Tidligere bankrådgiver bliver bager og opdræter melorme mod madspild

Vis pastaparty.dk oftere i Googles søgeresultater.

Tilføj pastaparty.dk til Google

Fra jakkesæt til mel støvet forklæde: et karriereskifte ingen så komme

I en lille afsides landsby i det nordlige Frankrig har en tidligere bankrådgiver bygget noget ganske usædvanligt op — et blandet landbrug og bageri, hvor brød og insekter supplerer hinanden på overraskende vis.

Der hvor regneark og klientmapper engang fyldte dagene, handler alt nu om brændefyrede ovne, gamle kornsorter og bakker fulde af kravlende melorme. På sit kombinerede landbrug søger Fabien Billette et pragmatisk svar på to store spørgsmål: Hvordan bager man bedre brød, og hvad stiller man op med alle de restprodukter, der opstår undervejs?

Fra bank til kornmark: et spring der krævede mod

Fabien Billette tilbragte mange år i finanssektoren som specialist i karriererådgivning. Fast løn, moderne kontorer, klimaanlæg og møder i massevis — det klassiske billede af et vellykket kontorkariereforløb. Alligevel gnagede noget i ham. Han savnede håndgribelige resultater, frisk luft og arbejde med produkter man faktisk kunne se og røre ved.

I 2020 tog han den store beslutning og forlod bankbranchen for godt. Han slog sig ned i Bignicourt-sur-Saulx i departementet Marne og grundlagde La Ferme des Vignottes — et mixed landbrug, hvor han dyrker korn, maler sit eget mel og bager brød i en brændefyret ovn. Her er ingen tale om industrielt fabriksbrød, men derimod surdejsbrød og økologiske briocher bagt på gamle hvedesorter.

Han driver omkring 20 hektar jord, delvist ejet og delvist forpagtet. Kornet ender i hans egen mølle, melet bliver til brød, pizza og søde sager. Salget foregår primært lokalt via korte forsyningskæder omkring Vitry-le-François. Bemærkelsesværdigt nok består hans kundebase i høj grad af folk med en følsom mave.

Billette henvender sig til dem, der har svært ved almindeligt supermarkedsbrød, og som søger blødere og lettere fordøjeligt bagværk.

Ved at bruge gamle kornsorter, lange hævetider og naturlig surdej sigter han efter brød, der er skånsomt for fordøjelsen. Det passer ind i en bredere tendens: flere forbrugere vil vide, hvor deres mad kommer fra, og hvad den gør ved kroppen.

Klideproblemet: affald eller råvare?

Med en egen mølle følger ikke kun mel — der opstår også store mængder hvedeklid, altså de yderste skaller fra kornet. I industrien ender klid ofte som lavværdigt dyrefoder eller simpelthen i skraldespanden. På et lille landbrug kan restprodukterne hurtigt vokse sig til et problem.

Billette spurgte sig selv, hvad han egentlig kunne bruge alt det korn-affald til. Han forsøgte først at dyrke østershatte på klidet. Det viste sig teknisk muligt, men gav i praksis for beskedne resultater. Forholdet mellem udbytte, arbejdsindsats og risiko hang simpelthen ikke sammen.

Så ledte han videre efter et enklere og mere robust system, hvor hans restprodukt virkelig kunne udnyttes fuldt ud. Den søgen førte ham til et lille dyr, der dukker op stadig oftere i bæredygtigt landbrug og madkredse: melormene.

Melorme som stille medhjælpere på gården

Melorme er larverne af billen Tenebrio molitor. Siden 2021 er de officielt godkendt som et nyt fødevaremiddel i den Europæiske Union — både til dyr og under visse betingelser til mennesker. De er proteinrige og kræver meget lidt plads og vand.

For Billette viste de sig at være præcis det manglende led i hans cirkulære puslespil:

  • de spiser gerne hvedeklid;
  • de vokser hurtigt, på 8 til 15 uger;
  • de leverer en koncentreret proteinkilde til dyr;
  • de er relativt nemme at holde med en begrænset investering.

I praksis ser det hele mindre futuristisk ud, end det lyder. I et hjørne af gården står stakke af bakker med et lag klid i bunden. For at give lidt fugt og ekstra næring tilsætter han usælgelige økologiske grøntsager og frugter fra en nærliggende økobutik. Æggene udvikler sig til larver på cirka 2 til 3 centimeter.

Opstillingen er bevidst holdt simpel: ingen højteknologiske klimaanlæg, blot spande og bakker i et rum med god ventilation og rene forhold. Billette sorterer jævnligt, vasker de blå kasser grundigt og holder dermed hygiejnen på et forsvarligt niveau.

