God of War: Sons of Sparta til PS5 – metroidvania’en der splitter fans

Kratos vender tilbage i 2D – og det skaber debat

Kratos er tilbage på PS5 i en 2D-udgave, der minder langt mere om en klassisk metroidvania end om den typiske slash-action, serien er kendt for.

På papiret lyder det som den perfekte spin-off: tilbage til den græske mytologi, en ung Kratos, forholdet til Deimos og udforskning af et labyrintisk verdenskort. I praksis har God of War: Sons of Sparta skabt voldsomt delte meninger – fra begejstring over gameplayet til direkte anklager om, at spillet ikke burde eksistere inden for sagaens rammer.

Spillernes vurderinger: Et gennemsnit på kun 10,4/20 og megen skuffelse

De tilgængelige data viser, at brugernes gennemsnitlige karakter ligger på 10,4 ud af 20. Blandt de 9 registrerede bedømmelser dominerer middelmådige vurderinger, med enkelte begejstrede stemmer og et par virkelig hårde anmeldelser.

I mange spilleres øjne fremstår Sons of Sparta som en anstændig metroidvania – men som en skuffende God of War, der ikke lever op til det, mærket lover.

Adskillige spillere påpeger, at projektet nærmest ville være gået ubemærket hen, hvis God of War-logoet ikke prydede forsiden. Omvendt finder fans af metroidvania-genren, som ikke er bundet til seriens narrative kanon, ganske meget at glæde sig over her.

Nostalgien virker, men historien skurrer

Tilbage til Grækenland: spillets største styrke

Det element, der roses allerhøjest, er stemningen. Spillet kaster Kratos tilbage i den græske mytologis verden og trækker kraftige tråde til PS2-æraen.

• Fjendtyper der minder om de klassiske PS2-titler,
• lokationer inspireret af antikke templer, katakomber og arenaer,
• talrige nikk til fans af de tidligere spil, herunder til Ghost of Sparta.

For mange er netop dette aspekt det, der redder oplevelsen. Det giver mulighed for i et par timer at vende tilbage til seriens rødder og mærke den "gamle" God of War-følelse – om end i en ny form.

Kratos som ikke rigtig er Kratos: kritik af manglende sammenhæng

Det hårdeste angreb på spillet handler om manuskriptet og den måde, figurerne fremstilles på. Spilkyndige med dybt kendskab til kanon fremhæver alvorlige uoverensstemmelser i skildringen af både Kratos og Deimos.

Spillere skriver direkte: Historien antyder, at Kratos inden sin pagt med Ares var "en god fyr" og en varm storebroder – og det stemmer simpelthen ikke overens med billedet af den brutale, kolde kriger fra de tidligere spil og udvidelser.

De hyppigst nævnte narrative problemer er:

• En Kratos der fremstilles som overdrevent omsorgfuld far og bror, hvilket modstrider billedet af den egoistiske, æreskære spartianer fra de grækisksatte spil,
• Deimos præsenteret på en måde, der ikke stemmer overens med hans portræt i Ghost of Sparta,
• et forsøg på at fortælle et "ukendt kapitel" i historien, der i stedet for at uddybe blot udvander den etablerede karakterforståelse,
• brødrenes relation er kun overfladisk skitseret – i stedet for emotionelle scener får vi primært et påskud til at nå næste niveau.

Nogle spillere forsvarer dog fortællingen og peger på den narrative ramme, hvor Kratos fortæller historien til Calliope – noget der åbner for at betragte dele af begivenhederne som en subjektiv og muligvis upålidelig beretning. Alligevel mener mange fans, at manuskriptet snarere skaber forvirring end uddyber Kratos som figur.

Gameplay: solid metroidvania, men med et gentagelsesproblem

Udforskning og karakterudvikling

Sons of Sparta dropper det sædvanlige kamera over skulderen til fordel for et todimensionelt perspektiv og metroidvania-strukturen. Vi får et tæt, flerlaget verdenskort, masser af kister, hemmeligheder og genveje samt evner, der låser op for nye områder.

Det er primært genrefans, der er tilfredse:

• Et stort og komplekst kort, der opfordrer til at vende tilbage til tidligere lokationer,
• behageligt og responsivt styring,
• en progression der føles meningsfuld – fra beskeden kriger til en egentlig dræbemaskine.

Nogle sammenligner kampstilen og niveauopbygningen med titler som Blasphemous, med et tydeligt fokus på præcise undvigelser, slag og håndtering af talismaner.

Gentagne kampe og for svage bossser

Selv de, der roser gameplayet, indrømmer, at en følelse af monotoni sniger sig ind undervejs. Bevægelsesviften udvides langsommere end forventet, og variationen i kampene er begrænset.

Spillere klager over, at spillet nærmest ikke introducerer nye mekanikker i anden halvdel, og at den endelige boss kan besejres på under et minut – hvilket efterlader en tydelig utilfredshed.

