En tilfældig opdagelse, der ryster paleontologien
På en øde græsmark i Patagonien snublede en lokal hyrde over knoglerne fra et enormt dyr. Ingen anede dengang, hvilken betydning det ville få for videnskaben.
Det, der begyndte som en helt almindelig tur rundt på en gård i den argentinske provins Chubut, har nu gjort det til siderne i videnskabelige tidsskrifter. En ny dinosaurart ved navn Bicharracosaurus dionidei passer simpelthen ikke ind i de kendte mønstre. Den kombinerer træk fra vidt forskellige grupper og tvinger forskere til at gentænke historien om de gigantiske planteædere.
En tyve meter lang kæmpe under fårenes hover
Knoglerne, der blev fundet på en privat gård i det sydlige Argentina, stammer fra sen jura-tid – for cirka 155 millioner år siden. Det var en epoke, hvor enorme sauropoder allerede vandrede rundt på Jorden, men hvor mange evolutionære linjer stadig var under udvikling.
Forskerne udgravede mere end 30 hvirvler, ribben og et fragment af bækkenet. En analyse af knoglernes størrelse og opbygning viser, at et voksent individ målte cirka 20 meter i længden. Den nåede ikke op på de allerstørste kendte sauropoder, men ville alligevel uden besvær have domineret nutidens landskaber.
Den nye dinosaur var en planteæder på cirka 20 meter med en imponerende hals, hvis knogler var bevaret i overraskende god stand i betragtning af deres høje alder.
En dinosaur, der ikke vil lade sig sætte i bås
Det mest fascinerende ved Bicharracosaurus dionidei er dog ikke dens størrelse, men dens anatomi. Det forskerhold, hvis resultater er publiceret i tidsskriftet PeerJ, fremhævede en usædvanlig blanding af anatomiske træk.
- Nogle af halshvirvlerne og kropshvirvlerne ligner den afrikansk kendte Giraffatitan, et medlem af brachiosauridae-familien.
- Andre dele af rygsøjlen, særligt rygghvirvlerne, minder stærkt om dem fra Diplodocus og dets nordamerikanske slægtninge.
- Bækkenets opbygning og knoglernes proportioner peger derimod på et slægtskab med brachiosaurerne og ikke med de såkaldte piskhale-sauropoder som diplodoken.
Denne hybride kombination besværliggjorde klassifikationen betydeligt. Derfor anvendte forskerne fylogenetiske analyser – altså computerbaserede sammenligninger af hundredvis af skelettræk fra forskellige dinosaurer.
Analysernes resultater tyder på, at Bicharracosaurus dionidei tilhører familien Brachiosauridae og er det første medlem af denne gruppe, der er beskrevet fra jura-periodens lag i Sydamerika.
Hvis disse konklusioner holder, giver det forskerne et stærkt argument for, at brachiosaurerne i jura-perioden var langt mere udbredte, end man tidligere antog. De begrænsede sig ikke til nutidens Nordamerika og Afrika, men nåede også frem til de sydlige kontinenter.
Hvad en sådan "blandet arv" fortæller os
Den usædvanlige kombination af træk har større betydning end blot et klassifikationsproblem på et museum. Det antyder, at de evolutionære linjer hos sauropoderne i sen jura var tæt sammenflettet, og at grænserne mellem familierne ikke var så skarpe, som enkle lærebogsskemaer ellers antyder.
Det påvirker til gengæld den måde, forskerne rekonstruerer dinosaurernes vandringer på det gamle superkontinent Gondwana. Hvis brachiosaurerne faktisk dukkede op i Patagonien så tidligt, må de have tilbagelagt enorme afstande, inden landmasserne for alvor begyndte at drive fra hinanden.
Patagonien bliver stadig vigtigere for paleontologer
Resterne af Bicharracosaurus dionidei stammer fra formationen Cañadón Calcáreo i Patagonien. Regionen har i årevis tiltrukket forskerhold, men det er først for nylig, at den er begyndt at blive betragtet som et af nøgleområderne for forskning i jura-tidens sauropoder.
Indtil for nylig byggede viden om senjurassiske sauropoders udvikling primært på de mange fund fra Nordamerika og enkelte lokaliteter på den nordlige halvkugle.
Den sydlige halvkugle var længe en hvid plet på kortet. Enkeltfund i Tanzania havde stor betydning, men der manglede sammenligneligt materiale fra andre dele af det tidligere Gondwana. De nye rester fra Patagonien er med til at udfylde dette hul.
