Kaffekopperne har knap nok ramt bordpladen, før samtalen igen falder på det uundgåelige emne: hvornår man kan trække sig tilbage. Tre kolleger deler bord. De deler også fødselsår, men deres fremtidsudsigter kunne ikke være mere forskellige. Den ene sidder trygt på et kontor og har regnet den ud; lidt fleksible arbejdstider og måske en længere orlov skal nok få puslespillet til at gå op. Ved siden af sidder en, der har slæbt tunge kasser på et lager i tre årtier og nu kæmper med en ryg, der skriger efter lindring. Den sidste i flokken er selvstændig, mangler en solid opsparing og frygter at skulle knokle langt op i sit 70e år.
Selvom de er vokset op under de samme love og tilhører den præcis samme generation, befinder de sig i vidt forskellige virkeligheder.
Kan en universel pensionsgrænse overhovedet kaldes retfærdig, når vores arbejdsliv er så enormt forskellige?
