Et megaprojekt rykker tættere på virkeligheden
Ud for Storbritanniens kyst er et af tidernes største energiprojekter netop trådt ind i en afgørende ny fase. Verdens største havvindpark har nu fysisk forbindelse til fastlandet – og det markerer et vendepunkt, der vil mærkes af millioner af britiske husstande.
Bag den første søkabel gemmer sig en verden af avanceret teknik, global logistik og milliardinvesteringer. Hornsea 3 er ikke blot et vindpark – det er en industriel energirealitet under opbygning.
Vindpark der skal forsyne 3,3 millioner husstande med strøm
Den 26. marts trak energiselskabet Ørsted den første eksportkabel fra havbunden i Nordsøen op på østkysten af Storbritannien. Dermed ligger den første direkte forbindelse til det britiske højspændingsnet klar.
Hornsea 3 får en kapacitet på 2,9 gigawatt. Når parken er fuldt operationel ved udgangen af 2027, kan den levere nok elektricitet til over 3,3 millioner britiske boliger. Det gør projektet til ikke blot verdens største havvindpark, men også en af de tyngste søjler i Storbritanniens klima- og energiplaner.
Med en kapacitet på 2,9 gigawatt vokser Hornsea 3 til at blive en af de vigtigste kilder til billig vedvarende energi i Storbritannien.
Den samlede investering anslås til omkring 8,5 milliarder pund. Ørsted solgte i slutningen af 2025 halvdelen af projektet til investeringsfonden Apollo, der lægger cirka 5,2 milliarder euro i projektet. Den kapitalindsprøjtning kom på et tidspunkt, hvor omkostningerne til store havprojekter er steget markant.
680 kilometer kabel under vand og under jord
Den kabel, der nu er ført i land, er blot begyndelsen. Den belgiske maritime entreprenør Jan De Nul Group skal i alt inspicere, transportere og installere 680 kilometer eksportkabel på havbunden – størstedelen inden udgangen af 2026.
Kablerne leveres af kabelproducenten NKT. Produktionen startede allerede for tre år siden og kører frem til denne sommer, nøje koordineret med tidsplanen for installationsskibene.
Sådan fungerer en eksportkabel
En eksportkabel er i virkeligheden et samlet pakkeforløb. I ét bundt kombineres to højspændingsjævnstrømskabler (HVDC) med et fiberoptisk kabel. Elledningerne transporterer strøm fra turbinerne til land, mens fiberoptikken kontinuerligt sender driftsdata til vindparkens kontrolrum.
- To HVDC-kabler til transport af elektricitet
- Ét fiberoptisk kabel til data og overvågning
- Installation i ét forløb for at forstyrre havbunden mindst muligt
- Ekstra beskyttelse fordi alle komponenter er samlet i ét bundt
Tæt ved kysten tilsluttes den undersøiske kabel en landkabel, der løber mere end 50 kilometer under jorden til Swardeston i Norfolk. Her står en stor konverterstation, der omdanner jævnstrøm til vekselstrøm til det britiske højspændingsnet. Ved at lægge kablet under jorden forbliver landskabet i det store hele frit for nye master og åbne grøfter.
Konverterstationer der rejste halvvejs rundt om kloden
Til søs skal Hornsea 3 have to store konverterstationer. Disse platforme omdanner den vekselstrøm, turbinerne producerer, til jævnstrøm – hvilket over disse afstande giver langt færre tab.
Stålunderkonstruktionen – den såkaldte jacket – til den første station sejlede afsted fra Vlissingen. Den massive konstruktion er cirka 54 meter høj, vejer omkring 3.500 ton og skal holde til Nordsøstorme i årtier fremover.
Den øverste del af samme station tilbagelagde en endnu mere ekstrem rute: mere end 13.000 sømil fra Thailand til Norge og videre til installationsstedet i Nordsøen. Denne omvej illustrerer, hvor globalt forsyningskæden for havvind efterhånden er blevet.
Fra stål produceret i Europa til højspændingsteknik fra Asien: Hornsea 3 bliver bogstaveligt talt bygget på flere kontinenter på samme tid.
Installationen af den første jacket foregik med Heeremas gigantiske kranfartøjer, heriblandt Sleipnir. Virksomheder som Hitachi Energy og Aibel leverer højspændingsudstyr og offshore-ingeniørarbejde. I slutningen af marts 2026 stod den første komplette offshore-substationskonstruktion allerede på plads.
Enorme turbiner og en global forsyningskæde
Hornsea 3 udstyres med turbiner fra Siemens Gamesa med en effekt på 14 megawatt pr. styk. Det er i øjeblikket blandt de kraftigste kommercielt tilgængelige havvindturbiner. Hver enkelt turbine kan på spidsbelastningsmomente producere nok strøm til en mellemstor by.
