Santa Monica Studio arbejder angiveligt på en remake af den klassiske God of War-trilogi, men ét tilbagevendende element fra de gamle spil passer slet ikke længere til det moderne billede af Kratos.
De græske eventyr i God of War 1, 2 og 3 regnes stadig som milepæle i actionspillets historie — men de bærer også på en arv, som udviklerne nu har svært ved at komme udenom: voldsscener der føles anderledes i dag, og berygtede mini-spil med et tydeligt seksuelt indhold.
Kratos er ikke længere den hævngerrige slagter fra gamle dage
Spiller man God of War 2018 eller Ragnarok og vender derefter tilbage til den originale trilogi, er chokket over toneforskellen stort. Den gamle Kratos er en vandrende orkan af raseri — uden bremser eller tvivl.
I de tre første dele går han bogstaveligt talt hen over lig. Nogle eksempler fra originalspillene:
- I God of War 1 brænder Kratos en soldat levende for at løse et puslespil i Pandoras Tempel.
- I God of War 3 klemmer han en tjenestepige fast i et tandhjul for at holde en dør åben — med dødelig udgang.
- Uskyldige forbipasserende fungerer ofte som intet andet end bortskaffelige rekvisitter til at vise spartanerens vrede.
Den rå, til tider næsten karikerede grusomhed fungerede i sin samtid: en bombastisk, overdrevet actionfranchise der primært ville chokere og imponere. Men siden 2018 er Kratos blevet et andet menneske — ældre, mere udmattet, præget af skyld, og frem for alt en far der reflekterer over sin fortid.
Springet fra "hævnmaskine" til plaget far gør en simpel én-til-én-remake umulig. Tonen må ændre sig med.
Det gælder ikke kun volden, men også den måde de gamle spil behandlede seksualitet på.
De berygtede sex-mini-spil er en tikkende bombe
I næsten alle dele af de græske God of War-spil — med undtagelse af Ascension — kunne spilleren starte et valgfrit mini-spil, hvor Kratos delte seng med en eller flere kvinder. Scenerne var ikke grafisk eksplicitte, men overlod ikke meget til fantasien takket være kameravinkler og lydeffekter.
Teknisk set var der tale om Quick Time Events: spilleren skulle trykke på de rigtige knapper på det rigtige tidspunkt, så Kratos "klarede opgaven". Til gengæld modtog man som regel røde orbs — den valuta der bruges til at opgradere våben og kræfter. I God of War 3 gav sådan en scene endda en trofæ med et sigende navn på engelsk: "Ladies Man".
For mange spillere føltes disse øjeblikke dengang som frække, pubertetsprægede gags der passede til seriens frækt-uforskammede tone. Franchisen profilerede sig trods alt som voksen, chokerende og skamløs.
Oprindeligt tænkt som karakterudvikling
Et interessant detalje: i det første spil havde sådan en scene faktisk et underliggende formål. Ifølge tidligere interviews med skaberen David Jaffe var Kratos' eskapader ment som et desperat forsøg på at glemme tabet af sin hustru. I spillet ligger der endda en dagbog ved siden af Kratos' seng, hvori han skriver, at ingen kvinde kan aflede ham fra mindet om Lysandra.
Sex-mini-spillene var oprindeligt tænkt som udtryk for sorg og flugtadfærd — ikke udelukkende som pubertetsdrevet fanservice.
I senere dele forsvandt den dybde fuldstændigt. Det blev en løbende joke i serien: spillere forventede scenen, udviklerne leverede den, og konteksten indskrænkede sig til et glimt og en belønning. Derfor føles disse øjeblikke nu primært forældede og klamme — særligt sammenlignet med den langt mere modne fremstilling af Kratos i de nyere spil.
Hvorfor en moderne remake ikke bare kan kopiere disse scener
Hvis Santa Monica Studio løfter den originale trilogi visuelt og teknisk op på niveau med God of War 2018, ændrer de gamle scener automatisk tone. Hyperrealistiske kropsmodeller, moderne belysning og mere detaljerede animationer gør alt umiddelbart mere eksplicit — selv hvis kameraet drejer væk ligesom tidligere.
Hertil kommer at nutidens publikum er mere kritisk over for fremstillingen af kvinder i spil. De gamle mini-spil reducerer kvindelige karakterer til kulisse og belønning. I et nyt spil eller en remake, hvor Kratos netop kæmper med ansvar, tab og forældreskab, gnaver det endnu mere.