Med denne beskedne opstilling henter han allerede omkring ti kilo melorme om ugen — primært fodret med materiale, der ellers ville være endt som affald.

Ny proteinkilde til høns, krybdyr og endda myrer

En del af høsten forbliver på gården. Hønsene får melormene som en proteinrig godbid, hvilket styrker deres kost og potentielt forbedrer ægkvaliteten. Insekter er naturligt en del af hønsenes menu i naturen, så de tager godt imod dem.

Resten sælger han til private dyreejere — typisk dem med eksotiske fugle, krybdyr og andre utraditionelle kæledyr, som det kaldes i Frankrig. Én kunde bestiller endda insekterne til sin myrekoloni.

Med et proteinindhold der ofte overstiger 60 procent, er melorme også interessante for større husdyrsektorer som svine- og fjerkræbrug, der søger lokale alternativer til importeret protein. Sojaimporten fra Sydamerika har i årevis ligget under lup; insekter kan overtage en del af den rolle.

Melorme som knudepunkt i et cirkulært fødevaresystem

Billettes tilgang viser, hvordan et lille dyr kan blive centrum i en lukket kredsløb på gården:

  • Trin 1 – Korndyrkning: På 20 hektar dyrkes hvede, delvist af gamle sorter.
  • Trin 2 – Møllen: Kornet males til mel og klid.
  • Trin 3 – Bageriet: Melet bruges til surdejsbrød, briocher og pizza.
  • Trin 4 – Restprodukter: Klid og usælgelige grøntsager/frugter bliver foder til melorme.
  • Trin 5 – Proteinproduktion: Melormene vokser op til en koncentreret proteinkilde.
  • Trin 6 – Tilbage til gården: Insekterne går delvist til hønsehuset, delvist til kunder med dyr.

Resultatet er et system, hvor næsten ingenting går til spilde, og hvert restprodukt får maksimal værdi. For landmænd åbner det nye indkomstmuligheder og reducerer afhængigheden af eksternt foder og kunstgødning.

Hvad danske bagere og landmænd kan lære af det

Selv om historien udspiller sig i Frankrig, berører den diskussioner, der er højst relevante herhjemme. Mange håndværksmøller og bagere leder efter smarte måder at genbruge restprodukter på. Samtidig vokser interessen for korte forsyningskæder, lokale proteiner og mindre madspild.

Ikke alle vil straks sætte bakker med insekter op, men princippet er bredt anvendeligt. Det handler om at se på hvert "affaldsprodukt" og spørge sig selv, om det ikke kan blive råvare i en ny aktivitet. Det kan for eksempel dreje sig om:

  • bryggerimæsk fra ølfremstilling til dyrefoder, brød eller snacks;
  • grøntsagsskræller til bouillon, fermentering eller dyrefoder;
  • kosmetisk ukurante frugter til marmelade, kompot eller tørring;
  • kaffegrums til svampedyrkning.

Melorme passer inden for den samme logik, men kræver opmærksomhed på lovgivning, hygiejne og dyresundhed. I EU gælder strenge regler for, hvad insekter må spise, og hvordan de må forarbejdes — særligt når de ender i fødekæden for mennesker eller landbrugsdyr.

Ville du selv spise melorme til brødet?

I Danmark rynker mange stadig på næsen ved tanken om insekter på tallerkenen, selvom der allerede findes snacks og kødsubstitutter med insekter som ingrediens. Ofte mærker man det næppe, fordi det er blandet ind som mel i burgere, proteinbarer eller pasta.

På Billettes gård er fokus foreløbig på dyrefoder. Ikke desto mindre kan hans projekt ses som et prøvefelt for en fremtid, hvor insekter er et naturligt ingrediens i vores kost. Særligt hvis råvarer bliver knappe og presset på landbrugsjord vokser, vil den slags alternativer komme i spil igen.

For den der allerede nu vil prøve noget med melorme derhjemme, er der praktiske muligheder: de kan bruges som snack til høns i haven, som foder til akvarie- eller terrarium-dyr, eller — fra en godkendt producent — som del af et bæredygtigt måltid. Det er dog altid klogt at tjekke oprindelse, hygiejne og opbevaringsmetode, præcis som man gør med kød eller fisk.

Historien om den tidligere bankrådgiver, der nu står omgivet af brød og bakker med insekter, viser fremfor alt, hvor hurtigt en karriere kan vende, når man vælger det lokale og håndgribelige. Hans projekt illustrerer, hvordan håndværk, landbrug og innovative proteinkilder kan styrke hinanden — uden store fabrikker eller kompliceret teknologi, men med en god portion opfindsomhed og mod til at gøre tingene anderledes.

Scroll to Top