Forskere måler for første gang hjerteslag hos vild kæmpeblåhval

Et historisk gennembrud ude på åbent hav

Ud for kysten af Middelhavet er det lykkedes biologer at gøre noget, ingen nogensinde har gjort før: de har målt hjertefrekvensen hos en frit svømmende finnehval. Det er første gang i historien, at et fuldt elektrokardiogram er blevet registreret hos en stor hval i sit naturlige miljø.

Forskere fra det franske forskningsinstitut CNRS og naturbevaringsorganisationen WWF stod bag den bemærkelsesværdige bedrift. Optagelserne af hjertets aktivitet skal afsløre, hvordan disse truede havpattedyr reagerer på den stigende belastning fra skibstrafik og andre menneskelige forstyrrelser.

Fire år med misslykkede forsøg forud for succes

Målingen fandt sted i august 2025 i Middelhavet fra det sejlende forskningsskib Blue Panda. Holdet havde i hele fire år arbejdet på at udvikle en metode til at overvåge hjerteaktiviteten hos store hvaler i fri natur. Tidligere ekspeditioner til bl.a. Madagaskar og Hawaii endte uden resultat.

Hidtil havde forskerne kun haft adgang til data fra strandede dyr eller hvaler fanget i fiskenet. Den slags data gav blot et upræcist billede af hjerteaktiviteten og fortalte næsten ingenting om dyrenes adfærd under normale forhold.

For første gang eksisterer der et detaljeret hjertefilm af en fri, rask finnehval, mens dyret lever sit sædvanlige liv.

Og det er langt mere end en teknisk triumf. Opdagelsen åbner døren til meget konkrete spørgsmål: Hvor stresset bliver en hval, når et containerskib passerer? Hvor lang tid tager det, inden kroppen falder til ro igen? Og hvilke dyr er mest udsatte langs de travle skibsruter?

Hvordan måler man hjerteslag hos et dyr på 70 tons?

En voksen finnehval kan blive op til 20 meter lang og veje op til 70 tons. Selve hjertet vejer mellem 100 og 300 kilo og er omtrent på størrelse med en lille bil. At sætte en blodtryksmanchet på det er naturligvis ikke en mulighed.

Forskerne udviklede i stedet et specialdesignet system baseret på en stor sugekop. Til denne ventouse befæstede de en kompakt multi-sensor-tag udstyret med:

• elektroder til registrering af elektrokardiogram (EKG)
• bevægelsessensorer til at registrere dyk, rotationer og hastighedsændringer
• en mikrofon til omgivelseslyde og hvalernes egne lyde
• et kamera og GPS-modul til billeder og positionsbestemmelse

Fra en forskningsbåd placeres taggen med en lang stang på cirka fire til fem meter direkte på hvalens ryg. Sugekopperne fæstner sig til huden og sidder typisk fast i fem til otte timer. Derefter løsner systemet sig automatisk og flyder op til overfladen, hvor forskerne kan indsamle dataene.

Den største udfordring lå ikke i elektronikken, men i at finde det rette øjeblik: at komme tæt nok på et dyr, der tilbringer næsten 90 procent af sin tid under vandet.

Praktiske forhindringer midt ude på havet

Holdet stødte på en lang række tekniske og praktiske problemer undervejs:

• højt tryk og stærke strømme på store dybder
• hvalens høje hastighed og uforudsigelige bevægelser
• den enorme kropsstørrelse, der gør brystregionen næsten utilgængelig
• begrænset hæftekraft på våd og ofte ru hud
• risikoen for at miste taggen med alle gemte data

Hertil kommer, at finnehvaler i Middelhavet er notorisk svære at finde. De lever i områder med hårdt vejr, bevæger sig over enorme afstande og viser sig kun kortvarigt ved overfladen. Én forpasset chance kan koste en hel dags arbejde.

Hvad hjertefilmene afslører

De registrerede hjertefrekvensdata giver et enestående indblik i livet hos et af klodens absolut største dyr. En af de mest slående opdagelser er, hvor dramatisk hjerterytmen varierer med dybden.