- Den nye Kratos er tilbageholdende og selvbevidst — ingen grinende forfører.
- Publikum forventer mere nuance i skildringen af relationer og seksualitet.
- Studiet profilerer sig nu som skaber af følelsesmæssigt modne fortællinger.
En bogstavelig gentagelse af den gamle tilgang ville ikke blot føles malplaceret, men også distrahere fra det en remake egentlig kan opnå: at ramme den klassiske trilogi ind på ny ud fra den nuværende forståelse af karakteren.
Hvordan kan disse scener fungere i en remake?
Spørgsmålet er ikke kun: skal de blive eller forsvinde? En remake giver også plads til at genfortolke idéen bag scenerne. Der er overordnet tre muligheder.
1. Fjern mini-spillene fuldstændigt
Det mest oplagte valg: ingen QTE'er knyttet til sex, ingen belønninger bundet til sådanne øjeblikke. Kratos kan stadig have relationer eller møder med andre, men inden for normale fortællemæssige scener — uden et spilelement der "belønner" spilleren for seksuel aktivitet.
2. Omform scenerne til karakterøjeblikke
En anden mulighed: Santa Monica beholder idéen om en Kratos der flygter ind i kropslig nydelse, men sætter ikke længere spilleren i rollen som aktiv deltager via et mini-spil. I stedet kan korte, ubehagelige dialoger, non-verbale animationer eller en indre monolog vise, hvor tom og smertefuld den slags valg egentlig er.
I stedet for et glimt i øjet kan sådan en scene blive noget pinligt og tragisk — der afslører, hvor knust Kratos er indeni.
På den måde bevares tematikken om sorg og skyld, uden at øjeblikket føles som en pubertetsvits.
3. Skift selve interaktionen
Hvis studiet alligevel ønsker at beholde et interaktivt element, kan tilgangen være fuldstændigt anderledes. Ingen rytmiske QTE'er til at "gennemføre" handlingen — men i stedet for eksempel et valg: afviser Kratos, giver han efter, eller går han sin vej? Et sådant beslutningsøjeblik kan gøre spartanerens indre kamp håndgribelig.
| Gammel trilogi | Mulig remake-tilgang |
|---|---|
| Sex som joke og belønning | Sex som symptom på traume og tomhed |
| QTE'er med glimt i øjet og lydeffekter | Dialoger, stilhed og ubehag |
| Kvinder som kulisse | Kvinder med egne motiver og perspektiv |
Seriens arv gnider mod den nye standard
En stor del af diskussionen drejer sig om noget mange langvarige spilserier kæmper med: hvad gør man med elementer, der engang hørte til en franchises "DNA", men nu føles forældede? For God of War handler det både om overdreven vold og seksualiserede øjeblikke på én gang.
Den moderne Kratos viser, at karakteren kan være mere end vrede og testosteron. Spillere sætter netop pris på ham, fordi han fejler, tvivler og forsøger at være bedre end sin fortid. En remake der ignorerer det, ville næsten føles som et forræderi mod den retning serien har taget siden 2018.
På den anden side værdsætter mange fans præcis den skamløse, overdrevne tilgang i den klassiske trilogi. Udfordringen for Santa Monica bliver at bevare den energi — uden at falde tilbage på gamle tricks der nu primært føles pinlige.
Hvad denne diskussion siger om spil generelt
Den mulige God of War-remake illustrerer tydeligt, hvor hurtigt normerne skifter i spilindustrien. Indhold der i 2005 blev opfattet som fræk, voksen humor læses nu på en helt anden måde — ikke kun af spillere, men også af udviklerne selv, der nu har andre ambitioner end rent at chokere.
Spil behandles i stigende grad som fuldgyldige fortællinger på linje med film og serier. Det betyder at temaer som sorg, skyld og relationer udfoldes med større alvor. Kratos er blevet et tydeligt eksempel på den udvikling: engang symbol på oppumpet hævnfantasi, nu en karakter der kæmper med forældreskab og sin egen voldelige historie.
Hvis remaken bliver en realitet, vil den ikke bare være en teknisk opgradering — men også en lakmusprøve: tør Santa Monica Studio skære i fortiden for at forblive tro mod den vækst serien selv har gennemgået?
