Det er sjældent, at internationale aftaler afslører deres sande rækkevidde lige efter, at blækket er tørret på papiret. I virkeligheden går der ofte mange år, før de egentlige konsekvenser træder frem i lyset, når økonomien forandres, og helt nye geopolitiske grænser trækkes. Et perfekt eksempel på dette er det enorme nordlige territorium, som med tiden har udviklet sig til at være en af de mest udholdende historiske legender i USA.
Historien bag denne berygtede handel rummer nemlig et langt mere komplekst politisk spil, end den populære mytologi typisk fortæller os. Selvom mange af datidens aviser var hurtige til at latterliggøre købet, var den reelle politiske modstand faktisk bemærkelsesværdig lille. Det Amerikanske Senat godkendte aftalen med det overvældende flertal 37 mod 2, hvilket formelt fandt sted den 9. april 1867.
Russiske strategiske overvejelser
Selve fundamentet for handlen blev faktisk støbt lidt tidligere på foråret. Den 30. marts nåede den amerikanske udenrigsminister William H. Seward og den russiske diplomat Eduard de Stoeckl endelig til enighed om betingelserne. Den endelige pris landede på de ganske favorable 7,2 millioner dollars, hvilket rundt regnet svarede til blot to cent for en acre af den frosne jord.
Kigger man i de historiske arkiver, bliver det tydeligt, at Zar-Rusland havde overvejet et salg i årevis. For imperiet var den fjerne koloni blevet en massiv økonomisk byrde at forsvare, og handlen hang i en tynd tråd på grund af et stagnerende marked for skind og pelsværk.
Samtidig spillede den evige magtkamp med Det Britiske Imperium en afgørende rolle for beslutningen. De russiske myndigheder frygtede helt logisk, at de ville miste det fjerne territorium i en fremtidig konflikt. Derfor anså de en stærkere amerikansk tilstedeværelse i regionen for at være den perfekte geopolitiske buffer mod britisk ekspansion. Den endelige magtoverdragelse fandt sted den 18. oktober 1867 i byen Sitka, hvor den russiske fane blev sænket, og det amerikanske flag for første gang strøg til tops.
Den afgørende menneskelige pris
Denne gigantiske overdragelse af landområder mellem to verdensmagter havde dog en enormt mørk skyggeside. Hele processen blev gennemført uden den mindste form for dialog med Alaskas oprindelige folk, der ellers havde boet og overlevet i de barske omgivelser i årtusinder.
Selvom den nye amerikanske administration førte til etableringen af moderne institutioner og et voksende økonomisk opsving, medførte det samtidig voldsomme kulturelle rystelser. De nye samfundsstrukturer udsatte de indfødte kulturer for et massivt pres og udbredt diskrimination. Dette aspekt kaster stadig i dag en væsentlig skygge over den ellers succesfulde økonomiske fortælling.
Et spøjst historisk faktum er i øvrigt, at den amerikanske kongres først frigav midlerne til selve betalingen i juli 1868. Det tog dermed over et helt år fra senatets ratificering, før pengene reelt skiftede hænder.
Guldfeberen og en helt ny æra
Vendepunktet for opfattelsen af dette iskolde hjørne af verden kom for alvor i 1896. Da der blev fundet guld i canadiske Klondike, blev de uvejsomme ruter tværs gennem Alaska pludselig forvandlet til vitale færdselsårer for tusindvis af håbefulde lykkejægere.
I de efterfølgende årtier blev regionens økonomi primært drevet frem af minedrift, fiskeri og ikke mindst den særdeles indbringende udvinding af olie og naturgas. På grund af disse kolossale naturressourcer fremstår den oprindelige købspris i dag næsten komisk lille, også selvom det altid er komplekst at sammenligne historiske beløb direkte med nutidens økonomi.
Med tiden voksede regionens militære betydning sig ligeledes enorm. På grund af den helt unikke placering på grænsen mellem det nordamerikanske kontinent og Asien blev området et absolut uundværligt forsvarsværk. Denne lange integrationsproces kulminerede endegyldigt den 3. januar 1959, da det enorme landområde officielt blev anerkendt som USA’s 49. stat.
