Det er et velkendt mønster inden for psykologien. Rigtig mange individer sidder fast i tankespindet “hvad mente personen egentlig?”, hvor de genoplever tidligere samtaler som en ridset plade og dræner sig selv ved konstant at granske hver eneste lille bevægelse.
Hverdagssituationerne udspiller sig oftest på samme måde: en ven sender et kort “ok”, en medarbejder kigger fraværende under et møde, eller din kæreste virker en smule tavs. Frem for at se det som en neutral hændelse, starter der straks en lavine af bekymringer: “Har jeg begået en fejl?”, “Er vedkommende vred på mig?”, eller “Kan han ikke lide mig mere?”.
Denne mekanisme forklares ganske enkelt inden for den psykologiske videnskab: når vi mangler konkrete data, begynder hjernen per automatik at udfylde de tomme huller. Uheldigvis har vi en tendens til at forestille os det værst tænkelige frem for at være neutrale eller optimistiske. Dette fænomen kendes som kognitive forvrængninger – en form for mentale smutveje, der engang var designet til at beskytte os mod fare,