Denne såkaldte dykbradykardi er en velkendt strategi hos havpattedyr: ved at sænke hjertefrekvensen markant under dybe dyk sparer de på ilten. Når de stiger mod overfladen igen, accelererer hjerterytmen hurtigt, så blodet kan optage ilt i lungerne.

Målingerne bekræfter desuden noget, som naturbevarere har bekymret sig om i lang tid: finnehvaler reagerer forholdsvis sent på skibe, der nærmer sig. Dyret ændrer først kurs i sidste øjeblik, hvilket efterlader en meget lille sikkerhedsmargin.

Når man følger hjerteslag og bevægelse samtidig, kan man præcist se, hvornår en hval forskrækkes, og hvordan den derefter tilpasser sin adfærd.

Derfor er det afgørende at måle stress

Hjertet fungerer i denne sammenhæng som en slags intern stressmåler. Ved at koble hjertefrekvenser til lyde, skibstrafik og adfærd kan biologer meget præcist vurdere, hvilke forhold der er skadelige for dyrene.

Dataene kan bl.a. anvendes til:

• at udpege risikoområder, hvor hvaler ofte befinder sig tæt på skibsruter
• at teste effekten af hastighedsbegrænsninger for skibe i travle trækruter
• at vurdere støjnormer for sonarer, boreplatforme og skibsfart
• at identificere dyr, der lever under vedvarende stress

For beslutningstagere og rederier opstår der hermed et konkret redskab — ikke blot optællinger af observationer, men målbare sundhedssignaler direkte fra dyrene selv.

Finnehvalen i Middelhavet er under hårdt pres

Finnehvalen er verdens næststørste pattedyr efter blåhvalen. I Middelhavet skønnes bestanden at udgøre blot omkring 2.000 individer, og den er faldet markant siden 1980'erne. Arten er i dette område klassificeret som truet.

Den største trussel er kollisioner med skibe. Ifølge WWF medfører skibstrafik en stigning på cirka 20 procent i dødeligheden oven i de naturlige årsager. For en art med langsom reproduktion er det et alvorligt slag.

Dertil kommer en række andre risikofaktorer:

• ændringer i vandtemperatur og fødefordeling som følge af klimaforandringer
• undervandsstøj fra skibe, sonarer og industrielle aktiviteter
• kemisk forurening, der ophobes i hvalernes fedtvæv
• faldende bestande af plankton og småfisk, som udgør artens primære føde

Ved at inddrage kropssignaler som hjertefrekvens kan bevaringsplaner langt mere præcist tilpasses til, hvad dyrene faktisk kan tåle.

Hvad denne teknologi kan gøre muligt fremover

Forsøget med finnehvalen i Middelhavet er kun begyndelsen. Den samme teknologi kan på sigt tilpasses til andre store hvalarter som kaskelothvaler og blåhvaler. Kombinationer med satellitsporing og lydnetværk ligger også inden for rækkevidde.

I praksis åbner det bl.a. mulighed for:

• at indføre midlertidige stilezoner på tidspunkter, hvor hvaler er intensivt på jagt efter føde
• at flytte skibsruter få kilometer, hvis det viser sig, at dyr strukturelt udviser stress i bestemte områder
• at planlægge havbaserede anlægsarbejder til perioder, hvor hvalerne er mindre til stede

For de fleste lyder et hjertefilm fra en hval måske som en sjov videnskabelig kuriositet. Men i den daglige praksis inden for naturbevarelse kan en sådan serie af linjer på en skærm udgøre forskellen mellem en sårbar bestand, der fortsætter med at falde, og en population, der langsomt begynder at komme sig igen.

Den, der nogensinde har set en hval dukke op i horisonten, ved, hvor sårbart et sådant massivt dyr pludselig kan virke omgivet af skibe, boreplatforme og travle færgeruter. Med disse målinger får forskerne endelig tal i hånden, der matcher den fornemmelse: hvor bliver det for travlt, hvor stiger presset, og hvor er der stadig plads til at trække vejret ude på havet.