Selvom seriemordere findes overalt på kloden, skaber netop kulturen i USA et helt særligt og giftigt miljø for deres fremmarch. Gennem en dybdegående undersøgelse af kriminalitetsopfattelsen i 35 forskellige lande har retspsykolog doktor Eric Hickey afdækket markante kontraster. Hans professionelle analyser viser tydeligt, at vestlige, og særligt amerikanske nyhedsmedier, svælger i langt mere makabre detaljer om voldelige drab sammenlignet med resten af verden.
I dette rædselsvækkende fænomen indtager filmindustrien en uundgåelig hovedrolle. Underholdningsbranchen er nemlig utrolig dygtig til at forvandle ægte, brutal vold til populære forbrugsvarer, hvilket uundgåeligt ender med at glorificere de bestialske handlinger over for det brede publikum i Hollywood og resten af samfundet.
Den konstante eksponering i medierne kan udløse livsfarlige og konkurrenceprægede instinkter hos mentalt ustabile personer. Når virkelige forbrydelser dækkes så intenst og farverigt, fristes mulige gerningsmænd ofte til at kopiere de scener, de overværer på skærmen. De opbygger en helt forvrænget tro på, at de kan overgå de mordere, de ser i film eller dokumentarer – enten ved at undslippe lovens lange arm eller ved at tage endnu flere menneskeliv.
Kønsforskelle og håndtering af dybe traumer
Et enormt medieforbrug kan dog ikke alene forklare, hvorfor mænd står bag langt størstedelen af disse gruopvækkende forbrydelser. Eksperter fremhæver, at der eksisterer grundlæggende psykologiske forskelle på, hvordan de to køn bearbejder tidlige følelsesmæssige sår.
Mange tager barndommens traumer med sig ind i voksenlivet, men samfundets forventninger skubber oftere mænd mod en voldelig forløsning af deres indre dæmoner. Kvinder tackler derimod typisk psykisk smerte via helt andre og mere indadvendte strategier.
Ifølge anslåede psykologiske data udgør kvinder kun seksten procent af den samlede gruppe af seriemordere. Denne massive skævvridning skyldes primært, at den kvindelige psyke i højere grad er kodet til at finde fredelige løsninger, når fortidens svigt og livets modgang skal bearbejdes permanent.
Et kynisk sind fuldstændig blottet for empati
Udover kønsspecifikke træk er det ødelagte sind hos en seriemorder desuden kendetegnet ved en total mangel på evnen til at knytte ægte bånd til omverdenen. Offentligheden tror fejlagtigt, at de koldblodige gerningsmænd før eller siden vil mærke skyldfølelse og græde over deres ofre.
Den reelle psykologiske sandhed er imidlertid langt mere kynisk.
Tager man den berygtede Jeffrey Dahmer som eksempel, står det klart, at denne type forbrydere udelukkende sørger over deres egen ødelagte fremtid. Fagfolk vurderer, at nekrofile med samme profil som Dahmer ganske vist sagtens kan føle anger, men denne fortrydelse bunder aldrig i smerten over at have frarøvet andre livet.
De mærker nemlig absolut ingen følelsesmæssig relation til ofrene. Deres form for selvmedlidenhed udspringer udelukkende af en egoistisk og koldblodig realisation af, at de definitivt har kastet deres eget liv væk.
