Et banebrydende, eksperimentelt system har givet en rygmarvsskadet patient en utrolig chance for at genvinde en del af sin motorik og følesans. Efter at have siddet årevis i en kørestol uden at kunne løfte armene, er Keith Thomas nu i stand til at brødføde sig selv og løfte et glas med væske.
Efter et tragisk udspring i vandet i juli 2020 blev manden, der er bosat i New York, lammet fra brystkassen og ned. En voldsom fraktur i en nakkehvirvel betød dengang, at han mistede stort set al kontrol over sine arme.
En teknologisk bro over skaden
Vendepunktet indtraf, da han valgte at deltage i et helt særligt klinisk forsøg faciliteret af Feinstein Institutes for Medical Research. Her indopererede et specialiseret lægeteam bittesmå elektroder direkte i de specifikke områder af hjernen, der styrer vores bevægelser og sanseindtryk. Dette skabte en enestående forbindelse, som eksperterne kalder for en dobbelt neural bypass.
Mekanismen bag dette system bygger på et dybt fascinerende princip. Så snart patienten blot tænker på at udføre en bevægelse, registrerer det indopererede udstyr øjeblikkeligt den tilhørende hjerneaktivitet. Herefter ledes nervesignalerne elegant udenom den ødelagte del af rygmarven. Ved hjælp af meget målrettet elektrisk stimulation bliver armens muskler dermed aktiveret til at udføre selve handlingen.
Den anden vej rundt er den sensoriske feedback mindst lige så afgørende. Der sidder nemlig mikroskopiske sensorer placeret på patientens hånd, tommelfinger og de øvrige fingre. Disse enheder opfanger det fysiske tryk under kontakt med genstande, hvorefter de straks sender impulser direkte tilbage til hjernens sansecentre.
Takket være denne lynhurtige dataoverførsel får han en langt mere præcis fornemmelse af, om han reelt rører ved en genstand, og hvor hårdt han griber om den. Uden en pålidelig fysisk respons er det utrolig svært at finjustere sin gribestyrke, især hvis man håndterer skrøbelige eller meget lette ting.
Intensiv genoptræning førte til forbløffende resultater
Gennem hele 35 uger trænede patienten intenst med det avancerede system. De indsamlede data afslørede efterfølgende en massiv fremgang. Styrken i hans højre arm steg med imponerende 86 procent, imens den venstre arm oplevede en forøgelse på 62 procent.
Den målrettede rehabilitering har i kombination med den moderne teknologi givet ham evnen til at løfte hænderne op til ansigtet, spise selvstændigt og ubesværet gribe om en kop. I løbet af stramt overvågede testforløb formåede han endda sikkert at håndtere ekstremt skrøbelige genstande.
Senere rettede forskerholdet fokus mod hans højre håndled, som havde været fuldstændig følelsesløst lige siden ulykken. Eksperterne observerede nøje hans hjerneaktivitet, mens han blot forestillede sig at blive rørt ved. De fremkomne mønstre blev derefter brugt til at skabe en perfekt synkroniseret stimulering af hud, rygmarv og selve hjernen.
Denne innovative tilgang, som i fagsprog kaldes kortikal spejling, forløb over 25 uger. Ved afslutningen af denne periode vendte den naturlige følesans faktisk delvist tilbage i det område af hånden, der førhen var helt uden reaktion.
Vedvarende neurologiske forandringer
Professor Chad Bouton, der stod i spidsen for forskningen, lagde ikke skjul på sin begejstring og beskrev milepælene som direkte fantastiske. Et nyligt opfølgningsbesøg har desuden bekræftet, at patienten har fastholdt de flotte fremskridt selv efter mere end to år siden indgrebet, hvilket videnskabsfolkene ser som en utrolig lovende nyhed.
Det absolut mest banebrydende aspekt er imidlertid, at manden formåede at bevare en del af sine genvundne evner, selv i de perioder hvor udstyret var slukket. Dette indikerer stærkt, at den gentagne stimulering reelt har formået at omprogrammere selve måden, elementerne i hans nervesystem kommunikerer på.
Det præcise omfang af disse dybdegående, varige neurologiske forandringer vil fortsat blive undersøgt. Samtidig er det vigtigt at anerkende, at dette eksperiment indtil videre udelukkende er gennemført med en enkelt patient.
Kommende kliniske studier skal afklare, om man kan opnå samme overvældende succes hos personer med andre former for rygmarvsskader. For videnskaben bliver den næste store udfordring at sikre, at denne revolutionerende teknologi på sigt kan fungere sikkert og stabilt som en hjælp i hverdagen hjemme hos patienterne selv.
