Et knudepunkt hvor en femtedel af verdens olie passerer
Den iranske blokade af Hormuzstrædet lægger et massivt pres på olie- og gasruter — men konsekvenserne fordeler sig langtfra jævnt på tværs af Europa. Mens nogle lande ser milliardstore energiimporter fra Golfstaterne gå i stå, klarer andre sig relativt bedre takket være en mere spredt handelsprofil.
Nye tal fra forskere i Wien og Delft tegner et præcist billede af, hvilke europæiske økonomier der er mest sårbare over for en langvarig blokade.
Strædet der binder verden sammen
Hormuzstrædet — den smalle passage mellem Iran og Oman — er en af verdens mest trafikerede energikorridorer. En stor del af olien og det flydende naturgas (LNG) fra Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og andre Golfstater forlader regionen via denne rute.
Siden krigens udbrud mod Iran i slutningen af februar er skibstrafikken her næsten gået helt i stå. Iranske styrker udlægger miner, udfører drone- og missilangreb og truer med yderligere aktioner. I praksis tør de fleste rederier ikke længere sejle ind i området.
Forskere advarer: varer blokaden mere end fire uger, vil forsinkelser i de globale forsyningskæder hobe sig hurtigt op.
Ifølge studiets forfatter Stefan Thurner fra Supply Chain Intelligence Institute i Wien kan en længerevarende blokade udløse kædereaktioner. Kontrakter misligholdes, skibe tvinges ad længere omveje, og energipriserne på terminmarkerne reagerer på enhver ny spændingsbølge i Golfen.
Storbritannien, Italien og Belgien i farezonen
Analysen udarbejdet af det wienske institut, Complexity Science Hub og TU Delft viser, at risiciene i Europa er stærkt koncentrerede. Ikke alle lande er lige afhængige af Golfstaterne.
Storbritannien mest eksponeret
I den samlede europæiske rangering skiller Storbritannien sig markant ud. Forskerne beregner en årlig eksponering på omkring 12,9 milliarder dollar (ca. 11,2 milliarder euro) i varer fra de ramte Golfstater.
Heraf udgør gasrelaterede produkter fra Qatar cirka 5,9 milliarder dollar (ca. 5,1 milliarder euro), med en betydelig andel LNG. Det drejer sig om langvarige kontrakter, som britiske energiselskaber er stærkt afhængige af for at dække landets gasbehov — særligt om vinteren.
Italien: afhængig af qatarsk gas og propan
Italien er den hårdest ramte EU-medlemsstat inden for eurozonen. Ifølge studiet importerer landet årligt varer fra de berørte Golfstater til en værdi af cirka 9,8 milliarder dollar (ca. 8,5 milliarder euro).
- Omkring 4,4 milliarder dollar i LNG fra Qatar
- Cirka 3,2 milliarder dollar i propan
- Yderligere import af andre petrokemiske produkter
Denne kombination rammer ikke blot elproduktion og opvarmning, men også den kemiske industri — eksempelvis produktion af plastik og emballagemateriale. Italienske virksomheder vil hurtigt skulle finde alternative leverandører, typisk til langt højere priser.
Belgien: gashub og diamanthandel under pres
Belgien klarer sig heller ikke godt i analysen. Landet fungerer via LNG-terminalen i Zeebrugge som et vigtigt europæisk knudepunkt for qatarsk flydende gas. Ifølge studiet importerer Belgien årligt LNG fra Qatar til en værdi af ca. 5,8 milliarder dollar (omtrent 5 milliarder euro).
Hertil kommer havnen i Antwerpen, som spiller en central rolle i den globale diamanthandel — herunder fra De Forenede Arabiske Emirater. Når varestrømmene fra Dubai og Abu Dhabi hakker, mærkes det direkte i den antwerpske diamantsektor, der er præget af høje værdier og korte leveringstider.
Tyskland og Frankrig drager fordel af spredte energikilder
Tyskland og Frankrig står relativt bedre, netop fordi begge lande de seneste år har udvidet deres importkilder betragteligt.
Tyskland henter årligt varer fra de ramte Golfstater til en værdi af ca. 5,7 milliarder dollar (knap 4,9 milliarder euro). For Frankrig ligger beløbet på omkring 8,1 milliarder dollar (ca. 7 milliarder euro). Disse tal lyder høje, men udgør en mindre andel af den samlede handel og energiforsyning end tilfældet er for Italien og Storbritannien.
For både Tyskland og Frankrig spiller De Forenede Arabiske Emirater en central rolle med ca. 4,2 milliarder dollar (ca. 3,6 milliarder euro) i importer. Det drejer sig primært om:
- Skibe og lystbåde
- Industrielt udstyr og maskiner
- Højteknologiske komponenter
Qatar leverer til Tyskland varer for ca. 0,6 milliarder dollar (0,52 milliarder euro), primært propan og specialgasser. Det er besværligt for tysk industri, men ikke direkte lammende. En del kan erstattes via Norge, USA eller egne LNG-kapaciteter — om end typisk til en højere pris.
