står de over for et svært valg. På den ene side har de gamle spil kultstatus, og mange fans husker dem med nostalgi netop på grund af den fræke, frembusende stil. På den anden side har serien gennemgået en enorm forvandling.
Kratos i God of War fra 2018 og Ragnarök er en far — et menneske, der kæmper med sin egen fortid, sin skyld og sin vrede. Han er brutal, men bevidst om konsekvenserne. Spillet sætter emotioneree, dialoger og karakterudvikling i centrum frem for billigt chok. Skal en remake binde disse to versioner af serien sammen til en sammenhængende helhed, kan man simpelthen ikke kopiere de gamle scener én til én.
Den samme helt kan ikke i ét spil tale med sin søn om ansvar og i en "fornyet" fortid behandle mennesker som rekvisitter og aktivere erotiske scener som en præmieautomat.
Nutidens publikum ser også på spil med andre øjne. Gamle greb, der engang virkede provokerende, fremstår i dag ofte blot som akavet, barnlige eller ligefrem trættende.
Hvordan de kontroversielle sekvenser kan reddes
Udviklerne har flere veje ud, som ville gøre det muligt at bevare ånden fra originalerne og samtidig tilpasse spillene til nutidens sensibilitet og det nye billede af Kratos.
- Fuldstændig fjernelse af mini-spillene — den enkleste løsning. Intime forhold optræder kun i historiens baggrund, uden spillerens direkte medvirken.
- Omskrivning af scenerne — opgiv QTE-formatet og fokuser i stedet på dialoger og de følelsesmæssige konsekvenser for figuren.
- Indstillingsmuligheder — en funktion, der giver spilleren mulighed for at slå indhold af den type fra, ligesom filtre for vold eller bandeord.
- Ironisk vending af motivet — en kort, bevidst reference, der viser, at spillet er klar over sin egen fortid og gør op med den.
Det værste scenarie ville omvendt være at gengive de gamle mini-spil med blot en opdateret grafik. Fotorealistiske figurmodeller, avanceret mimik og et moderne visuelt udtryk ville betyde, at det, som engang var en overdrevet tegneserie, pludselig ville fremstå ubehageligt bogstaveligt.
Den nye Kratos kræver en ny tone
I God of War fra 2018 undgår helten nøgenhed; hans relationer er kolde, tilbagetrukne og ofte fyldt med skam. Det er ingen tilfældighed — det er en bevidst retning, som manuskriptforfatterne har valgt. Den modne Kratos er ikke stolt af en fortid, hvor han behandlede alt som et redskab, hvad enten det var et våben eller menneskene omkring ham.
Hvis en remake viser denne tidligere version af figuren, skal den samtidig antyde, at der et sted i al dette kaos allerede spirer en kime til den eftertænksomhed, der kommer senere. Uden det vil overgangen fra den "gamle" Kratos til den "nye" fremstå utroværdig.
Hvad spillerne vinder ved en modig forandring
At droppe de primitive mini-spil betyder slet ikke, at en remake bliver tam og afpudset. Tværtimod — det giver mulighed for at flytte fokus fra billig sensation til det, der virker bedst i serien i dag: konflikten mellem menneske og guder, byrden af familietragedier og forsøget på at bryde ud af voldens onde cirkel.
For nogle fans kan det også blive en lejlighed til at se de gamle dele med nye øjne. Mange vender efter år tilbage til kultspil med blandede følelser: gameplayet er stadig sjovt, men visse scener fremkalder i dag grimasser frem for latter. En velskrevet remake kan bevare det mest interessante og rydde op i det, der er ældet særlig grimt.
Det er værd at huske, at actionspil i stigende grad konkurrerer med tv-serier og biograffilm ikke kun på det visuelle plan, men også på manuskriptkvalitet. En figur, der få minutter efter en dramatisk sorgsscene ubekymret hopper ind i et erotisk mini-spil for ekstra point, ødelægger fortællingens sammenhæng mere end enhver teknisk fejl nogensinde kunne.
En veldesignet remake af God of War-trilogien kan blive en bro mellem spillere, der er vokset op med serien, og en ny generation, der kun kender Kratos som en træt, tavs far. Betingelsen er enkel: de gamle spil kan ikke omskrives tankeløst linje for linje — særligt ikke i de afsnit, der i dag forstyrrer oplevelsen af historien mere, end de beriger den.