Som forskerne understreger, hjælper hvert nyt fund fra Chubut os til at forstå, hvordan "dinosaurkortets" geografiske fordeling så ud på de gamle kontinenter. Det giver mulighed for at undersøge, om lignende former opstod uafhængigt forskellige steder, eller om de snarere migrerede, mens landmasserne stadig var forbundne.
Hvor hyrdens dinosaur hviler i dag
De rensede og konserverede knogler er nu overflyttet til Museo Paleontológico Egidio Feruglio i byen Trelew. Det er et af de vigtigste paleontologiske museer i Sydamerika, blandt andet kendt for sine imponerende skeletter af titanosaurier.
Med Bicharracosaurus dionidei er arbejdet langt fra afsluttet med publikationen. Den detaljerede beskrivelse af de enkelte skeletrester er stadig i gang, og paleontologerne håber på at finde yderligere fragmenter på samme lokalitet – for eksempel lemmeknoglerne eller kraniet, der ville give et mere præcist billede af dyret.
| Egenskab | Bicharracosaurus dionidei |
|---|---|
| Geologisk periode | Sen jura (ca. 155 mio. år siden) |
| Kroppens længde | Cirka 20 meter |
| Gruppe | Sauropod, sandsynligvis Brachiosauridae |
| Fundsted | Provinsen Chubut, Patagonien, Argentina |
| Vigtigste kendetegn | Blanding af træk fra brachiosaurider og diplodok-lignende former |
Hyrden, der gav dinosauren dens navn
Historien begynder med den lokale hyrde Dionide Mesa. Det var ham, der som den første lagde mærke til de usædvanlige knogler, der stak op af jordbunden på hans gård. I stedet for at ignorere dem underrettede han specialisterne, og hans navn endte derfor i den videnskabelige litteratur.
Artsbetegnelsen dionidei er netop en æresbevisning til ham. Slægtsnavnet bicharraco stammer fra en hverdagslig spansk betegnelse for et stort dyr. Forskerne fandt, at det skildrer den opdagede kæmpes karakter på en perfekt måde.
Et tilfældigt fund på en helt almindelig græsmark viste sig at være det manglende brik i puslespillet om brachiosaurernes udbredelse på de gamle kontinenter.
Den slags historier minder os om, hvilken afgørende rolle landbobefolkningen spiller – mennesker, der til daglig færdes i det samme landskab. Forskere besøger et udgravningssted nogle uger om året, mens hyrder og landmænd ser den samme jord hver eneste dag.
Hvorfor denne dinosaur vækker så stor videnskabelig interesse
Bicharracosaurus dionidei er hverken det største eller det mest komplette skelet, der er udgravet i Patagonien. Alligevel tiltrækker den opmærksomhed af flere grunde.
- Den stammer fra en periode, der stadig er dårligt dokumenteret i Sydamerika.
- Den repræsenterer brachiosauer-linjen på et sted, hvor den ikke tidligere er bekræftet fra jura-perioden.
- Den kombinerer træk fra forskellige familier, hvilket tvinger til en korrektion af de forenklede stamtræer.
- Den udgør et vigtigt referencepunkt for sammenligninger med fund fra Afrika og Nordamerika.
Hvert sådant "problematisk" eksemplar hjælper med at afprøve, om tidligere antagelser om dinosaurernes evolution var for forsimplede. Jo flere sådanne eksempler vi har, desto mindre lineær ser dinosaurernes historie ud – og desto mere ligner den et tæt net af forgreninger og blindgyder.
Hvad vi kan tage med os fra denne opdagelse
Set fra en almindelig læsers perspektiv rummer historien om hyrden fra Patagonien og hans tyve meter lange nabo fra millioner af år siden flere tankevækkende pointer. For det første minder den os om, at store gennembrud ikke altid udspringer af gigantiske ekspeditioner med millionbudgetter. Nogle gange begynder de med en person, der simpelthen bøjede sig ned og kiggede nøjere på en mærkelig sten.
For det andet viser det, hvor ufuldstændigt det billede af fortiden er, som vi kender fra museerne. En enkelt ny knogle kan få forskerne til at flytte rundt på adskillige brikker i det evolutionære puslespil. Især fordi jura-lagene i regioner som Patagonien og Afrika stadig gemmer på mange overraskelser.
For forskerne er det en opfordring til at rette blikket mod de sydlige kontinenter og ikke udelukkende mod de klassiske udgravningssteder i Nordamerika. For lokalsamfundene er det et signal om, at deres baghave kan skjule fund, der ender på forsiderne af videnskabelige tidsskrifter. Og for alle dinosaurinteresserede er det endnu et bevis på, at disse dyrs historie er langt mere kompleks, end de enkle tegninger i børnebøgerne lader ane.