De hyppigste kritikpunkter er:

• Begrænset variation i fjendtyperne – de samme typer dukker gentagne gange op i andre farver,
• mangel på markante og mindeværdige bossbosser,
• et punkt, hvor Kratos bliver for magtfuld – talismaner og opgraderinger gør, at store dele af spillet ophører med at byde på reel udfordring,
• et alt for gentaget mønster: ny zone – et par kampe – kort mellemsekvens – ny zone.

Samtidig roser en del anmeldere rytmen i udforskning og kampe. For dem er systemets enkelhed en styrke: spillet er let at gå til, og fornemmelsen af en voksende helt giver ægte tilfredsstillelse.

Lyd og grafik: mellem retro-stemning og next-gen-skuffelse

Grafik: for beskedent til PS5?

Én anmeldelse sammenligner Sons of Sparta med et spil, der uden problemer kunne køre på den første PlayStation. Det er selvfølgelig overdrevet, men det fanger godt den stemning, en del af fællesskabet sidder med.

Mange kritikere mener, at titlen på ingen måde demonstrerer PS5's kraft – det ser ud som et beskedent 2D-projekt med teksturer i høj opløsning, men helt uden et egentligt "wow"-øjeblik.

Klagerne drejer sig primært om:

• En kunstnerisk stil uden særlig udtryksfuld identitet, der ikke brænder sig fast i hukommelsen,
• lokationer der beskrives som "tomme" og mangelfulde i detaljerigdom,
• fraværet af de spektakulære set pieces, der kendetegner seriens store udgivelser.

Dertil kommer rapporter om billedratenfald ved større udfoldede kortområder eller mere intensive kampe. Det er endnu et argument i kritikernes arsenal – man forventede teknisk polering, men fik i stedet FPS-drops og fejl, der kan blokere fremgangen fuldstændigt.

Musik: fra nostalgi til ligegyldighed

Lydsporet vækker heller ikke enighed. Der dukker enkelte temaer op, der minder om de tidlige PS2-spil – noget fans sætter pris på. Nogle numre trækker hårdt på retro-æstetikken og associerer ligefrem med NES-æraen – og det er her diskussionerne starter.

For nogle er denne stilblanding en sympatisk hyldest til klassikerne. For andre er det noget, der simpelthen ikke passer til God of Wars mørke, brutale univers og ødelægger fordybelsen. Mange kommentarer kalder musikken "ubemærkelsesværdig" og "ikke mindeværdig" – og for en serie berømt for sit stærke lydunivers gør det ekstra ondt.

Sons of Sparta som metroidvania kontra Sons of Sparta som God of War

Jo længere man læser spillernes meninger, desto tydeligere bliver det, at dette er et spil, der eksisterer på to niveauer:

• For metroidvania-entusiaster er det ofte en solid og til tider rigtig vellykket titel med et enormt kort og tilfredsstillende karakterudvikling,
• For God of War-fans er det i mange øjne sagaens svageste kapitel, med et tvivlsomt sted i kanon og en skuffende fortælling.

Der er også stemmer, der mener, at spillet er "faldet som offer for sit eget navn". Forventningerne til serien er i dag enorme – særligt efter de seneste store udgivelser til PS4 og PS5. En spin-off i 2D-format med et lavere budget har simpelthen ikke en chance for at bryde gennem den mur af forventninger – og det er præcis det, man mærker tydeligst i mange anmeldelser.

Hvem er dette spil til, og hvad bør man huske på?

Hvis man søger et stort, filmisk spektakel med monumentale bosser og banebrydende grafik på PS5, vil Sons of Sparta sandsynligvis skuffe. Spillet er bygget mere som en klassisk metroidvania med vægt på udforskning og 2D-kampsystemet.

For dem, der:

• holder af metroidvania-spil og ikke kræver fotorealistisk grafik,
• accepterer en tilbagevenden til en mere beskeden 2D-form,
• ikke betragter God of War-kanon som hellig,

kan dette projekt vise sig at blive et engagerende eventyr over adskillige timer. Kommentarer nævner gennemspilningstider på omkring 30 timer med høj kortkompletion – der er altså rigeligt med indhold.

Det er også værd at tage med i betragtningen, at en del af kritikken handler om teknisk tilstand – spillere rapporterer om fejl og billedratenfald, som potentielt kan afhjælpes med opdateringer. For dem, der køber spillet senere efter en serie patches, kan oplevelsen være en smule anderledes end ved lanceringen.

Sons of Sparta rejser i øvrigt et interessant spørgsmål om store brands' fremtid. Kan kendte spilserier tillade sig at udgive mindre, eksperimenterende projekter, der sigter mod andre genrer og en anden skala? Eller vil logoet fra en så anerkendt serie altid virke som et tveægget sværd og skrue forventningerne op langt over, hvad spillet reelt leverer? I tilfældet med God of War: Sons of Sparta er det meget tydeligt, at svaret langtfra er enkelt.