Radioteleskoper i Australien har fanget et pulserende signal, der gentager sig præcis hvert 36. minut – og det passer ikke ind i nogen kendte stjernemodeller.
Forskerne har givet objektet navnet ASKAP J1424. Denne usædvanlige radiosender kan enten være et ekstremt eksotisk system med en hvid dværg eller repræsentere en helt ny type kosmisk objekt, hvis fysik endnu venter på en forklaring.
Et nyt kosmisk "fyrtårn" opdaget i ASKAP-data
Kilden ASKAP J1424 blev opdaget via netværket af radioteleskoper kaldet Australian SKA Pathfinder, beliggende i det øde vestlige Australien. Det er en del af det ambitiøse program Evolutionary Map of the Universe, som systematisk scanner enorme dele af himlen på jagt efter varierende og kortvarige radiosignaler.
I januar 2025 analyserede astronomer ti timers observationsdata med særligt fokus på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Det var netop i disse data, at ASKAP J1424 dukkede op som et bemærkelsesværdigt klart signal – gentaget med jævne mellemrum på få titals minutter.
ASKAP J1424 er en langperiodisk radiokilder, der pulserede uafbrudt i otte sammenhængende dage – som et kosmisk fyrtårn, der tændes i nøjagtigt ens intervaller.
Forskningsresultaterne blev offentliggjort på den videnskabelige preprint-server arXiv i begyndelsen af marts 2026 og vakte straks stor opmærksomhed blandt forskergrupper, der arbejder med ekstremt magnetiserede stjerner og eksotiske dobbeltstjernesystemer.
Det vi ved om ASKAP J1424: urværkets rytme og magnetens opførsel
Et perfekt regelmæssigt puls hvert 36. minut
Det mest slående kendetegn ved ASKAP J1424 er dets periode: cirka 2.147 sekunder, svarende til knap 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er det bemærkelsesværdigt langt. Klassiske radiopulsarer udsender impulser hvert sekund eller en brøkdel af et sekund, og selv såkaldte magnetarer holder sig typisk inden for få sekunder.
Her taler vi om en langsom, men forbløffende stabil rytme. Kilden opretholdt en næsten identisk impulsform gennem otte dages kontinuerlige observationer. Der blev ikke registreret korte afbrydelser, pludselige lysstyrkeændringer eller den slags "hikken", som ustabile objekter ofte udviser.
Den kombination – en meget lang periode kombineret med høj emissionsstabilitet – er yderst vanskelig at forklare ved hjælp af standardmodeller for neutronstjerner.
Polarisering tæt på hundrede procent
Den anden egenskab, der giver astrofysikerne hovedpine, er radiobølgernes polarisering. ASKAP J1424 er ikke bare tydeligt polariseret – forskerne har beregnet, at signalet gennem hele impulsen er praktisk talt hundrede procent ordnet.
I begyndelsen antager emissionen en elliptisk form, der gradvist overgår til næsten perfekt lineær polarisering. Dette "dansende" arrangement af elektriske og magnetiske felter peger på et meget ordnet og stærkt magnetfelt i kildens umiddelbare omgivelser.
- Lang periode – 36 minutter
- Stabile impulser gennem otte dage
- Polarisering tæt på hundrede procent
- Intet ledsagende signal i synligt lys eller infrarødt lys
Det sidste punkt er afgørende. På trods af brugen af følsomme optiske teleskoper og infrarøde observationer lykkedes det ikke at forbinde ASKAP J1424 med nogen synlig stjerne eller galakse. For os eksisterer objektet praktisk talt udelukkende som en radiosender.
Et system med en hvid dværg – eller noget helt nyt?
En af de hypoteser, der fremgår af forskningsartiklen, antager at ASKAP J1424 kan være et tæt dobbeltstjernesystem med en hvid dværg – altså en "død" stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse sammenlignelig med Solens. Et sådant objekt besidder et kraftigt gravitationelt og magnetisk felt, og dets vekselvirkninger med en nabostjerne kan føre til udsendelse af stærke radiobølger.
I dette scenarie er interaktionerne mellem den hvide dværgs magnetfelt og ledsagestjernens stjernevind centrale. Strømmen af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår kraftige elektriske strømme, som igen genererer radioemission. Perioden på 36 minutter kan svare til den hvide dværgs rotation eller til systemets geometriske konfiguration.
Forskerne understreger, at de tilgængelige data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om der virkelig er tale om et system med en hvid dværg, eller om det drejer sig om en helt anden type radiokilder.