Bredere spredning af energi- og handelsstrømme øger modstandsdygtigheden: jo mindre afhængig af ét enkelt knudepunkt, desto mindre risiko for en akut krise.
Diplomatisk pres: europæiske lande og Japan trækker i samme retning
De økonomiske risici har sat diplomatiet i bevægelse. Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Storbritannien og Japan opfordrede i fællesskab Iran til at ophæve blokaden. I deres erklæring beskriver de situationen som en "faktisk lukning" af strædet som følge af militær trussel, miner samt drone- og missilangreb.
Landene fordømmer Irans handlinger og tilkendegiver, at de er parate til aktivt at beskytte den handelsmæssige skibsfart. De erklærer sig villige til om nødvendigt at bidrage til missioner, der sikrer fri passage gennem strædet — og dermed er en international maritim operation reelt sat på dagsordenen.
Krav om angrebsstop og frigivelse af strategiske reserver
Et bemærkelsesværdigt aspekt: erklæringen nævner ikke ved navn USA og Israel, hvis tidligere angreb på Iran i høj grad har bidraget til den seneste eskalation i Golfen. Til gengæld kræver underskriverne et øjeblikkeligt stop for alle angreb på civil infrastruktur — herunder olie- og gasanlæg.
Landene henviser til international ret og grundprincipperne for global velstand og sikkerhed. De støtter Det Internationale Energiagenturs (IEA) beslutning om koordineret at frigive strategiske oliereserver for at dæmpe prisstigninger og forebygge akutte mangler på sårbare markeder.
Derudover overvejer beslutningstagere yderligere tiltag for at stabilisere energimarkederne — eksempelvis aftaler med producenter uden for Golfen om midlertidige forøgelser af olie- og gasproduktionen.
Hvordan en regional blokade rammer Europa ad omveje
Det er ikke kun lande med direkte energikontrakter via Hormuzstrædet, der mærker konsekvenserne. Forstyrrelserne presser fragtrater, forsikringspræmier og energipriser op på verdensplan. Lande der næsten ikke importerer olie eller gas fra Golfen, ender alligevel med højere energiregninger og dyrere råvarer.
| Land | Estimeret årlig eksponering | Vigtigste sårbarhed |
|---|---|---|
| Storbritannien | 12,9 milliarder dollar | LNG og gasprodukter fra Qatar |
| Italien | 9,8 milliarder dollar | LNG, propan og petrokemi |
| Belgien | 5,8 milliarder dollar (LNG) + handel | Qatarsk LNG, diamanthandel via Antwerpen |
| Tyskland | 5,7 milliarder dollar | Industrivarer fra UAE, specialgasser fra Qatar |
| Frankrig | 8,1 milliarder dollar | Industriimport, men mindre direkte gasafhængighed |
For virksomheder betyder en sådan blokade, at leveringstider bliver uforudsigelige. Kontrakter med faste leveringsdatoer kommer under pres, produktionsplaner må tilpasses, og lagerbeholdninger får pludselig langt større strategisk betydning. Særligt sektorer med just-in-time-logistik risikerer stoppede produktionslinjer.
Hvad virksomheder og regeringer kan gøre nu
Europæiske energiselskaber og industrivirksomheder arbejder i situationer som denne med scenarieplanlægning. De undersøger alternative ruter via andre have eller skifter til oprindelseslande, der ikke eksporterer via Hormuzstrædet. LNG fra USA, gas fra Norge eller øget import via Middelhavet er oplagte muligheder.
Regeringer kan midlertidigt justere afgifter, trække på strategiske reserver eller stille garantier til rederier og forsikringsselskaber — og dermed mindske risikoen for, at handelen går i stå alene på grund af risikoaversion i den maritime sektor.
For forbrugerne slår situationen primært igennem på energiregningen og priserne ved pumpen. En del af prisstigningen kommer direkte fra højere olie- og gasnotering. En anden del opstår indirekte via dyrere logistik og knaphed på industriråvarer, der igen smitter af på produktpriser og fødevarepriser.
Blokaden understreger, hvor sårbare globaliserede forsyningskæder fortsat er over for geopolitiske spændinger omkring ét enkelt smalt stræde. Lande der rettidigt har spredt deres energikilder og handelsruter — som Tyskland og i mindre grad Frankrig — står nu stærkere end stater, der er tungt afhængige af en håndfuld leverandører i Golfen. For europæiske beslutningstagere udgør denne krise en hård realitetsprøve på energisikkerhed, strategiske reserver og prisen på afhængighed.