Fundamenterne til turbinerne – overvejende monopiles, altså enorme stålrør – kommer fra flere lande, herunder Spanien og Kina. Installationen af disse fundamenter udgør den næste store fase, nu hvor den første kabel og den første station er på plads.
Hornsea 3 ligger cirka 120 kilometer øst for kysten af Yorkshire. På den afstand blæser det mere konstant og kraftigere end tæt på kysten, hvilket øger strømproduktionen betydeligt. Forberedelserne til projektet begyndte allerede omkring 2018 med godkendelsesprocedurer og designstudier.
Vækst i Hornsea-zonen og rollen i britiske energimål
Hornsea 3 er det tredje store vindpark, som Ørsted udvikler i samme zone i Nordsøen. Hornsea 1 har 1,2 gigawatt, Hornsea 2 har 1,3 gigawatt. Det nye park er altså alene større end de to første tilsammen.
| Projekt | Kapacitet (GW) | Operationelt fra |
|---|---|---|
| Hornsea 1 | 1,2 | 2019 |
| Hornsea 2 | 1,3 | 2022 |
| Hornsea 3 | 2,9 | Forventet ultimo 2027 |
Ørsted ser Hornsea 3 som et nøgleprojekt for at nå de britiske mål: 50 gigawatt havvind inden 2030 og klimaneutralitet i 2050. Storbritannien har i dag cirka 15 gigawatt i drift fra havvindparker. Storskalarojekter som Hornsea 3 skal lukke det hul på forholdsvis kort tid.
På globalt plan styrer Ørsted allerede mere end 18 gigawatt installeret vedvarende kapacitet fordelt over Europa, Nordamerika og Asien. Hornsea-zonen forbliver et kerneområde i selskabets britiske strategi.
Motor for kystregionen og en stram tidsplan
Byggeriet af Hornsea 3 forventes at skabe op til 5.000 arbejdspladser i anlægsfasen. Når parken er i drift, vil der forblive omkring 1.200 faste stillinger – fra serviceteknikere til maritime operatører og energispecialister.
Den daglige drift koordineres fra Grimsby, en havneby ved mundingen af Humber. Grimsby har de seneste ti år udviklet sig hurtigt til et servicecenter for Nordsøvind med nye værksteder, kajanlæg og uddannelsescentre.
De kommende år byder på en stram tidsplan. De resterende kabelsektioner skal færdiggøres denne sommer, nøje tilpasset installationsskibenes planer. Derefter flyttes fokus til placering af fundamenter og montering af turbiner, så den første fulde strømproduktion kan finde sted ved udgangen af 2027.
Hvad den slags projekter betyder for energisikkerheden
Et vindpark i denne størrelsesorden har langt større betydning end blot et lavere CO₂-forbrug. Den britiske regering ønsker at reducere afhængigheden af importeret gas – en lektie der blev understreget yderligere af energikrisen efter den russiske invasion af Ukraine. Store havvindparker mindsker den afhængighed og tilbyder relativt stabile, forudsigelige produktionsomkostninger.
Der er dog risici forbundet hermed. Den lange byggetid gør projekter sårbare over for stigende renter, dyrere materialer og mangel på arbejdskraft. Den komplekse internationale forsyningskæde betyder også, at forstyrrelser – for eksempel i skibsfart eller stålproduktion – direkte påvirker tidsplanen og omkostningerne.
For naboer og fiskere rejser sig andre spørgsmål: påvirkningen af havlivet, presset på fiskeområder og synligheden fra kysten. Fordi Hornsea 3 ligger så langt til søs, er turbinerne næsten ikke synlige fra fastlandet – men ændringer i skibsruter og naturområder forbliver et følsomt emne i regionen.
Hvad betyder det for Danmarks nabolande og Nordsøen?
For lande med tilsvarende ambitioner er projekter som Hornsea 3 en slags generalprøve. Havvindflåden vokser hurtigt i hele Nordsøregionen, og erfaringerne fra Hornsea 3 – eksempelvis om HVDC-teknik, kombination af kabel- og fiberoptiske forbindelser og organisering af en international forsyningskæde – er direkte relevante for fremtidige projekter.
For forbrugerne kan denne skalering på sigt bidrage til at holde strømpriserne mere stabile, særligt hvis flere lande kobler deres net sammen. Samtidig kræver det skarpere valg: hvilke dele af Nordsøen bruges til energi, hvilke til naturgenopretning, og hvilke forbliver primært forbeholdt fiskeri og transport?
Den, der i de kommende år står ved den britiske eller nordeuropæiske kyst og kigger ud over havet, ser måske blot en smal stribe vand. Men derude rejser der sig skridt for skridt en industriel energigigant – opbygget af kabler, stål og software – med ét formål: at holde lyset tændt i millioner af hjem uden et eneste tønde olie eller kubikmeter gas.