Andre muligheder overvejes også – herunder en meget atypisk magnetar, en usædvanlig pulsar i et stærkt magnetfelt, og endda en fuldstændig ny klasse af langperiodiske radioobjekter, som tidligere har undgået teleskopernes opmærksomhed på grund af begrænset følsomhed og for korte observationskampagner.
Hvorfor fraværet af et optisk signal komplicerer sagen så meget
I astronomien giver observationer på tværs af mange bølgelængder normalt mulighed for at sammensætte et fuldt billede af et objekt. Den mulighed er fraværende her. ASKAP J1424 lyser ikke tilstrækkeligt i det synlige spektrum til, at det let kan identificeres. Der er heller ikke noget oplagt spor i infrarødt lys.
Uden et klart modstykke i andre bølgebånd er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske miljø. I praksis betyder det, at forskerne afsluttede den første analyse med et stort antal mulige scenarier og et meget sparsomt sæt af hårde observationsdata.
Sådan vil astronomer "indfange" ASKAP J1424
Det hold, der analyserede ASKAP-dataene, fremhæver stærkt behovet for yderligere observationer. Det handler både om at fortsætte radioovervågningen og om at iværksætte en bredere kampagne med andre teleskoper. I planerne indgår bl.a. yderligere sessioner under programmet VAST (Variables And Slow Transients), som netop drives via ASKAP.
Forskerne ønsker at besvare en række enkle, men afgørende spørgsmål:
- Optræder signalet kontinuerligt, eller kun i bestemte aktivitetsperioder?
- Ændrer radioimpulsens form sig over tid?
- Er det muligt at detektere selv det mindste spor af et ledsagende objekt i andre bølgelængdeområder?
- Findes der andre, svagere kilder med lignende karakteristika i samme region af himlen?
Anden fase af VAST-programmet, som skal fokusere på områder særligt rige på variable radiosignaler i vores galakse, udgør en god mulighed for at "fange" ASKAP J1424 i forskellige aktivitetsfaser. Langvarige observationskampagner vil gøre det muligt at afgøre, om de otte observerede dage er reglen eller snarere et heldigt tilfælde.
Hvad sådanne signaler fortæller os om ekstreme stjernesystemer
Langperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hvert nyt fund af denne type har stor indflydelse på modeller for stjernernes evolution og deres sene livsstadier. Normalt taler man om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger:
| Objekttype | Typisk emissionsperiode | Karakteristiske træk |
|---|---|---|
| Pulsarer | Millisekunder – sekunder | Neutronstjerner, meget regelmæssige impulser |
| Magnetarer | Sekunder | Ekstreme magnetfelter, voldsomme udbrud |
| Hvide dværge i dobbeltsystemer | Minutter – timer | Vekselvirkninger med ledsagestjerne, variabel emission |
ASKAP J1424 med sin 36-minutters periode og sin meget ordnede polarisering passer kun delvist ind i den sidste kategori. Det er præcis derfor, det vækker så stor interesse: det antyder, at der i vores galakse kan eksistere hele populationer af objekter, som delvist udfylder hullet mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværge.
Hvordan man forestiller sig et sådant "kosmisk fyrtårn"
For dem der ikke arbejder professionelt med astronomi, er det nemmest at tænke på ASKAP J1424 som et fyrtårn. Forestil dig en stjerne eller en stjernerest, der roterer langsomt om sin egen akse. Dens magnetfelt danner noget i retning af to tragte, hvorfra strømme af partikler og radiostråling skydes ud.
Når en sådan "lyskegle" passerer i retning af Jorden, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen drejer væk fra vores sigtelinje, forsvinder signalet. Hvis rotationen er meget stabil, optræder impulserne nærmest som tikket fra et ur. I tilfældet ASKAP J1424 er dette tik usædvanligt langsomt, og signalets polarisering afslører en meget ordnet magnetfeltstruktur.
Hvis efterfølgende observationer bekræfter, at ASKAP J1424 er et eksempel på en bredere klasse af objekter, vil astronomer kunne estimere langt bedre, hvor hyppigt stjerner ender deres liv i netop disse eksotiske konfigurationer. For forskere inden for kosmisk plasmafysik og magnetfeltstudier vil det udgøre et naturligt laboratorium, hvor teorier om ledningsevne, partikelacceleration og generering af radiobølger under ekstreme forhold kan afprøves.
Det er også værd at huske, at enhver forbedring af teleskopernes følsomhed og scanningstempo – som det er tilfældet med ASKAP og det planlagte Square Kilometre Array – åbner døren for nye overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første klare tegn på, at langperiodiske radiokilder kan skjule mange utypiske historier om stjernernes evolution, som hidtil er gledet os forbi.
